Debat

26.04.22

Hvordan kunne Glistrup se de problemer, som andre overså?

Jørgen Dalsgaard: Tilbage i 80’erne var Mogens Glistrup blandt de første til at advare om, at indvandring ville få en høj pris. Lad os se på, hvorfor han indså problemet før eksperterne og de intellektuelle. Det handler om to forskellige syn på mennesker.
Montage af den yngre Glistrup i DR-programmet Focus og den ældre Glistrup fra privatfoto taget af Lene Glistrup.
Montage af den yngre Glistrup i DR-programmet Focus og den ældre Glistrup fra privatfoto taget af Lene Glistrup.

”Glistrup havde ret!”, hviskede min sidemand engang ved et middagsbord. Det var et halvvejs indestængt udbrud og næppe ment som debatoplæg, men alligevel blev det siddende i mig. Dels forekom det mig nemlig symptomatisk for, hvad folk med almindelig sund menneskeforstand må tænke efter de seneste årtiers erfaringer med muslimsk masseindvandring. Men dels er det også en interessant påstand, fordi den rejser et endnu mere interessant spørgsmål. 

For hvis virkelig Mogens Glistrup skulle have haft ret, hvorfor havde han så det? Hvad var det i bekræftende fald for en metode eller tankegang, der gjorde det muligt for ham at forstå integrationsproblematikken bedre end sine politiske modstandere?

Kan Glistrup overhovedet få ret?
Det er klart, at denne tanke kun kan få vinger under forudsætning af, at man overhovedet er i stand til at forestille sig den mulighed, at Glistrup havde ret i noget. Og det virker i den sammenhæng beskæmmende, at man nok kan være nødt til at belære selv meget belæste mennesker om, at ’onde’ mennesker godt kan tænke eller sige noget faktuelt korrekt. Hvis Glistrup, Trump eller Rasmus Paludan forudså regn, og det regner, ja så havde Glistrup, Trump eller Rasmus Paludan ret. Det betyder ikke, at de etisk skal betragtes som hverken bedre eller værre – selvom det måske kan rejse spørgsmålet om, hvordan de bar sig ad med at gætte rigtigt på netop dette punkt.

En beslægtet forhindring opstår, hvis man får den idé, at forudsigelser i stil med Glistrups fungerer som ”selvopfyldende profetier” – sådan som Carsten Jensen gjorde det efter Krudttønde-attentatet i 2015. Pointen i den idé er, at sociale forhold påvirkes af ens forventninger til dem, sådan som eksempelvis en aktieanalytikers anbefaling af en bestemt aktie i sig selv kan løfte kursen på denne.

Dette lyder snedigt, men der er grænser for snedigheden. For selvom virkeligheden til en vis grad kan indrette sig efter, hvad man siger om den, må det alligevel i overvejende grad være påstandene, der tilpasser sig virkeligheden. I modsat fald mister sproget sin deskriptive funktion, og aktieanalytikeren sit job. Aktieanalytikeren kan måske i stedet søge ansættelse som en slags aktie-hvisker. For i nøjagtig samme grad som man tager Jensens ”selvopfyldende profetier” for pålydende, erstatter man den empiriske tænknings principper med peptalkens eller den magiske besværgelses logik.

Der findes endnu en vildfarelse, der grundlæggende minder om Jensens, idet der igen fokuseres på tankers og udsagns kausale effekt på bekostning af deres sandhedsværdi. Således tænker mange nok: ”Det kan da godt være, Glistrup fik ret, men det vil jeg ikke tænke over - og da slet ikke sige højt - fordi det fremmer en dårlig tendens i samfundsudviklingen”.  Det kan undre, hvor let det her ser ud til at gå med at forudsige komplekse sociale og kommunikative processer: Ved man virkelig så nøjagtigt, hvad der fremmer hvad, og hvornår fortielse virker for eller imod hensigten?

