Det amerikanske præsidentvalg er et dilemma for enhver borgerlig og konservativ. Det er nemlig et valg mellem to dårlige kandidater. Så når jeg håber på Trump, skyldes det mest, at alternativet er værre. Valget er som bekendt et enten-eller. Så måske burde denne klumme hedde ”10 grunde til at håbe på, at Biden ikke bliver valgt.”

Trump er både narcissistisk, anløben og inkompetent. Senest har han fejlhåndteret coronaepidemien. I et nyligt interview i Weekendavisen undrer forfatteren Martin Amis sig over, at der findes så meget som én eneste Trump-vælger.

Men jeg vil vende det om: I tider med lovløshed, vold og plyndringer, med en stærk og rabiat, venstreradikal identitetspolitisk strømning i det demokratiske parti undrer det mig, at Biden overhovedet kan udgøre et reelt alternativ.

Hvorfor håbe på et genvalg af Trump?

1: I lighed med mange foregående præsidenter har Trump ikke formået det store indenrigspolitisk. En præsident har bedre muligheder for at udvirke noget udenrigspolitisk, og det er da også her, vi finder nogle af de bedste grunde til at forsvare Trump og håbe på hans genvalg. Trump fører ikke aktivistisk udenrigspolitik og har ikke indledt nye krige. USA har ellers været i krig de fleste år siden Murens fald og stort set altid tabt krigene med enorme tab af menneskeliv, milliardomkostninger og destabilisering af hele regioner til følge. Irak-krigen er det værste eksempel, fordi den forrykkede magtbalancen i regionen. Men også Obamas Libyen-krig og støtte til kampen mod Assad var regulære katastrofer, der beredte grunden for en styrkelse af islamisk ekstremisme.

2: Trump har i stedet mestendels handlet ud fra en realistisk magtbalance-doktrin, især i Mellemøsten, hvor han ganske vist har beordret affyring af raketter mod Syrien-regimet og likvidering af den iranske general Soleimani, men indsatsen har været fokuseret på at støtte de sunnimuslimske alliancer, så de kunne fungere som en modvægt til Iran.

3: Det har også gødet grunden for de historiske fredsaftaler mellem Israel og en række arabiske stater. Alene for det burde Trump have været en seriøs kandidat til Nobels Fredspris (som Obama fik for stort set ingenting).

4: I stedet for at kaste sig ned i endnu et kviksand som i den arabiske verden og Afghanistan har Trump fokuseret indsatsen mod Kina, der da også er den eneste alvorlige modstander for ikke bare USA, men hele den vestlige verden. Kina truer med at blive en hegemon, der vil dominere Asien, i hvert fald det afgørende syd- og østkinesiske farvand, der er så vigtigt for verdenshandlen, for fred og stabilitet i verden. Trumps handelskrig skal forhindre, at Kina vokser sig større på bekostning af Vesten, for på et tidspunkt vil Kina transformere den økonomiske magt til militær magt, og så har vi for alvor balladen.

5: Trump har ikke trukket USA ud af NATO, heldigvis, men han har presset europæerne til at stige op af vuggen og selv tage ansvar for deres sikkerhed ved at forstærke deres militær og tænke i national forsvarsvilje, bl.a. for at inddæmme Rusland. Det er forståeligt, at amerikanerne ikke ser det som deres opgave at løse de problemer i europæernes egen baggård, som europæerne selv kan løse, hvis de mander sig op.

6: Trump har også forholdt kritisk til de internationale aftaler, sådan som man bør: Ikke som mål i sig selv, men som midler. Til hvad? Til at sikre Vestens og de vestlige nationalstaters suverænitet imod et vilkårligt, universelt teknokratisk system. For hvem har nydt godt af den såkaldt internationale, liberale orden de seneste mange år? Ikke det liberaldemokratiske Vesten, der er blevet stadig mere svækket, men derimod de autokratiske regimer, især Kina.

7: Indenrigspolitisk bygger Trumps politik stadig på to afgørende idéer. Den ene er betoningen af nationalstatens suverænitet, først og fremmest symboliseret ved grænsernes betydning. Muren til Mexico er langt fra bygget færdig, men dog påbegyndt, og der er kommet langt færre indvandrere til USA under Trumps år, og flere er rejst tilbage. Biden vil derimod give amnesti til 11 millioner illegale indvandrere.

8: Den anden bærende politiske idé er hjemtagelse af arbejdspladser. Den del er heller ikke helt godkendt, men også her er alternativet værre. Biden vil som Obama sandsynligvis føre appeasement-politik over for Kina og aflyse handelskrigen og dertil skære ned på de millioner af arbejdspladser inden for kul- og olie-produktion. Det vil blot skabe endnu større uro og ressentiment på hjemmefronten, for godt nok får amerikanerne billigere varer, men forarmelsen af arbejderklassen og store dele af middelklassen vil tage til; billigere varer er en ringe erstatning for tab af værdighed.

9: Til Trumps øvrige meritter og grunde til fortsat at støtte ham hører også indsættelsen af tre konservative dommere til højesteret. Dertil er der under Trump indvalgt hele 53 konservative dommere i de betydningsfulde Courts of Appeals. Konservative dommere er – som Trumps politik generelt – med til at inddæmme venstrefløjens radikale identitetspolitik fokuseret på køn, race og seksualitet, herunder de mest skingre og radikale udløbere af Metoo, Black Lives Matter, cancel-kulturen, techgiganternes magt og erobringen af universiteterne. Trumps politiske mål er at sikre værdier som kernefamilie, kristendom, civilsamfund, betoningen af USA’s stolte politiske historie, som vi så og hørte i hans stort anlagte patriotiske tale foran Mount Rushmore. Derimod kan man frygte, at Biden vil bane vej for ”packing”, dvs. forøgelse af dommere i højesteret, så det konservative flertal går tabt.

10: Endelig vil valget af Trump styrke et fokus på lov og orden i en tid præget af uroligheder, modsat demokraternes stærke fokus på race-problemer og yderligtgående planer om ”de-funding” af politiet, som er et kodeord for omlægning af politiet under demokraternes kontrol.

Måske er dette sidste punkt Trumps store chance, nu hvor han ellers står til at tabe. Men man skal skelne mellem "stated preferences" og "revealed preferences", mellem, hvad folk siger, og hvad de gør. Ifølge historikeren Niall Ferguson har Trump faktisk en god chance for at vinde, selv om mange siger, de ikke vil stemme på ham, og han vil bl.a. vinde, fordi våbensalget er fordoblet i år sammenlignet med sidste år: Dem, der ejede våben, var i overvældende grad tilbøjelige til at stemme på Trump ved det sidste valg.

Amerikanerne siger altså ét, men gør noget andet. De ruster sig mod plyndringer og overfald, Nationalgarden indkaldes i Atlanta, og BLM marcherer svært bevæbnet på gaderne. Det er et tegn på Trumps genvalg.

Jeg håber på Trump – bestemt ikke personen, men hans politik, så rudimentær den end er. For den er i sin kerne både fornuftig, borgerlig og konservativ.