Jeg gik ganske vist i børnehave, da Muhammedkrisen brød ud. Alligevel har netop denne krise været afgørende for min dannelse i forhold til så vigtige emner som ytringsfrihed, demokrati, islam, indvandring og integration.
Muhammedkrisen har ikke blot udgjort rammen for min forståelse af de udfordringer, som et (nogenlunde) frit demokrati som det danske står over for i en globaliseret virkelighed, hvor muslimer i ind- og udland arbejder for at begrænse ytringsfriheden. Krisen har også efterladt mig med en dyb respekt for de modige personer, der i svære tider har stået fast og værnet om ytringsfriheden – selvom det kostede dyrt.
Det gælder folk som Jyllands-Postens tidligere kulturredaktør Flemming Rose, der tog initiativ til de famøse 12 Muhammedtegninger i 2005. Det gælder den nu afdøde satiretegner Kurt Westergaard, der stod bag den mest kendte af tegningerne. Og det gælder i udstrakt grad Anders Fogh Rasmussen, der var statsminister under Muhammedkrisen og trods massivt pres værnede om ytringsfriheden som et definerende, dansk princip, der ikke må rokkes ved.
Alle tre – og flere andre, selvfølgelig – har en anpart i, at Danmark i nyere tid er kommet til at indtage en rolle som en global forkæmper for retten til at ytre sig frit. Denne fine arv er SVM-regeringen nu ved at afvikle fuldstændig med den bebudede – og endnu ganske uklare – begrænsning af ytringsfriheden som reaktion på en række koranafbrændinger foran blandt andet udenlandske ambassader.
Disse koranafbrændinger har ført til voldsomme protester i den muslimske verden, trusler mod Danmark og voldelige angreb på ambassader og en dansk nødhjælpsorganisation. Dertil kommer et massivt pres og krav om indgreb fra OIC, en samarbejdsorganisation for 57 muslimske lande, herunder adskillige rædselsfulde regimer.
