Tidligere på måneden blev der i Finland afholdt et større ukrainsk-nordisk topmøde, og på statsminister Mette Frederiksens officielle Facebook-profil kunne man se hende storsmilende med Volodymyr Zelenskyj, Ukraines præsident igennem den for landet så afgørende tid. Billedet var suppleret med beskeden: "Selv i alvorlige tider er der plads til smil. Vi støtter Ukraine." Den ukrainske ambassade i Danmark delte billedet, og pointen var klar: NATO-landet Danmark støtter Ukraines forsvarskamp overfor aggressoren Rusland. Intet odiøst i det.
På forsiden af ambassadens profil kom der flere støtteerklæringer, og statsminister Mette Frederiksen ses også med præsident Zelenskyj ved et bord.
"The world needs to see and know this"
En opdatering mellem billederne af Frederiksen og Zelenskyj skiller sig ud. Midt under topmødet i Finland delte den ukrainske ambassade i København en billedserie lagt online af Zelenskyj samme dag. Ti meget blodige billeder af civile ofre for russiske bombninger i Kherson-regionen, der blandt andet ramte en jernbanestation, en isenkrammer, et supermarked og en tankstation - 23 døde og 46 såredes ved angrebet.
Særligt billederne fra supermarkedet gør indtryk, ikke fordi man ser døde mennesker, men fordi de er uhyre brutale. Man ser en død mand i kedeldragt med åben hjerneskal, en anden mand med blottet mave, samt det der ligner et dødt barn udenfor en butik. Krigens gru i al sin alvor. Opdateringen indledes med "The world needs to see and know this." Jeg er ikke uenig.
Jeg er ikke uenig, og husker Cavlingvinder Lasse Jensens journalistiske rationale for at bringe et billede af en druknet kurdisk flygtningedreng: "Der er billeder, som kræver publikation, selv om vores eget verdensbillede og dets etik i teorien bør forhindre det. Debatten om disse 'ikoniske' billeder tjener måske mere som en slags selvbeskyttelse. Når de er brutale og viser, at krig faktisk dræber og lemlæster mennesker, bliver mange medier bange for reaktionen. Krigsførende stater censurerer faktisk den slags billeder af egne faldne. Officielt af hensyn til de pårørende, men i høj grad også af politiske grunde." (Information, 9. september 2015)
Krig er politikkens fortsættelse med anvendelse af andre midler, skrev Clausewitz, men mediedækningen af krige har også politiske implikationer. Når det officielle Ukraine deler billeder af civile ofre, så er det for at vække sympati, for at få flere til at forstå deres situation. Omvendt ville Vladimir Putin ikke vinde noget ved at bringe billeder af døde russiske soldater.
"vejer tungere end tiltaltes frihed til at ytre sig politisk og religionskritisk"
For nyligt blev årets pressefoto omtalt af Journalisten.dk, fagblad for Dansk Journalistforbund. Billedet af en gravid ukrainsk kvinde på en båre, der senere døde, fik prisen med ordene: "Billedet er valgt, fordi det ifølge juryen 'perfekt indkapsler den menneskelige lidelse forårsaget af Ruslands invasion af Ukraine'." Juryen fremhæver videre 'billedets styrke, historien bag og de grusomheder, det viser', og slutter så: "At både den gravide kvinde og hendes barn dør, opsummerer meget af krigen". Heller ikke her er jeg uenig, men det skurrer lidt i ørerne.
Den 13. marts blev jeg dømt i Landsretten for at have bragt et billede af et kvindeligt offer for et islamistisk terrorangreb på Nice-katedralen, 29. oktober 2020. Et blodigt billede, men ikke væsensforskellig fra trykte billeder i etablerede aviser, og på ingen måde værre end Kherson-billederne, der i øvrigt er i højere opløsning end det jeg bragte på min blog.
Landsretten fandt i mit tilfælde, at "... det har været muligt for tiltalte at beskrive og belyse sine politiske og religionskritiske holdninger i relation til terrorhandlingen i Nice uden at videregive billedet, der viser en afdød kvinde med overskåret hals. Videregivelsen af billedet har heller ikke betydning for tiltaltes mulighed for i tilstrækkeligt omfang at kunne dokumentere sine kilder."
