Der er kommunal- og regionsvalg i næste måned. Er de borgerlige i god form? Nej, det er de desværre ikke. Venstrefløjen og Socialdemokratiet løber stadig med de store og vigtige temaer. Tag bare debatten om 89’erne og barselsordningen. Hvorfor taber de borgerlige disse debatter?
Socialdemokraterne anklager de borgerlige for at være dyrkere af den tomme frihed, åbne grænser og individets selvrealisering. De borgerlige har ikke noget stærkt modsvar over for sosserne med den begavede chefideolog Kaare Dybvad, der på sin side taler varmt om det nationale fællesskab og sammenhængskraften mellem land og by.
Og barselsloven? Hvor er de borgerliges substantielle argumenter for børnene og familierne – samfundets vigtigste byggesten?
Over for engagerede venstreorienterede, der hylder de progressive idealer om kvindefrigørelse og ligestilling, virker de borgerlige fortabte. Thi de politikere, der har et fælles mål for samfundet, vil altid vinde over dem, der blot kryber tilbage i deres beskyttende skal og messer: ”Den enkelte familie skal selv bestemme”, ”pengene har det bedst i borgernes egne lommer”, ”man har ret til alt, så længe det ikke skader andre”.
Det er et alt for fattigt sprog, et tabersprog. Skal de borgerlige vinde kommunalvalgene, skal de udvikle et bedre sprog. Sproget er nemlig ikke et ligegyldigt eller neutralt instrument. For sproget former vores selvforståelse og forståelse af verden, og med sproget vinder man Hearts and Minds.
Det liberale sprog er fattigt, fordi det er økonomistisk og individualistisk. Det gælder især rettighedsretorikken, som borgerlige har så svært ved at supplere med pligt- og dydsetikken, med karakterdannelsens sprog.
De borgerlige dyder vokser frem af civilsamfundets frodige jordbund, ikke i velfærdsstatens kunstige laboratorier. Derfor skal borgerlige afstå fra den negative rettighedsretorik; de bør i stedet tale positivt om stabile familier, lokalsamfundenes engagement i uddannelses-, praktik- og arbejdspladser samt ikke mindst om det foreningsliv og alle de ildsjæle, der lægger timer i frivilligt arbejde.
Det er den lim, der binder velfungerende samfund sammen.
Det er ingen hemmelighed, at de borgerlige har det særlig svært i de større byer, ikke mindst i København. Så her kommer nogle gratis råd:
København er en alt for dyr by at bo i for mennesker med de vigtigste erhverv – betjente, sygeplejersker, lærere. Der er ingen grund til, at venstrefløjen også skal løbe med den dagsorden, jf. Kaare Dybvads plan om at bygge billige boliger.
Indvandring og den ledsagende kriminalitet er også et stort problem. Mere politi på gadeniveau, tak. Skolerne bør også være en populær, borgerlig sag. Alle har et forhold til skolen, fordi de har gået i en, og fordi mange har børn i skolerne.
Opgør med den progressive identitetspolitik er også tiltrængt. Den præger især de unge, og derfor universitetsbyerne, men opgørelser fra Berlingske viser, at bevægelser som Black Lives Matter, MeToo og Greta Thunberg kun har 9-12 procent af voksne menneskers opbakning.
Endelig: Stands det hæslige byggeri, der finder sted i de større byer. Københavns skønhed skyldes den traditionelle byggestil og den fælles, århundredgamle historie med tårne og spir. Richard Floridas skumle ide om den kreative klasse som forbillede – bøsser, bohemer og kunstnere – er heldigvis lagt i graven.
Tiden er borgerlig. De borgerlige skal bare forstå at udnytte det. Det kræver et helt andet sprog.
