Forleden var jeg ved at falde ned af stolen på Landsforbundet i DSU. Berlingskes ”Cordua & Steno” kørte i baggrunden, mens jeg arbejdede ved skrivebordet. Pludselig hørte jeg den nyfødte kristendemokrat Jens Rohde tale positivt om fagbevægelsen i Danmark, og at det var en prioritering for Kristendemokraterne at styrke fagbevægelsen i deres nye 2030-plan. Det kunne jeg næsten ikke tro, så jeg måtte hurtigt ind og finde publikationen.
Men ganske rigtigt: Slår man op på side 35 og 36 i Kristendemokraternes 2030-plan, står det sort på hvidt: Kristendemokraterne ønsker en højere organisering og at samarbejde med fagbevægelsen om at løse problemerne med usikre ansættelser. Samtidig vil de bruge 500 millioner kroner på at hæve fradraget for faglige kontingenter fra 6.000 kr. til 8.000 kr. om året.
Dermed er Kristendemokraterne faktisk det eneste blå parti, som ønsker at styrke fagbevægelsen. I hvert fald i ord. Det mærkelige er, at der ikke er flere borgerlige partier, der har det samme ønske. For man finder da ikke et roligere og mere effektivt arbejdsmarked end det danske. Man kan stole på, at der ikke strejkes i tide og utide, forhandlingskulturen er den stærkeste i verden, og konflikter løses i et reguleret og gennemskueligt system.
Alt det, der udgør den danske model, lovprises i høje toner, men det fundament, som den stærke organisering udgør for hele herligheden, nyder ingen nævneværdig opbakning fra højrefløjen. Vi hører aldrig en politiker fra Venstre, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige eller Konservative tale for, at flere skal organisere sig i lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationer.
Det er meget ejendommeligt. Især når det gælder Venstre og Konservative, som traditionelt har haft tætte bånd til de klassiske arbejdsgiverorganisationer. Spørger man Dansk Industri, er de tilhængere af en stærk enhedsorganisering på lønmodtagersiden, fordi det sikrer ro om produktionen for deres medlemmer. Synspunktet har ikke været repræsenteret hos blå partier på Christiansborg – måske ændrer det sig nu?
Kristendemokraterne fortjener ros, hvis de virkelig ønsker at styrke fagbevægelsen. Men træerne vokser nok desværre ikke ind i himlen. Og hvis en politisk opbakning til fagbevægelsen i virkeligheden handler om at styrke de gule forretninger med tilknytning til Indre Mission og lignende (læs: Krifa), så er vi ikke kommet længere.
De gule forretninger undergraver nemlig den danske model og vil ikke bidrage til ro, stabilitet og effektivitet på arbejdsmarkedet – især ikke hvis de vokser sig større, end de allerede er. Her har DSU og Kristendemokraterne jo også en fælles historie, da KD’s leder, Isabella Arendt, måtte forlade DSU i 2008, fordi hun var medlem af en gul fagforening.
Jeg håber, at Kristendemokraternes gode forslag i deres 2030-plan ikke er en enlig (gul) svale, men et forsøg på at få opbakningen til et organiseret dansk arbejdsmarked forankret på højrefløjen. Hvis det er tilfældet, så har vi brug for, at de får vind i sejlene.
Alle vi andre må indtil da fortsætte med at stille følgende spørgsmål til blå blok: Hvorfor kan I egentlig ikke lide fagbevægelsen? En dårligere organisering vil kun besværliggøre livet for virksomhederne, skabe uro og svække vores konkurrencekraft. Det kan ingen til højre for midten da have en interesse i.
