Det er synd og skam at danske politikere har mere travlt med at forgylde venner i industrierne for vindkraft og solenergi i stedet for at udvikle en energipolitik baseret på kernekraft, som vil sikre de kommende generationer, rigelig, billig, grøn og stabil energi.
For kernekraft er frihedsenergi. Frihed fra Putins gas, frihed fra Mellemøstens olie, frihed fra frygt og afpresning. Frihed fra venstrefløjens samfundsskadelige degrowth, og frihed fra at skulle “vaske i måneskin”.
Med kernekraft bliver vi også fri fra frygten for undersøisk sabotage. En strategi baseret på havmølleparker og internationale kabelforbindelser er utroligt sårbar overfor et slæbeanker hen over havbunden. Når Norge dropper elkablerne til Danmark bliver vores elforsyning endnu mere skrøbelig.
Kernekraft muliggør rige og velstående samfund uden emissioner, og en stabil energiforsyning er fundamentet for den velstand, der kan finansiere både et stærkt forsvar og et velfungerende og resilient samfund.
Effektiv decarbonisering
Det har i årtier vist sig at være en af de grønneste, sikreste og mest stabile energikilder, og det absolut mest effektive middel til at decarbonisere. Se bare til Sverige.
Sverige havde i 1991 kernekraft-kapacitet til årligt at lave 9.000 kWh strøm per indbygger. 30 år senere kunne Danmark kun præstere omkring en tredjedel så meget med sol og vind. Svenskernes kernekraft har lammetævet den danske VE-strategi!
Det kan enhver forstå, og svenskerne udvider derfor flåden af kernekraftværker nu. De mangler endnu mere stabil, emissionsfri energi til at udfase fossilerne yderligere, og vi kunne passende lade os inspirere af deres visioner.
Måske kan vi sågar skabe et nyt dansk atom-eventyr, som et værdigt bidrag til reelt at redde klimaet på globalt plan. Kineserne løb med teknologien til solceller, lad os da være med når kernekraften tager fart.
Kernekraft giver mere plads til natur
Desuden levner kernekraft meget mere plads til natur, giver mulighed for at vælte de store osende skorstene - og vi kan selvfølgelig igen komme ned på byggetider som man havde dengang Barsebäck blev opført på under 5 år. Alt det kræver er politisk vilje.
Danskerne er positive. Hele 55 procent siger ja til kernekraft i Danmark, og der er to ja-sigere for hver borger der er imod. Dansk Industri har netop underskrevet en fælles-europæisk deklaration til støtte for kernekraft. Heri står blandt andet: ”Kernekraft må ikke forblive på sidelinjen i europæiske strategier”. Desværre lytter politikerne ikke efter.
Massiv støtte – men ikke et ord om kernekraft
Selv efter årtiers massiv statsstøtte til sol og vind er der nu igen åbnet for sluserne. Energikommissær Dan Jørgensen har netop afsat over 700 mia kr i EU til bl.a udrulning af vedvarende energi, og vores Klima- og Energiminister Lars Aagaard klapper i hænderne over flere støttekroner til vennerne i det energi-industrielle kompleks. Imens nævnes kernekraft ikke med ét eneste ord.
Konkurrenceforvridende støtteprogrammer er et samfundsproblem, når det helt åbenlyst anvendes til at favorisere nogle teknologier over andre, mens kernekraftens rolle i Danmark fortsat hæmmes af et 40 år gammelt forbud. Vores danske atom-startups kan ikke engang søge om udviklingsstøtte ligesom andre energi-virksomheder pga dette forbud. Barriererne opretholdes ufortrødent.
Så mens regeringens store prestige-projekter falder på stribe, og Energinet varsler forsinkelser, mulige strømudfald og flere milliard-dyre ekstraregninger, så fortsætter vi som om intet var hændt.
Det er på tide at sætte kernekraften fri, og ligestille den med andre grønne teknologier.