Det er en kendt sag, at de fleste journalister ikke er borgerlige. 80 procent stemmer på venstrefløjen. Der er endnu færre nationalkonservative. Kun en – én! – procent stemmer fx på Dansk Folkeparti. At journalister ikke er borgerlige, har Kontrast allerede kastet lys over. Lad mig derfor stille et andet spørgsmål:
Hvorfor er de borgerlige redaktører, for de findes nemlig, ikke konservative, og hvorfor vil de ikke være det, nu når de faktisk skal være det?
De Berlingske blade – Berlingske, Weekendavisen og BT – er nemlig forpligtede på ikke bare et konservativt værdigrundlag, men et nationalkonservativt. Alle redaktører skal skrive under på, at de vil overholde den såkaldte redaktørerklæring.
I den meget præcise tekst hedder det, at de Berlingske blade skal ledes ”i national og demokratisk ånd, i ærbødighed for kristendommen og i troskab mod fædreland og kongemagt. Bladenes grundsyn er konservativt”.
En optælling viser, at i en erklæret konservativ avis som Berlingske er under ti procent af de tilknyttede skribenter og medarbejdere på opinionsdelen erklæret konservative. Indholdet er også derefter. Berlingske er en liberal, nogle gange woke og progressiv avis – det liberale har stor fællesmængde med det venstreorienterede og progressive – men ikke en konservativ avis.
Et blandt mange eksempler er den aktuelle barselsdebat. Chefredaktører på Berlingske og Weekendavisen, Mette Østergaard og Martin Krasnik, har under det progressive banner om ligestilling forsvaret den barselslov, der tilgodeser arbejdsgivere, karrierefeminister og den offentlige sektor.
En konservativ ville derimod primært fokusere på familien som samfundets afgørende institution, herunder forældres selvbestemmelse, børnenes vilkår og det biologiske køn.
Standardsvaret fra de berlingske redaktører og skribenter er at tolke sig ud af misforholdet og sige, at man er national, fordi man hovedsageligt skriver om danske forhold i det danske sprog, at man er konservativ, fordi man er pragmatisk indstillet, at man er ærbødig over for kristendommen, fordi man støtter folkekirkeordningen, og kongemagten, fordi man synes, Dronningen er en klog dame og skriver om hendes årlige nytårstale.
Men en minimaldefinition på at være konservativ er netop ikke god nok. Hvis erklæringen blot havde til hensigt at nævne alle de minimale hensyn, avisen skulle leve op til, måtte den jo nævne utallige flere ting. Det gør erklæringen – som andre gode grundlove – netop ikke. Den er tværtimod kort og klar.
Resten, herunder implementeringen, er overladt til redaktørernes mere eller mindre gode viljer, til deres samvittighed. Også det er anskuelsesundervisning: Der findes ikke konservative aviser i Danmark.
De berlingske redaktører er altså forpligtet på redaktørerklæringen. De må som minimum kunne sige om sig selv: Jeg er konservativ, jeg er national, jeg er kristen, og jeg er tilhænger af kongehuset – og lade handling følge ord. Det kan og vil de bare ikke.
Lad os tage et modeksempel. Kristeligt Dagblad skal ifølge vedtægterne ledes “på evangelisk-luthersk grund” og skrives “i en kristen ånd”. Kunne man forestille sig Kristeligt Dagblad med redaktører og skribenter, der ikke var kristne eller ikke forstod kristendommen, eller hvor kun 10 procent af dem var kristne eller gav udtryk for kristne synspunkter, hvor lederartiklerne stort set ikke handlede om kristendom, og hvor de mest profilerede pladser i avisens debatsider blev udfyldt af ateister?
Nej, så ville man sige, at noget var galt.
Fik jeg i øvrigt besvaret mit indledende spørgsmål? Nej, det fik jeg vist ikke. Men jeg fik stillet det.
