”Hvorfor skrive en lærebog om køn? For det første er min erfaring, at det er et emne, som virker lystbetonet for eleverne. Det er noget, de kender til og som regel har en holdning til. Ikke mindst fordi det er et emne, der igen og igen bliver taget op i samfundsdebatten.”
Sådan lyder de første ord i cand.mag. og gymnasielærer Ditte Campions undervisningsbog til gymnasieskolen, Blik for køn – Kønsdiskurser, hatespeech, queerteori. Bemærk undertitlen! Dansklærerforeningens velestimerede forlag har udgivet bogen, og den er siden 2016 blevet opdateret med nye stileopgaver og findes nu i hele tre udgaver. Man kan roligt sige at emnet køn og kønsidentitet er blevet endnu mere aktuelt i samfundsdebatten i de mellemliggende år, og den nylige debat om Normstormernes undervisningsopgaver i Københavns og Aarhus Kommuner har åbnet manges øjne for den indflydelse som socialkonstruktivistisk kønsideologi er ved at få i skole- og uddannelsessystemet.
Lærebogsforfatter Ditte Campion har set lyset, for socialkonstruktivisme og især queerteori skal ikke blot indpodes eleverne i danskfaget, for den kan ”snildt… inddrages i … fx samfundsfag, engelsk (alle sprogfag), historie, psykologi, mediefag, filosofi, billedkunst og til metodediskussion i biologi…” (s. 7). Godt nok har hun et kort metodekritisk kapitel, men her laver hun den velkendte stråmand: Hvis man er kritisk over for teorien og ideologien, er det fordi man abonnerer på en biologistisk, essentialistisk kønsopfattelse. Hensigten med bogen er umisforståeligt at indføre eleverne i teoriens grundbegreber og lære dem at bruge dem i arbejdet med at analysere tekster. De skal lære at lave ”kønsballade” med utraditionelle, skæve tekstfortolkninger inden for litteratur, billeder og medier. I et større dannelsesperspektiv drejer det sig om at få skærpet den kritiske indstilling hos eleverne – og dermed gøre dem i stand til aktivt at kæmpe imod dels kønsstereotyper, dels stigmatisering af alternative kønsidentiteter. Ligesom hos Normstormerne er der et klart subversivt sigte med undervisningen ud fra denne ”lærebog” - alene betegnelsen indikerer en påfaldende doktrinær eksakthed som ligger fortolkningsfaget dansk meget fjernt. Campion skriver ”du” fra første kapitel, hun taler insisterende og pædagogisk til den enkelte elev, hvor der ellers ofte skrives ”I” i den type bøger. Hun vil være i øjenhøjde med den enkelte elev.
I bogens pixibogsudgave (med grundige begrebslister) af Judith Butlers berømte køns-, sprog- og magtteori hævdes det at biologisk køn er en tilfældig kønsmarkør som med tiden nok vil forsvinde, ligesom mange af historiens andre kategorier og inddelinger som vi i dag kun kan smile ad, f.eks. hårfarve eller kranieform. Køn er flydende, og det binære som en modsætning mellem det maskuline og det feminine er en vildfarelse som de unge elever skal lære at frigøre sig fra, for i stedet at opfatte køn som et spektrum med uendelige kombinationsmuligheder af velkendte kønstegn.
Her er et par eksempler på øvelser i demaskering af den herskende norm og den falske bevidsthed: ”1. Kom med eksempler på situationer, hvor folk, som ikke mener, at køn betyder noget, kan få køn til at betyde meget for nogen, der egentlig helst ville være fri” (s. 76). Om en hjemmeside for et rejseselskab med overskriften ”Find den perfekte familieferie”: ”1. Prøv at kigge på Sun Tours-eksemplet s. 38, og find tegn på cis-heteronormativitet i annoncen. 2. Prøv at finde tre tilfældige musikvideoer på nettet, og gør det samme som ovenfor.” (s. 83).