Sociologi er ingen eksakt videnskab, men i denne tangegang kommer en formodet indsigt i sociologiske årsagsforbindelser til at motivere undertrykkelsen af andre mulige indsigter. Man skal passe på, man ikke sidder og veksler guld til støv ved at forkaste en sikker viden til fordel for en mindre sikker formening om denne videns konsekvenser. 

Hvordan havde han ret?
Hvis det med de ovenfor anførte argumenter kan godtgøres, at Glistrup i princippet godt kan få ret, bliver det næste spørgsmål, hvad han helt præcist kan have haft ret i. Her er der rig mulighed for at fortabe sig i mellemregninger, fordi Glistrup med forkærlighed udtrykte sig provokatorisk og til tider tydeligvis overdrev sine pointer. 

Men man skal aldrig snakke uden om hovedsagen, og jeg gad godt høre, hvad læseren vil tænke om følgende slutningskæde: 1) Der lå i Glistrups udfald en implicit forudsigelse af, at integrationen af muslimer i Europa inden for få årtier ville blive et politisk hovedtema. 2) Integrationen af muslimer i Europa er inden for få årtier blevet et politisk hovedtema. 3) Ergo kom Glistrup med en sand forudsigelse. Naturligvis afhænger konklusionens nødvendighed af, at man frit har anerkendt de to præmisser. Men jeg har svært ved at se, hvordan nogen i fuldt alvor skulle kunne betvivle nogen af dem.

Videnskabsteoretikeren Karl Popper gjorde vældig reklame for den egenskab ved en god forudsigelse, at den er dristig: Den skal forudsige noget andet, end man umiddelbart ville forvente, og det skal være muligt senere hen at afgøre, om den har slået fejl. Hvis man er gammel nok til i dag at huske tilbage på 80’erne, vil det være svært at komme uden om, at Glistrups forudsigelse var eksemplarisk i sin dristighed. 

Selvom Thorkild Simonsen i Aarhus og de såkaldte ’vestegnsborgmestre’ allerede dengang anede et og andet om parallelsamfund (hvilket så tidligt som den 11. december 1994 førte til en forsidehistorie i Jyllands-Posten under overskriften ”Glistrup er ved at få ret”), så havde de hermed forbundne episoder endnu ikke hærget nyhedsstrømmen, sådan som de kom til at gøre det i de kommende årtier. De fleste opfattede Glistrup som gal, og hans formodede galskab bestod ikke mindst i den forudsigelse, som i dag ser ud til at have været rigtig.

Dristigheden i Glistrups forudsigelse viste sig især derved, at den blev modtaget med hovedrysten af næsten alle og enhver med professionel ekspertise inden for kulturelle fænomener og sociale processer. Humanistiske akademikere, samfundsforskere, sociologer, psykologer og pædagoger afviste ham så godt som enstemmigt, og ganske følgerigtigt virkede de politiske partier, som disse erhvervsgrupper traditionelt stemmer på, aldeles ubekymrede ved udsigten til muslimsk masseindvandring. 

På den anden side blev Glistrups parti i allerhøjeste grad tegnet af ikke-akademikere, fx en humoristisk pølsemand og et politisk naturtalent af en hjemmehjælper. Sjældent har en kamp om den rigtige fortolkning af virkeligheden i en sådan grad lignet David over for Goliat, og det er på den baggrund, at spørgsmålet får sin fulde tyngde: Hvordan i alverden kunne det blive Glistrup, der fik ret?

Hvorfor havde Glistrup ret?
Enhver forudsigelse må tage udgangspunkt i fortiden, og Glistrups forudsigelse havde i den henseende en meget lang tidshorisont. Helt præcist, og som han selv kunne sige det: 1.375 år – nemlig tilbage til Muhammeds levetid, hvor den islamiske ånds- og kulturhistorie tog sin begyndelse. Heroverfor består der en tankevækkende kontrast til de forklaringsmodeller, som Glistrups modstandere betjente sig af - og hvor tidsrammen som regel kun strakte sig over nogle få årtier. 