Beskyttelsen af den afdøde kvinde og hendes familie 'vejer tungere end tiltaltes frihed til at ytre sig politisk og religionskritisk', og hermed var mit billedbrug uberettiget. Der var desværre ingen journalister til stede i Landsretten, men anklageren forklarede blandt andet, at jeg kunne have illustreret terrorangrebet med et fotografi af katedralen. Forestil dig at Dagbladet Information erstattede det ikoniske foto af 3-årige Alan Kurdi med et billede af en sandstrand i det sydvestlige Tyrkiet. Ryd forsiden: På denne her sandstrand druknede en dreng.
Risikerer intet
Et stående argument fra anklageren, var at ingen medier havde bragt mit billede, og jeg således burde have vidst at det var over grænsen. Jeg forklarede, at jeg som blogger udgjorde et korrektiv til massemedierne, og selvfølgelig ikke kunne lade medierne redigere min blog. Jeg pointerede, at jeg kun var bundet af gældende lovgivning, og som lægmand deducerede mig frem til lovens grænse fra sag til sag. Når medierne kan bringe brutale billeder af ofre for racisme, politivold, eller druknede flygtninge, så måtte jeg vel også bringe lignende billeder for at illustrere islamisk terror.
Landsretten var uenig, ligesom forskellige retsinstanser har været i tidligere 264d-sager anlagt af staten mod blandt andet Uwe Max Jensen, Steen Raaschou og Jaleh Talakovi. Deres brøde var at dele billeder af ofre for islamisk terrorangreb, hvad i alle tre tilfælde havde et journalistisk udgangspunkt. (Opdateret, se nedenfor, red.)
Jeg har ansøgt Procesbevillingsnævnet om anke til Højesteret, alternativt modtager jeg 30 dages fængsel (gjort betinget), samt 80 timers samfundstjeneste. Sagen som staten har anlagt mod mig har foreløbig taget mere end to år, og ihukommende Lassen Jensens analyse af forholdet mellem krig og politik, får man nemt den tanke, at der er dobbelte standarder. Mainstreammedier får millioner i mediestøtte, Zelenskyj får milliarder serveret med et smil, og ambassadør Vydoinyk Mykhailo risikerer ... absolut intet.
Tydeligvis ikke lighed for loven
Ingen statsstøttede medier er blevet sigtet efter 264d, og mig bekendt har ingen fra venstrefløjen endsige islamiske meningsdannere de problemer islamkritiske aktivister oplever i disse år. Det er ikke svært at finde tilsvarende eller værre billeder i pro-palæstinsiske grupper, og fra hukommelsen kan nævnes et par opdateringer i Palæstina Information (16t følgere), den 15. maj forrige år. De er i øvrigt stadig online.
En mere end to minutter lang video serveres med følgeteksten 'En hel palæstinensisk familie udslettet af den eneste demokrati i Mellemøsten' (sic), og så er der ellers døde børn i hobetal. Blodige billeder med genkendelige ansigter, krigen i al sin gru. I en anden opdatering et par timer senere ses en læge fremvise et barnelig med hovedet halvt væk, ligesom underkroppen mest består af ben og løsrevet hud kun holdt sammen af sener. Følgeteksten er her: "Så Inger Støjberg, Pernille Vermund, Pia Kjærsgård og de andre tågehoveder synes det her er selvforsvar?" (sic)
Der begås masser af kriminalitet, der ikke ender med strafferetslig forfølgelse, og man kan selvfølgelig ikke vaske sig rent i andres skidt. Ytringsfrihedens grænser lader sig dog vanskeligt definere, i modsætning til fartgrænser eller dokumentfalsk, og så bliver vilkårlig retsforfølgelse et større problem.
Som islamkritiker bliver man nødt til at holde sig langt fra juridiske gråzoner, og skåret ind til benet, så kan man gøre alt journalistisk/dokumentarisk, hvis blot man ikke kritiserer islam. Køber du ind på venstrefløjens narrativer, så lever du i lykkelig uvidenhed om straffelovens paragraffer.
Mainstreammedierne har formentligt allerede vist de billeder, du deler, og har formentligt gjort dem til ugens tophistorie. De bliver ikoniske, et baggrundstæppe for den løbende samfundsdebat.
Jeg ville lyve for mig selv, hvis jeg påstod at der var lighed for loven. Det er der tydeligvis ikke.
Er man interesseret i den problematik, vil jeg anbefale, at man møder op til Trykkkefrihedsselskabets debatarrangement den 10. juni.
-
Rettelse: Af ovenstående fremgår, at Uwe Max Jensen blev dømt for at "dele billeder af et dansk offer for et islamisk terrorangreb i Marokko". Uwe Max Jensen oplyser, at han blev dømt for at vise et billede af den terrordræbte franske lærer Samuel Paty.
