Forleden mødtes jeg med en veninde, der også læser på universitetet. Hun fortalte, at hun er begyndt at blive træt af, at de andre i hendes læsegruppe ofte ikke har fået læst pensum, fordi de ”ikke har haft tid” – på trods af at hun selv er den eneste i gruppen, der har et studiejob. Og historien har jeg desværre hørt før på andre universiteter. Det virker unægtelig, som om de, der føler sig mest pressede, samtidig er dem, der laver mindst.
Tændte man for TV 2 NEWS mandag i sidste uge, så ville man blive mødt af (endnu) en historie om unges mistrivsel. Både klimaet og ”perfekthedskulturen” har tidligere fået skylden, men denne gang var det et påstået akademisk pres, der stod for skud. En ny analyse af Danmarks Evalueringsinstitut viser nemlig, at en tredjedel af førsteårsstuderende på landets universiteter er i risiko for mistrivsel. Samtidig fortæller en tredjedel, at de føler sig stressede. Gad vide, hvilken gruppe min venindes dovne studiekammerater ville placere sig i.
Og ja. Jeg skrev rent faktisk dovne. For – kære medstuderende – lad os se det i øjnene og være ærlige over for hinanden; Langt de fleste af os har det faktisk slet ikke hårdt. Vi tager på cafe, i biografen og til fester, samtidig med at vi brokker os over ”præstationssamfundet”. Det er ynkeligt.
Hold fast i fagligheden
Jeg ved det, for jeg er selv ved at læse en kandidat i statskundskab på Syddansk Universitet. Og vi studerende er jo ikke ved at vælte bagover af deadlines og lektielæsning – jeg er langtfra en Einstein, og jeg kan tilsyneladende med en slags Alex Vanopslagh-indstilling have to jobs, højt fravær og stadig få fine karakterer.
Alligevel kan jeg tydeligt huske fra starten af min studietid at få at vide – både af ældre studerende og undervisere – at man burde vente nogle semestre med at finde et studiejob, indtil man lige var ”faldet til”.
Men udfordringen er ikke, at der bliver stillet for høje krav til os på uddannelsesinstitutionerne – selvom analysen netop længe har været, at eftersom de unge trives dårligt, så bør kravene til dem sættes ned. Det er så sket i rigt mål, hvilket absolut ingen forskel har gjort for unges trivsel – tværtimod.
Alligevel fortsætter vi tilsyneladende ned ad samme vej. Formentlig indtil vi bare lader alle komme ind på universiteterne og bestå. De kan jo med rette lige få en deltagelsesmedalje med sig på vejen ud, ligesom det er tilfældet til stævner i børnehåndbold.
I virkeligheden har den øgede mistrivsel blandt unge slet ikke noget med vores uddannelser at gøre. Som Zach Rausch, Jonathan Haidts forskningsassistent, beskriver det i et interview med Kontrast, så bruger unge ikke mere tid på lektier end tidligere. De rapporterer heller ikke om mere konkurrence om karaktererne, og depressionstallene stiger både blandt lavt og højt præsterende unge.
Der er en anden forklaring
Roden til ulyksaligheden finder vi tragikomisk nok det samme sted, som Adam og Eva gjorde. Nemlig i et æble. Vi er slavebundne til vores iPhone, og den følger os trofast, hvor end vi går hen.
Mange af mine kære jævnaldrende er desværre bare under det falske indtryk, at vi har meget travlt, mens faktum derimod er, at vi spilder adskillige timer om dagen på de sociale medier. Der er masser af tid. Hvis bare vi gider.
Adskillige studier påviser sammenhængen mellem mistrivsel, og hvor meget tid man bruger på telefonen. De sociale medier holder os vågne om natten og ødelægger vores koncentrationsevne. Hvilket selvfølgelig også gør det sværere for os at gå i skole. Men det betyder jo ikke, at vi skal gøre skolegangen lettere.
Eftersom jeg har skrevet dette på Kontrast, som har landets klogeste læsere, behøver jeg forhåbentlig ikke at understrege, at jeg anerkender, at nogle unge kan have det meget svært. Jeg har også selv oplevet hårde tider, og jeg ved, at andre har haft det værre end jeg.
Men – som Henrik Dahl så fint har beskrevet det – så er det bare en del af livet, at man nogle gange har ondt i det. Det betyder ikke nødvendigvis, at man skal have en diagnose eller medicin. Det betyder i hvert fald ikke, at vi skal sænke barren for fagligheden på universiteterne, hvor vi trods alt har at gøre med voksne mennesker, som ikke bør have brug for en barnepige i form af sænkede krav og trivselsordninger.
Så. Kære medstuderende – læg telefonen fra dig og lad være med at give uddannelsesinstitutionerne skylden for den stigende mistrivsel. Med andre ord: Stram op.
