En del af debatten om højrefløjens pågående krise handler om, at den er forfaldet til frihedsfetischistisk liberalisme. Som reaktion herpå er borgerlige politikere fra tid til anden begyndt at tale om dyd og dannelse. En velkommen udvikling, men korankrisen har desværre vist, hvor utroligt svært det fortsat er for højrefløjen at gøre sig fri fra sine vulgære frihedsidealer.
Så snart nogen foreslår at indskrænke ytringsfriheden, males frygtscenarierne nemlig på stribe: forbud mod koranafbrændinger åbner en ladeport for frihedens fjender, regeringen lader teokratier og diktaturstater diktere dansk indenrigspolitik, og Danmark har underkastet sig islamiske landes ønsker. Med lynets hast kommer debatten til at handle om magt og ydre fjender, i stedet for hvilke idealer og hvilken opførsel en liberal stat og en liberal befolkning af egen vilje bør aspirere mod.
Det er i denne forbindelse værd at overveje, hvad de liberale koryfæer ville have ment om korankrisen. Når samtalen falder på frihed, så husker de liberale ofte på John Stuart Mill, der anses som en af ytringsfrihedens ivrigste bannerførere, og Mills filosofi blev da også for nylig benyttet til at argumentere mod forbud mod koranafbrændinger. Suk. Mill ville have græmmet sig over at se, hvordan hans arvtagere i dag opfatter alle inddæmninger af individets frihed som forfærdelige trusler. For Mill befandt sig langt fra nutidens individualistiske og frihedsfokuserede liberalisme.
En mere nuanceret herre
Når man læser Mill, er det slående, hvordan hans aspiration mod et ædelt og dydigt liv altid er nærværende. Mill var uophørligt optaget af sine medmenneskers ve og vel, og han skriver gentagne gange om væsentligheden af de private og sociale dyder, ligesom hans filosofi fremhæver vores medansvar og forbindelse med hinanden. Af sindelag er det svært at forestille sig et mindre individualistisk menneske.
Det er sandt, at Mill i hovedværket On Liberty forsvarer vidtrækkende frihed for individet, og man kan sagtens finde citater, der får det til at ligne, at han skatter frihed over alt andet. Men læser man hans brødtekst, så er hans holdninger langt mere nuancerede. Igen og igen, når Mill forsvarer ytringsfriheden, så er det ytringsfriheden for idéernes og meningernes skyld, for at alle skal kunne tænke og diskutere frit. Når han forsvarer det frie valg, så er det valget for individualitetens skyld, for at alle skal kunne finde sin egen måde at leve på, og for at nytænkning og originalitet kan blomstre.
Det, som Mill anser som trusler mod friheden, er særligt statens og religionens undertrykkelse. Hans eksempler er produkter af hans tid. Han taler mod calvinismens ønske om at udslukke individets vilje, han taler mod kinesisk kulturel ensretning, og han taler mod muslimske nationers forbud mod at spise svinekød. Når han forsvarer den enkeltes ret til at gøre noget, som andre misbilliger, så er det altid meningernes og levemådens frihed, han er optaget af, og ikke friheden til at provokere.
En sofistikeret balancegang
I et værk, der ellers er fuld af eksempler, er der ikke så meget som et enkelt sted – overhovedet – i hele On Liberty, hvor Mill billiger provokationer, eller hvor han udtrykker, at retten til at provokere skal beskyttes. Tværtom skriver han eksplicit mod umådeholden offentlig opmuntring til konflikt, hvor han for eksempel nævner, at alle bør have lov til at mene og skrive, at ”kornhandlere udhungrer de fattige”, men at man bør straffes for at råbe det i en rasende folkemængde foran kornhandlerens hus. Mill er ikke interesseret i at forsvare det frie udtryk uden grænser.
Mill går derfor en langt mere sofistikeret balancegang end vore dages liberale. Mill ville til enhver tid forsvare vores ret til at leve som vi ønsker, tænke som vi ønsker, og debattere som vi ønsker. Men han fremhæver, at frihed ikke nødvendigvis er tilladt, når det skader det kollektive gode. Det må indrømmes, at Mill ikke altid er helt klar, angående hvor grænsen skal lægges.
Men han skriver for eksempel: ”Når som helst, hvor der gøres skade eller er risiko for at gøre skade mod individet eller offentligheden, så har sagen forladt frihedens område og trådt ind i moralens eller lovens,” og ifølge Mill er der mange handlinger, der kan gøres privat, men som gjort offentligt ”er et brud på gode manerer … og med rette kan forbydes.”
Så hvad med koranerne? Koranafbrændinger er ikke idédebat, og de er ikke udtryk for et individuelt valg af levemåde. De er bevidste provokationer og et brud på gode manerer. De skader Danmarks omdømme og venskaber med andre folkeslag og skader dermed vores kollektive gode. At forbyde dem begrænser ingens mulighed for at mene eller udtrykke sine holdninger og udgør ikke et forbud mod nogen levevis. Ingen af de rettigheder, som Mill skatter så højt, trues af et forbud mod koranafbrændinger. Mill havde hverken billiget eller forsvaret koranafbrændingerne, der strider direkte mod den klassiske liberalismes idealer. Nutidens liberale bør tage den gamle mesters argumenter nøjere til efterretning.