Jeg blev selv interesseret i bogen da jeg for to år siden var censor hos en dansklærer der havde bredt kønskritik og diskursanalyse ud over store dele af pensum med anvendelse af samme bog. I sin undervisningsbeskrivelse formulerede hun da også normkritik som et mål der pegede ud over det danskfaglige, og som involverede en form for almendannelse. Da jeg undrende spurgte til hvad der fik en tydeligvis dygtig og erfaren underviser som hun til at omfavne denne teori, svarede hun at ”det” jo efterhånden var allevegne i samfundet: Identitetspolitik, LGBT-aktivisme, debat om pronominer og børn der ikke følte sig tilpas i deres biologiske køn.
Stefan Hermann, rektor for Københavns Professionshøjskole, har i en diskussion kaldt dette argument – som jeg siden har mødt flere gange i mine egne cirkler – for fakticitetsargumentet. Hvis ”det” er derude i samfundet som en empirisk kendsgerning, skal man selvfølgelig inddrage det i undervisningen. Man skelner i den optik ikke mellem nogle få højtråbende og militante aktivister og det tavse flertal der lever som heteroseksuelle eller homoseksuelle uden en ideologisk dagsorden. Hvis aktivisterne larmer og fylder, må der være noget om det, er rationalet. Derudover er debatten om brug af alternative pronominer i undervisningen også nået til gymnasieskolen. Alt dette sker uden at man som underviser stiller kritiske spørgsmålstegn ved denne ‘New normal’. At queerteori og analyse af kønsdiskurser breder sig som undervisningsmetode i gymnasieskolen, ses ikke blot i udbredelsen af Campions bog. Samme dansklærerforening udgiver et tidsskrift, Dansk Noter, som allerede i 2015 havde et temanummer om køn. På undervisningsministeriets meget benyttede undervisningsportal EMU.dk ligger der forslag til undervisningforløb om køn, med udgangspunkt i de samme poststrukturalistiske teorier.
Jeg har undervist i dansk i gymnasieskolen i mange år, og det er for mig indlysende at man ikke kan undgå at inddrage kønsperspektiver i sin undervisning. Tænk på kvindelige forfattere fra det moderne gennembrud, på Herman Bang, Karen Blixen eller Michael Strunge. Desuden er den mest almindelige fortællertype i moderne litteratur jegfortælleren, hvor der samtidig bruges grebet in media res, hvilket kaster læseren ind i fortællingen uden introduktion. Hvilket køn har jegfortælleren, og hvordan kan man se det, spørger læreren typisk. Disse træk ved teksterne kan give anledning til givende diskussioner med eleverne om læserforventninger, kønsopfattelser og do. -stereotyper, samt selvfølgelig om betydningen af den enkelte læsers eget køn for fortolkningen af teksten. Og kønsroller har ændret sig over tid, naturligvis. Det er dog langtfra altid relevant at inddrage kønsperspektivet, og måske har det slet ikke tematisk betydning i arbejdet med den enkelte tekst.
Som underviser behøver man ikke den socialkonstruktivistiske teoridannelse og dens mistænkeliggørende, subversive indebyrd for at inddrage kønsperspektiver i arbejdet med tekster. Judith Butlers ”kønsballade” er ikke særlig produktiv som analysemetode, fordi den sigter mod at opløse alle velkendte (sproglige) kategorier og ultimativt splitte teksten i atomer. Man kan udmærket have blik for køn i undervisningen, uden at skulle gøre det til omdrejningspunkt for en opløsning af alle kulturens begreber og normer, med en mistænkeliggørelse af elevens (unge) biologiske krop til følge. Gymnasieelever er unge følsomme (køns)væsner der skal have lov til at udvikle sig uden at blive forstyrret af ekstremistiske og i bund grund absurde og selvantændende teorier om køn, magt og sprog.
Undervisningsbogen Blik for køn er for mig at se en bog der er besat af køn, og ved nærlæsning bliver jeg alarmeret over dens gennemgribende kønsideologi og aktivisme. Det har offentligheden krav på at få indsigt i.
