Modsvar til Kasper Støvrings indlæg Nej, CEPOS – samfundet bør have fælles mål, og staten kan ikke være neutral. 

Lad mig starte med at takke Kasper Støvring for et godt indlæg. Et indlæg, der meget præcist viser nogle af de relevante debatpunkter, der vitterligt er blandt danske borgerlige. Lad mig også takke Kontrast for at huse denne debat, som er vigtig og dannende. Det giver jo anledning til at lære af hinanden. At være liberal nu til dags minder lidt om for 100 år siden – der blev vi, som tror på universalisme og principper, også angrebet som nogle gammeldags oldtidslevn.

Som Støvring siger, er det værd at kritisere dem, man sympatiserer med. Den grundlæggende uenighed for hans tilgang og min ligger i spørgsmålet om, hvad staten er.

Her er jeg noget af en kyniker og betragter staten som en organisation af mennesker, der har fået monopol på vold. Det har de fået, fordi vi som samfund håber, vi så får mindre vold end alternativet. Desværre er det ikke altid sådan. Selvom staten måske ikke udøver meget direkte vold i Danmark, udøver den utrolig meget direkte og indirekte tvang. Vold er også et stumpt instrument – og derfor sjældent en god løsning til livets mange nuancer. Altså er staten for mig en kølle. 

Nationalkonservative lyder nogle gange til at tro, at staten er noget andet og mere. Særligt lader Støvring til at synes, vi med køllen skal fremme politisk, hvad der er vigtigt i livet – men det mest vigtige, eksempelvis mad og tøj på kroppen, klarer markedet jo ellers fint og bedre, ligesom markedet også er rigtig god til at levere en masse ikke-materielle relationer og værdier. Så hvorfor hive køllen frem?

Næste spørgsmål bliver så, hvem der svinger køllen. Det er interessant. Det var jo dejligt, hvis vi kunne være sikre på, at køllen altid blev svunget af oplyste, traditionsbundne mennesker uden selviske interesser. Det kan vi desværre ikke. Køllen bliver svunget af mennesker, som mennesker er flest. Uden meget viden om verden, med egne interesser og tendens til nærsynethed i beslutninger. Hertil kommer, at køllen ikke svinges gratis. Staten kan ikke meget selv, dens ressourcer kommer fra alle os andre. Når der laves en vej på Sydsjælland af staten, er den betalt af nordjyder, som nok aldrig kommer til at køre på den.

Derfor er, som Støvring også skriver, statslig neutralitet en illusion. Den store forskel mellem os bliver så, hvad det borgerlige svar på denne realpolitiske udfordring skal være. Her er det liberale svar at søge at begrænse staten mest muligt. Nogle nationalkonservatives svar er at bede til, at staten handler rigtigt. Det er et dårligere svar. Lad mig illustrere dette matematisk.

Lad os sige, at vi bruger staten til at løse en opgave. Bliver opgaven løst godt, stiger vores samfundsnytte med 100. Bliver den løst dårligt, så falder vores nytte med -100. Bliver den hverken løst godt eller skidt, så er der stadig et tab af ressourcer, fordi staten tager nogle ressourcer til formålet, som så ikke kan bruges på andre potentielt mere produktive formål, lad os kalde det et tab på -50. Hvad er så sandsynligheden for det ene og det andet udfald? 

Historien og videnskaben vil sige, at der er størst sandsynlighed for de sidste udfald – men jeg er storsindet i dag og siger, at der er lige stor sandsynlighed for alle tre udfald, altså (100*0,33)+(-100*0.33)+(-50*.33) = minus 16,5. Selvom det går godt en tredjedel af gangene, vil det gennemsnitlige resultat over tid være negativt. Dermed er det en farlig vej at gå, når man tror, staten kan gøre samfundet bedre. Denne indsigt kan anvendes på de konkrete eksempler, som Støvring bringer.

Støvring nævner eksempelvis, at man med lov skal forhindre islamistiske læreplaner. Prøv at lave den omvendte test på det. Skal det så også være muligt at forbyde kristne læreplaner? Eller læreplaner, der nævner, at der er to biologiske køn? 

Her vil jeg indvende – som Adam Smith – at vi som samfund, hvis vi skal have en statsskole, kun kan og bør kræve, at alle børn lærer ens færdigheder og ingen andre positive eller negative krav. Færdigheder, som gør elever i stand til at konkurrere med andre, hvis de vil, og indgå i samfundet, hvis de vil. Alle andre krav er farlige, for det kan hurtigt gå galt og ramme modsat. Køllen kan så at sige svinges ind i børns intellekt. 

