Radioaktiv stråling er farlig. Det har jeg altid vidst. Jeg har nemlig set det igen og igen – på film. Kilder, eksperter og tænkere, hvis ord og tanker jeg ellers har slubret ukritisk i mig, kan pludselig være i frit fald ned i utroværdighedens miledybe hul, hvis de hævder, at der eksisterer mange myter om ioniseret stråling, eller atomkraftens farlighed er overvurderet. Hvad!? Har de da ikke set The China Syndrome? Hvor var de, da Tjernobyl-ulykken skete? Eller Fukushima-ulykken? Har de fuldstændig tabt den radioaktive sut?
Selvom jeg i dag tilskriver min følelsesmæssige reaktion på radioaktivitet til det, som Daniel Kahneman kalder for tilgængelighedsbias, så ændrer det ikke på, at min stenalderhjerne igen og igen reagerer med oprørt vantro, når nogle kommer med beroligende tal om atomkraft. Tal og statistik kan man altid lyve med, men jeg har jo set med mine egne øjne, hvor farlig stråling er. Jovist – det har blot været på elektroniske skærme. Først i mit barndomshjem og nu mit eget, men jeg så det.