Jeg tænker herved på de årtier, det kan tage for en person på sin egen krop at opleve analfabetisme eller fattigdom, krigstraumer eller samfundsmæssig marginalisering, dansk racisme eller dårlig tone i debatten, hjernevask og radikalisering eller integrationsprojekter og afradikalisering. Glistrup baserede sine forventninger til muslimers adfærd på et kulturhistorisk perspektiv, hans opponenter baserede deres på et socialpsykologisk. 

Forskellen i tidshorisont er slående, men i virkeligheden udtryk for noget dybere. Sagen drejer sig om to fundamentalt forskellige menneskesyn – et skisma, der i videnskabsfilosofien er blevet tematiseret under overskrifter som positivisme versus hermeneutik og forklaring versus forståelse. Det særlige ved Glistrup var, at han ville sætte sig ind i muslimers tanker snarere end deres følelser, deres selvforståelse snarere end deres underbevidsthed og deres værdier snarere end deres materielle betingelser. 

Hans prognoser byggede på en forståelse af åndelige fænomener som kultur og religion, hvis betydning for de fleste intellektuelle var gledet helt ud af syne til fordel for økonomiske og dybdepsykologiske ’drivkræfter’. De intellektuelle ledte så at sige efter nøglen til menneskers adfærd i deres underbukser, hvorimod Glistrup ledte efter den i deres bøger. 

I et nyligt interview med Kontrast kom Radikale Venstres udlændingeordfører snublende tæt på at indrømme, at det var Fremskridtspartiet, der havde ret i 80’ernes indvandringsdebat. Det kan virke sensationelt, men der består efterhånden en lang tradition for, at netop de politiske partier, der i udpræget grad repræsenterer humanioras statsautoriserede eksperter i kultur, må indrømme, at de intet har fattet af kulturens betydning for menneskelig adfærd. Den selvransagelse kan følges fra Poul Nyrup Rasmussen og Holger K. Nielsen til Mette Frederiksen og Pia Olsen Dyhr - men tag som et illustrativt eksempel dette interview fra 2018: Ida Auken: Venstrefløjen har forsømt at tale om, hvorfor kultur og national identitet er vigtige for mennesker.

Tidens grunderfaring
Desværre har de venstreorienterede politikere i høj grad været ladt alene med det tænkearbejde, der ligger i at tage sine fejltagelser på sig og udvikle et nyt perspektiv. Hvorimod deres traditionelle sympatisører på lærerværelserne og i kunstcaféerne er fortsat uanfægtet med at udveksle de samme gamle grimasser og automatreaktioner. Jeg tror, det er derfor, man i de senere år har kunnet spore en vis nedkøling af forholdet imellem Socialdemokratiet og storbyakademikerne. Allianceforholdet er blevet en tabersag for de ansvarlige politikere, fordi disse i sagens natur er nødt til at forholde sig til realiteterne og tale til et befolkningsflertals sunde fornuft. 

”Glistrup havde ret!” hviskede han som sagt, min sidemand. Og hvis der er noget om snakken, er der nok at tænke over – ikke mindst: Hvori bestod den saglige styrke i Glistrups fortolkningsstrategi? Jeg er overbevist om, at dette spørgsmål angiver selve den filosofiske motor bag de seneste årtiers udvikling i den politiske debat. Et gennemgående tema har her været folkelig mistillid til det sociale livs eksperter – ”smagsdommerne”, som Anders Fogh Rasmussen kaldte dem – og kernen i sagen synes at bestå i et opgør med positivismens åndsform. 

Tidens grunderfaring er, at mennesker ikke er ting på linje med alle andre ting, og at udfordringerne med dem ikke kan være af rent teknisk eller terapeutisk art. I ruinerne af opblæste teknokraters mislykkede sociale eksperimenter erfarer man det på én gang forjættede og skrækindjagende ved forekomsten af andre bevidstheder end ens egen – med ukontrollerbart divergerende sprog, synspunkter og tankegange.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter