Udspillet er kommet meget pludseligt. Der har ikke været noget forberedende arbejde. Dagen før selve lanceringen, den 11. oktober 2023, blev der afholdt et offentligt skolepolitisk møde på en københavnsk skole, hvor både statsminister Mette Frederiksen, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen deltog. Også forskningsminister Christina Egelund og undervisningsminister Mattias Tesfaye var til stede.

Man fik hurtigt det indtryk, at lanceringen havde en politisk-strategisk funktion. Udspillet blev knyttet direkte til regeringsgrundlaget fra november 2022, som er præget af en omfattende krise- og konkurrencestatsfilosofi.

I regeringsgrundlagets afsnit om folkeskolen står der ellers, at man som oplæg til en eventuel reform vil udarbejde en såkaldt ”Grøn betænkning”, der skal starte en ”samtale om pædagogisk udvikling”

Ideen er formodentlig inspireret af den ligeledes farvelagte ”Blå betænkning” fra 1960, der var et kæmpearbejde over flere år, og som indvarslede reformpædagogiske principper i den eksisterende skolefilosofi. Men en sådan grøn betænkning har vi altså ikke set.

Men faktisk udarbejdede Det Radikale Venstre i 2021 en grøn betænkning under ledelse af skoleordfører Lotte Rod. Måske er formuleringen i regeringsgrundlaget et utilsigtet efterladenskab, fra før de radikale forlod regeringsforhandlingerne?

Fortrængningens rum
Flere af de politikere, der deltog i lanceringen, har hver især bidraget særdeles negativt til den skole- og uddannelsespolitiske udvikling gennem årene. Mette Frederiksen var beskæftigelsesminister i 2011-14, da den instrumentelle skolereform kom til verden, og hun var sammen med især Bjarne Corydon en vigtig aktør i opgøret med lærerstandens faglighed og praksis under den berømte lockout i 2013.

Lars Løkke Rasmussens venstreledede regeringer har siden midten af 00’erne været præget af centralisering, digitalisering og instrumentalisering i et slags frontalopgør med skolens tradition. Og Christina Egelund har for nyligt stået for den forstærkede erhvervspolitiske profil, som lå til grund for universitetsreformerne i sommer.

Merete Riisager (LA), som var undervisningsminister i 2016-19, forsøgte undervejs at tale dannelsens sag, men det store kritiske arbejde, hun foranstaltede, og hvis pædagogiske grundsyn af forskellige veje faktisk inspirerede Lotte Rod, nævnes overhovedet ikke i regeringens eget udspil.

Vi er i fortrængningens rum. Politikerne skal score point på at gøre op med det, som de selv har haft ansvaret for at gennemføre, men som de ikke vil være ved. Det er lidt som at høre på samarbejdspolitikerne efter besættelsen, hvor de pludselig lød som en slags modstandsmænd, selvom de havde hyldet de tyske sejre.

Spørgsmålet er derfor, om dette udspil, der af nogen opfattes som et opgør med skolereformen, faktisk dækker over en forstærkning, altså over endnu mere 2013-reform, blot iklædt nogle af kritikkens ord?

Tavshed og 2013-ånd
Det indtryk bliver man bekræftet i, når man kigger på selve udspillet.

Udspillet er præget af en mærkelig kombination af tavshed og 2013-ånd. Der er ingen referencer til den omfattende faglige og pædagogiske kritik, der har været siden 2013, eller til Merete Riisagers indsats. Og de centrale værdimarkører er ord som ”arbejde” og ”arbejdsmarkedet”.

Udspillet er samlet set således en del af det såkaldte reform 2.0-kompleks, som var betegnelsen for Reformkommissionens videreførelse af globaliseringsaftalerne fra 00’erne. Der er ingen ændring i den bagvedliggende filosofi, der i et og alt bygger på et opgør med skolens og pædagogikkens sprog og tradition.

Sammen om skolen
En central reference i udspillet bekræfter denne konklusion. ”Sammen om skolen” fra maj 2021 er et regeringsinitieret samarbejde mellem regeringen og en række interesseorganisationer, herunder KL og Danmarks Lærerforening.

”Sammen om skolen” udsprang af initiativet ”Ny Start”, der havde rødder i overenskomstaftalerne i 2018. Heller ikke i ”Ny Starts” baggrundskommission sad der kritiske stemmer.

Den ledende minister bag ”Sammen om skolen” var den daværende undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil. Hun var optaget af økonomen James Heckman, hvis tanker omdanner pædagogisk og social praksis til statistisk dirigerede lighedsmetoder for nationaløkonomisk afkast.

Dette paradigme udviklede sig ud af konkurrencestatsteorierne og fik stor indflydelse i den pædagogiske sektor, selv i børnehaverne og i familiepolitikken. Rosenkrantz-Theil skrev ligefrem en bog om emnet sammen med daværende forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen. Bogen havde den sigende titel: ”Det betaler sig at investere i mennesker: en bog om sociale investeringer, tidlig indsats, finansministeriets regnemodeller & SØM”.

Et slags udvidet Store Bededags forslag
Der er i al væsentlighed tale om en form for skolereform 2.0. Det vil sige variationer inden for samme begreb. Ånden fra 2013 er i dannelsesmæssig forstand 100% intakt.

Det handler om arbejdsudbud og arbejdsmarked. Det kalder man så for dannelse og for skolens formål, selvom det modsatte er tilfældet. Udspillet er et slags udvidet Store Bededags-forslag i krisens tegn. Det skal producere arbejdsudbud.

Hvor dybt kan en skole synke?

Du kan læse hele Thomas Aastrup Rømers analyse af regeringens skoleudspil på Tænketankens Prospekts hjemmeside her: Roemer-regeringens-skoleudspil-samlet-1.pdf