Det er blevet aften, og familien er samlet om tv’et. På skærmen er et barn ved at messe for os til et mellemøstligt inspireret beat. Der bliver messet, at der ikke findes drenge- og pigetøj. Messet, for det er da hverken sang eller rap, der kommer ud af den mund. Man tænker ved sig selv, at konkurrencen ikke kan være hård, hvis det nummer er med? Eller er det taget med, fordi en eller anden identitetspolitisk begejstret planlægger er faldet på halen over denne kanoniske hyldest til wokeism? Jeg ser bekymret rundt i stuen og tager lidt flere popcorn.

Så blev det min tur til at skulle se MGP. Det er jo en fælles referenceramme for danske børn, hvoraf jeg har tre. Det er ligefrem fælleskultur, vil nogen mene. Heldigvis noget kultur, som ikke fandtes i min barndom. Det er så også min tur til som borgerlig forælder at blive forarget over det program. 

Jeg har flere anker, men den grundlæggende er filosofisk. Programmet er jo en løgn. Ikke en leg – en løgn. Det er ikke naturligt talent, der vises, men nøje udarbejdet og forberedt performance. Det præsenteres som et ægte talentshow, men er det ikke. De fleste børn, herunder mange af deltagerne, er talentløse. Det er altså en løgn, de voksne dyrker. Hvorfor? For andres underholdning. Programmet forbryder sig således mod Kants morallære: Man skal behandle andre mennesker ikke som midler, men som mål i sig selv. 

Derfor må man ikke lyve for folk, fordi de så kun er et middel til at opnå noget. Men MGP-deltagerne bliver løjet for og er midlet til målet om seertal og tom underholdning. Løgnen er problematisk, fordi den bidrager til en illusion om, at alle kan komme op på den scene, de vil. Men det kan de ikke. Deltagerne er primært båret frem af voksne. 

Børn skal selv søge lykken, men de skal også lære, at ikke alle kan stå foran. De kan sagtens få masser af glæde i livet med sang, dans og musik. Men de fleste af dem kan ikke leve af det, og de bør hverken for deres egen eller andres skyld gøre forsøget. De skal finde sig en vej, der giver en værdi for andre, som andre vil betale for, og så har de råd til at holde fri med musik.

Jeg elsker selv musik, men jeg tror egentlig ikke, at programmet promoverer musik. Musik er megahårdt arbejde, og det gider børn sjældent i dag. Jeg ved godt, at ingen ville se det, men hvorfor ikke et program med nogle, der er dygtige til at spille på noget? Af de få, der gider rigtig musik, har nogle muligvis også talent. De skal nok få succes. Det har de i øvrigt et langt liv til. 

Jeg tror ikke, at et MGP, som prøver at få børn til at passe ind i formatkasser tilpasset nutidens fællesnævner, og som er udarbejdet af voksne, hjælper meget til at fremme fremtidens talent. Slet ikke, da programmet lader til at fremme og lære selvpromovering som en grundlæggende dyd, endda ved at reklamere grænseløst for den kinesiske statsovervågningstjeneste TikTok. Vi forældre har rigeligt at gøre med at holde det skidt væk fra vores børn, uden at DR behøver gøre det sværere for vores skattekroner. Børn skal ikke lære, at fremmedes tomme hyldest er vigtig. Det medvirker til en perfektionskultur, som er ret ødelæggende for en fri og fjollet barndom. 

Teksterne er også bemærkelsesværdige. De skal nemlig udtrykke noget. Hvor meget har normale glade børn egentlig at udtrykke? Nummeret omtalt i starten, Drenge og Piger, handlede om, at der ikke var noget, der hed drenge- og pigetøj. Det skulle man bare fatte! OK ... jeg ved ikke, hvor edgy det budskab er i dag, men det bliver udtrykt udemokratisk og mere ureflekteret end til min ungdoms koncertoplevelser på Jagtvej 69. 

Beriger budskabet det typiske barn? Nej. Drengepiger og kjoledrenge leger jo netop op ad kønsroller. Det er legens og eksperimentets omdrejningspunkt for de fleste. Nogle gør det også for at kommunikere, at de gerne vil lege med det modsatte køn. Men det er tilsyneladende ikke OK? Heldigvis konstaterede min 7-årige, at sangen var pivringe. Helt rigtigt! Den lader mere til at henvende sig til den forælder, der bruger sit barn til at udtrykke sin egen wokeness. 

En anden sang handler om, at man ikke gider have pligter. Hvor rebelsk at få lov at stå og synge om i et gennemført kommercielt og statsorganiseret program styret af voksne! Måske de børn var bedre tjent med lidt modstand, når nu de ønsker et oprør mod rimelige krav? Omvendt vandt sangen Hater af Emma med det budskab, at kritik er noget, man skal ignorere. Det er jo lige i zeitgeisten, må man sige, for hvis nogen kritiserer dig, er de jo bare haters. Eller hvad? Ret skal være ret, og det var en godt konstrueret popsang, særligt da den var nem at glemme igen. 

Jeg har ikke kun sagt det her på Kontrast, jeg har også sagt det til andre forældre. Så får jeg at vide, at jeg skal chillaxe. Det er jo bare et børneprogram. Det kan da virke virkeligt ligegyldigt at bruge tid på. Men mennesker (og særligt børn) er ikke ligegyldige, og MGP gør ganske enkelt verden værre for børn, end den behøver være. Det bør vi voksne sige fra over for. Lad os derfor slutte med noget reelt talent, som også gav inspiration til overskriften. Fra ’Braget’ af Malk de Koijn, som ikke behøvede MGP: 

“Ska’ ha’ en af mine unger med i X-Factor
Så pyt med, at hr. og fru Jensen de ka' lyt’ med
Når mine børn lyder som’ de ikk’ har noget at flyt’ med, pyt med det!”

PS: Ja, jeg er også bitter over, at en af grupperne hed The Specials. Det er jo helligbrøde.