Hans-Jørgen Schanz, den nyligt afdøde professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet, sagde engang i en paneldebat i Norge følgende: Moderniteten er ikke længere i krise, derfor er der ikke brug for ideologikritik eller kortere: Ingen krise, ingen kritik.
Udtalelsen vakte uro blandt tilhørerne på luksushotellet Lysebu ved Oslo. Rumæniens leder Nicolae Ceaușescu var netop død i 1989; og mødet var i januar 1990. Ideologikritikken var dengang en fast del af humanistiske studier. De studerende blev undervist i den, og de kunne komme til eksamen i ideologikritiske læsninger af Henrik Pontoppidan. Ideologikritikken viste f.eks., at Martin A. Hansens romaner styrkede NATO, og NATO var man kritisk over for på venstrefløjen.
Der var nogle SF’ere med i Oslo, og de var også urolige, for SF havde haft gode forbindelser til de rumænske kommunister, bl.a. fordi de førte en kritisk politik over for Sovjetunionen. Der var også VS’ere med, og de var mere optimistiske. Med Ceaușescus død var muligheden for en revolution i Danmark blevet større, fordi nu kunne man ikke forbinde socialisme med den realt-eksisterende i Østeuropa. Det blev sagt, at revolutionen ville komme inden påske.
I stedet kom i 1991 ’systemskiftet’ og Anders Fogh Rasmussen. Selvom det ikke var årsagen, så skete der i løbet af 1990’erne det, at ideologikritikken forsvandt. Ideologi var falsk bevidsthed, men nu skiftede ordet indhold og blev noget positivt, og det var pludselig godt at have en ideologi, selvom Poul Schlüter havde sagt, at “ideologi er noget bras”.
I den marxistiske tænkning er eller var litteratur, kultur, religion og love ideologiske overbygninger. De fordrejede og skjulte virkeligheden. Kunst tjente magthavernes interesser, men det skjulte kunsten ved at foregive at være ”universel”. Kunsten var partikulær. Den tjente borgerskabets interesser. Det var ikke al marxistisk teori, der så på kunst og kultur på den måde. Der var socialister, der tildelte kunst og kultur en vis autonomi. Kunst var ikke kun en forvrænget afspejling af økonomiske forhold. Kultur kunne ændre noget.
Disse socialister eller marxister fandt man fortrinsvis i England. Marx og Engels har ikke haft – skønt de boede i England – så stor betydning for den engelske socialisme. Disse engelske marxister kaldtes kulturmarxister eller deres tænkemåde blev betegnet cultural marxism. Den mest kendte kulturmarxist var litteraturprofessoren og forfatteren Raymond Williams og flere andre. For dem var litteratur mere end ideologi; og litteratur kunne synliggøre skjult ideologi.
I Frankrig udvikledes en slags marxistisk alternativ til marxismen med filosoffen Louis Althusser, der spillede en stor rolle på universiteterne i Danmark i 1970’erne. For ham var ideologi ikke noget, man kunne slippe for. Selv i et klasseløst samfund ville der være ideologi. Det var f.eks. ideologi, når man bildte sig ind, at det er mennesket (subjektet), der styrer historiens gang. Historie er struktur. Det er den tanke, der lever videre, når folk siger, at ”racisme” eller lignende er strukturel. Også kulturmaxismen er forsvundet, og det skyldes også, at Anders Behring Breivik brugte netop det ord i sin kritik af Vesten.
Som sagt forsvandt marxismen. Jeg kan huske, når jeg underviste i videnskabsteori i 1990’erne, og vi kom til Marx. Jeg kunne bilde de studerende hvad som helst ind. De vidste ikke noget om Marx, men de stemte på Enhedslisten eller SF. Det var så smart, at disse to partier skjulte ordet ’socialisme’ og ’kommunisme’ bag en maske. Socialisme for SF er at tage var på børn og andre udsatte, eller det kan være at bevare velfærdssamfundet, som ikke længere betragtes som et ideologisk fænomen i marxistisk forstand. Velfærdsstaten skulle jo redde os fra kommunismen. Schanz sagde engang, at medlemmerne af Enhedslisten burde have et kursus i Marx.
Ingen krise, ingen kritik. Men nu er der krise overalt, og derfor må der da igen være kritik? Det er der næsten ikke. Krise er blevet et middel til at styre med. Krisestyring. Kriser kræver resolutte ledere. Klimakrise, pandemikrise, energikrise, økonomisk krise, geopolitisk krise. Der forekommer ingen kritik af klimavidenskaben. Kritikken er umulig.
Intet politisk parti sætter spørgsmålstegn ved klimakrisens årsager. Det er helt umuligt at kritisere virologerne. De er som fortidens præster hævet over kritik. Kritik af partiernes støtte til mere oprustning og krig er nærmest uetisk. Der findes ingen fredsbevægelse eller pacifister. Krig og en fælles fjende styrker sammenhængskraften. Mordet i Iran på Masha Amini har ikke ført til massive demonstrationer, som dem der kom efter George Floyds død og Black Lives Matter.
Der har været spredte demonstrationer med deltagelse af Pia Kjærsgaard. Det er alt. Der har i Prag og Berlin været kæmpedemonstrationer, som vil ophæve sanktioner, men de nævnes ikke i massemedierne, bl.a. fordi de flager med det russiske flag. Der er krise, men ingen kritik. Den kritik, der er, er usynlig.