Støvring nævner også ægteskab som et område, hvor staten skal være aktiv. Vi ved fra forskningen, at den største forklarende faktor på livsresultater er adfærd. Det er generelt (men ikke altid) bedre adfærd at leve sammen – særligt for børn – end at gå fra hinanden. Derfor er det problematisk, at vi lige nu har en stat, der tenderer til at fremme skilsmisser med økonomiske incitamenter. 

Her kan jeg sagtens være åben for, at man tilbød skatterabat til ægteskabsvejledning og lignende. Det kan måske overbevise nogle flere om at kæmpe for deres familie. Det vil sikkert også være billigere i længden for både borger og stat. Men jeg synes ikke, at statsansatte ægteskabsrådgivere er en god idé. De kan jo promovere hvad som helst. Se eksempelvis på samværssager, som tit har en slagside til morens fordel. Selv hvis vi instruerer statslige ægteskabsrådgivere i at fremme noget andet, så kan det være, at de så ikke giver den rigtige hjælp til de par, for hvem det vitterligt er bedre at sige farvel til hinanden, for de findes jo også. 

Det leder godt over i et andet af Støvrings eksempler: de værdigt trængende. Af både ideologiske og bureaukratiske grunde blev den distinktion fjernet i velfærdsstaten. Jeg er også meget besnæret af den, men jeg er ikke helt solgt, for hvordan skal det afgøres, hvem der er værdigt trængende? Og af hvem? 

Mange flygtninge vil eksempelvis kunne opfattes som værdigt trængende af de fleste danskere. Er Carlo på fem år værdigt trængende til at få støtte til fodboldtræning, hvis hans far og mor hellere vil bruge pengene på et Kontrast-medlemskab? Er en karrierekriminel med stor gæld til det offentlige og mange domme bag sig værdigt trængende som 65-årig, når vedkommende er blevet for gammel til kriminalitet? 

Jeg tror desværre, jeg kender svaret med de offentlige ansatte, der er flest af p.t. Det er derfor, vi bruger regler og ikke individuelle bedømmelser i det, staten skal lave for os. Når vi gør noget andet, går det galt – se på, hvor få arbejdsløse der får sanktioner, hvis det er socialrådgiveren, der skal afgøre det. Da vi historisk brugte værdigt trængende-metoden, var offentlig socialhjælp henført til kommunalt plan og udelukkende finansieret af kommuneskatten. Men hov – så blev løsningen igen et spørgsmål om skat og økonomi. 

Vi kan sagtens tale om at indrette statens prioriteter bedre, men vi skal forstå, det er en kølle, vi taler om, svunget af mennesker, der ikke nødvendigvis deler vores verdensopfattelse. Kulturstøtte, som Støvring også nævner, kunne sikkert deles mere op. Måske noget var til kulturbevarelse, noget kulturudbredelse, og noget var kulturudfordrende. Så kunne vi have en mere klar debat om, hvordan den fordeling og finansiering skal være – men igen er det et økonomisk spørgsmål, fordi det er et fælles spørgsmål. 

Lad mig slutte med det sidste eksempel, Støvring kommer med, nemlig abort. Mange borgerlige vil sikkert være tilhængere af, at abort er lovlig, men måske værge sig mod selv at bruge det. Mange vil sikkert være forstående for, at abortmodstandere kan have svært ved at skulle finansiere, hvad de opfatter som mord, over skatten. Altså vil en lovlig, men som udgangspunkt ikke direkte skattefinansieret abort være at foretrække. 

Det er netop på den måde, at de gamle liberale tænkere var moralfilosoffer. Vi har en fri vilje, og derfor har vi et personligt moralsk ansvar. Det er ikke kroner og øre, der gør livet værd at leve, men det er, hvad samfundsorganisering handler om. Jeg synes, der er meget spændende at lære fra nationalkonservative på det personlige plan – men ikke meget på det samfundsfaglige. Jeg har det lidt med nogle af dem som med andre kunstnere. De kan være spændende og øjenåbnende – af og til direkte inspirerende – men man kan ikke male eller skrive det perfekte samfund frem. Det bliver grimt, når man prøver.