Forestil dig følgende scenarie: En mor tager sin søn med til lægen. Knægten har frygtelig ondt i halsen, og moren har, efter at have konsulteret doktor Google, ræsonneret sig frem til, at det må være strubehovedkræft. Lægen undersøger drengen og konstaterer, at der er tale om en halsbetændelse. Moren bliver rasende. Hun forlanger, at hendes søn omgående sættes i gang med en skrap kemokur. Det lyder vanvittigt, ikke? Det er også et opdigtet scenarie. Og så alligevel ikke.
For hvis vi flytter sygdommen fra kroppen og op til hovedet, udspiller noget lignende sig hver dag over hele landet. Jeg kender ikke en eneste pædagog eller lærer, som ikke har måttet håndtere forældre, der har udstyret deres barn med en hjemmestrikket diagnose. Der er de klassiske som ADHD og autisme, men også angst og begrebet ’særligt sensitiv’ er på fremmarch.
Mange forældre kan tales til rette, men der dukker, desværre stadig oftere, dem op, der ter sig netop som moderen i mit udgangspunkt. Dem, der bliver vrede, når pædagoger og lærere ikke kan se et sygt barn, eller hvor skolepsykologen afviser diagnosen. Dem, der bruger et helt liv på at jagte diagnoser til deres børn. Hvad er det, der driver disse forældre til at ønske deres børn syge? Hvad er det, der gør, at disse forældre ikke drager et lettelsens suk, over at finde ud af at de har et barn, som er rask og nok skal klare sig?
Der er selvfølgelig dem, som lider af Münchhausens by proxy, en lidelse, hvor man opdigter, eller i værste fald forårsager, sygdomme hos sine børn for at få sig selv til at fremstå interessant. Det er heldigvis ikke udbredt. Det, der desværre er udbredt, er dem, der ønsker en diagnose til deres børn, ikke for at gøre sig selv interessant, men for at have en undskyldning for deres børns adfærd. Det er meget nemmere at sige, at ens barn er sygt, end at man kunne have gjort det bedre som forælder. Der er bare nogle, der betaler prisen for den lette undskyldning, og det er børnene.
Børn der udstyres med en diagnose, selvom de kunne have klaret sig fint uden, rammes på to fronter. For det første rammes de af deres forældre. Forældrene opgiver ofte yderligere opdragelse. I stedet for at gøre deres børn i stand til at kunne fungere i verden bruger forældrene al deres energi på at forsøge at få verden til at tilpasse sig de særlige og uforanderlige behov, som de mener, at deres børn har qua deres diagnose. Siden det er meget vanskeligt at ændre verden, og forældrene derfor sjældent lykkes med den mission, ender børnene uden de kompetencer, der kræves for at skabe et godt liv for sig selv.
Derudover begynder mange forældre at definere deres barn ud fra den tildelte diagnose. De ser i den store bog med symptomer og tegn, og de begynder at lede efter dem i deres barn. Da børns udvikling ofte har det som planter, hvor det, der lyses på, vokser, bliver disse diagnoser med tilhørende symptombeskrivelser til selvopfyldende profetier. Kort sagt sendes disse børn ind i en tilværelse, hvor de bliver deres mangler og ikke deres styrker.
Børnene rammes desværre også ofte af systemet. Pædagogen eller læreren uden overskud til sit arbejde kan nemmere afskrive barnet med en diagnose, da de kan bruge samme undskyldning som forældrene; barnet er sygt, det er ikke mig, der har fejlet. Så kan barnet, som ikke får den hjælp, det har brug for, ellers vente på at blive så dårlig, at det ekskluderes og sendes på specialskole, hvorfra det er nærmest umuligt at vende tilbage til yderligere uddannelse og jobmuligheder.
Jeg benægter ikke, at disse diagnoser har deres berettigelse. De, der lider af disse sygdomme, har brug for diagnoserne for at få den rette hjælp til at fungere. Lidt ligesom kræftpatienten har brug for kemoterapien for at klare sin sygdom. Men kemoterapi er ingen lykke og er kun noget, som skal gives til dem, der absolut har brug for det. På samme måde er psykiatriske diagnoser kun for børn, der absolut har brug for det, og noget man som forældre burde frygte, ikke jagte. Der er konsekvenser, og børnene betaler.
For børnenes skyld bliver samfundet derfor nødt til at vende den udvikling, vi ser lige nu. Hvis ikke vi ønsker en fremtid med for mange, der står uden for samfundet og kigger ind, skal vi stoppe med at lede efter diagnoser til vores børn. Vi skal være åbne om, at det er enormt svært at opdrage børn, og at perfektion i opgaven ikke er et krav. Pædagoger og lærere skal tilbage i rollen som autoriteter og væk fra rollen som sælgere af et tilbud, hvor de skal føje forældrene frem for at vejlede dem. Vi skal fjerne diagnoser som eneste adgangsbillet til ekstra hjælp.
Vigtigst af alt skal vi fokusere på børns potentialer frem for deres mangler. Der er meget mere udvikling i at finde ud af, hvad børn kan blive til, frem for at fokusere på, hvad de ikke kan blive til.
