Malthe Busk er Kontrasts mangfoldighedsrepræsentant. I Malthes Mangfoldighedsspalte vil han være klimaets, flygtningenes og de nonbinære veganeres stemme.
Jeg var lige ved at vælte på min selvmalede Christianiacykel, da jeg hørte, at den radikale EU-politiker Karen Melchior har sygemeldt sig efter kritik af hendes ledelsesstil. Så fik de ciskønnede og heteronormative misogynister også ramt på hende.
Og ja, det kan da godt være, at hun råber ad sine medarbejdere og ifølge tidligere ansatte skaber et ulideligt arbejdsmiljø. Men hun har sikkert kun gjort det, fordi hun brænder så meget for at få EU til at sætte fokus på at forbedre klima og miljø- og arbejdsforhold. Karen stiller høje krav til sig selv og de mennesker, der omgiver hende, som hun skriver på Facebook. Hun har simpelthen været for passioneret om kampen for bedre arbejdsforhold til at bruge sin indendørsstemme, når hun talte med folk.
Sagen med Karen Melchior fik mig til at tænke på, hvorfor vi hader stærke kvinder. Og når jeg siger “vi”, mener jeg naturligvis alle jer andre. Personligt elsker jeg stærke kvinder. Min gode veninde Betty-Louise fra den lesbiske smykkesmedje Rav-Ravnen kan bøje en stegepande med de bare næver.
Alle undersøgelser viser, at kvindelige leder er mere empatiske end mænd. Alligevel skal kvindelige ledere igen og igen trækkes gennem sølet med kritik af deres ledelsesstil. Som da det faldt nogen for brystet, at Alternativets tidligere leder Josephine Fock havde givet nogle ansatte en empatisk rusketur. Jeg er overbevist om, at hun har gjort det i den bedste, pædagogiske mening. Mon ikke vi alle kan blive enige om, at dele af Alternativets politik er lettest at forstå med en mindre hjernerystelse, efter at blodet er blevet rystet godt rundt i hjernen?
Og tænk på stakkels Barbara Bertelsen, Statsministeriets gæve boss lady. Vreden er regnet ned over hende, som brosten under en fredelig demonstration på Nørrebro mod politivold. Men hør nu lige her: Barbara kerer sig ikke blot om sine egne ansatte, men også om ansatte fra helt andre ministerier. Nogle chefer er umulige at få fat i, men Barbara er aldrig mere end en sms væk, og når hun beordrer dig til at lægge dig ned og rulle dig, er det altid med en blinke-smiley bagefter. Kvindelige ledere er bare mere empatiske.
Jeg har desværre aldrig haft fornøjelsen af en kvindelig leder. Min første og eneste overordnede var en mand. Da jeg i sommeren 2004 bemandede isboden på Langelinie, havde jeg en mandlig chef. Det var mit andet sabbatår efter gymnasiet, og jeg havde brug for noget tid for at afgøre, om jeg skulle læse Tibetologi eller Europæisk Etnologi. Men min mandlige chef var alt andet end empatisk. Faktisk var han decideret fascistoid omkring mine mødetider. Jeg brugte lang tid på at forklare ham om det akademiske kvarter, som han vistnok troede var området omkring Universitetsparken.
Han forstod heller ikke, at åndsarbejde også er arbejde, og jeg prøvede forgæves at forklare ham, at det tænkearbejde, jeg udførte, når jeg i arbejdstiden spillede hackey sack på havnen, også burde have en monetær værdi. Som om det var min skyld, at det røverkapitalistiske samfund ikke gjorde det muligt for ham at tjene penge på at sælge mine tanker om Luhmanns sociologiske systemteoris betydning for pladetektonik til forbipasserende turister.
Som mand skal man huske at være ekstra opmærksom på de kvindelige medarbejderes behov. Kontrast har i lang tid haft en pakke hygiejnebind stående på dametoilettet til fri afbenyttelse. Der var ikke nogen bind på herretoilettet, og det syntes jeg sendte et uheldigt, transfobisk signal, som om det kun er kvinder, der kan menstruere. Som mangfoldighedsrepræsentant i bestyrelsen indførte jeg derfor, at der også skulle stå en pakke bind på herretoilettet.
Derefter slog det mig, at pakken med bind på dametoilettet sendte et andet og lige så uheldigt signal. Menstruation er en fuldstændig naturlig ting, og ved at stille bind frem til kvinder antyder man, at der er noget galt med deres menstruation, og at de skal skamme sig over den. En sådan friblødningsfobi vil jeg ikke bidrage til, og jeg indførte derfor, at der ikke længere skulle stå bind på dametoilettet.
Den mest inkluderende, socialt retfærdige og ikke mindst bæredygtige løsning var derfor at flytte pakken med hygiejnebind fra dametoilettet til herretoilettet.
Kan du også se pointen, så sørg for at følge @MaltheBusk på Twitter.
