Krigen i Ukraine handler ikke bare om Ukraine, men også om den liberale verdensorden i bred forstand og Europas – herunder Danmarks – sikkerhed. Derfor er er Ukraines kamp i mere end en forstand vores kamp. Også selvom omstændighederne gør det umuligt for os at engagere os i den direkte.

Lige siden Rusland begyndte at rasle med sablen over for Ukraine i 2014, har mange stillet spørgsmålet, hvad alt dette i det hele taget kom os ved. Nu, hvor omkostningerne for vores støtte til Ukraine begynder at vise sig i form af stigende energipriser og nuklear undergangsfrygt, vil spørgsmålet vende tilbage efter den første, indledningsvise begejstring.

Så hvad handlede det om? I 2014 stod det ukrainske folk ved en korsvej og valgte Vesten. Man fik frihed og et pro-vestligt regime. Korruptionen slap man derimod ikke for. Ukraines krav om reel suverænitet var altid bare det og aldrig en bekendelse til good governance eller progressive, vestlige værdier. Det var et spørgsmål om nationalisme i en betydning, der både rummer sol og skygge. 

Derfor er det så meget desto mærkeligere, at der findes en holdning blandt nationalt sindede meningsdannere herhjemme, som i sin analyse helt ser bort fra konfliktens nationale træk. Marie Krarup har forklaret, at det faktisk er NATO og ikke Rusland, der er problemet. 

Vi har ifølge sådanne analyser foregøglet ukrainerne, at de kunne vælge Vesten til. Men det kan de ikke. De ligger nemlig i Ruslands interessesfære. Det må vi forstå, forklarer den forstående. Og ja, det må vi givetvis. For det er vitterligt sådan, Putin ser verden. 

Spørgsmålet er om, vi behøver at se på verden på samme måde. Ja, i virkeligheden er det krigens principielle spørgsmål. Vi kan stille dette spørgsmål patosfyldt: Har et frit folk lov til at vælge sin egen skæbne? Eller vi kan stille det på en måde, hvor vi holder os til det analytiske sprog: Skal vi i Vesten acceptere eksistensen af interessesfærer, hvor imperier legitimt kan forgribe sig på de små nationer? 

For Putin er krigen ikke bare et spørgsmål om Ukraine, men om at ødelægge den liberale verdensorden, der, som de fleste har opdaget, allerede er presset. Det skyldes, at denne orden principielt er uforeneligt med ideen om stormagters legitime interessesfærer. Ja, i hvert fald hvis disse stormagter i øvrigt agerer på en måde og med en hensigt om at underløbe denne orden eller udfordre dens forudsætning, som er Amerikas formidable politiske, økonomiske og militære magt.

Putin afprøver Vestens vilje
Ikke længe før krigen brød ud, tegnede den amerikanske skribent Brian Stewart det principielle spørgsmål op i en større artikel i det konservative tidsskrift Commentary. 

“If armed force can be employed with impunity to alter borders on the continent that provides the fulcrum of the liberal world order, the perception will naturally arise that the liberal order has gone the way of the snows of yesteryear.”

En succesfuld invasion af Ukraine vil underminere troværdigheden i den amerikanske sikkerhedsgaranti, der reelt set er garanten for Europas frihed. Ukraine er i den forbindelse kun et indledende skridt. Putin har systematisk afprøvet Vestens vilje til at forsvare sine paroler, og systematisk har han fundet svagheder. I forbindelse med forhandlingerne før invasionen lagde Rusland ikke skjul på sit ønske om at holde amerikanerne ude af Østeuropa i det hele taget. 

De, der bestræber sig på at ”forstå” Rusland, bør samtidig forstå, at Ruslands interessesfære ikke har en naturlig afgrænsning. Den vil ekspandere i den retning, hvor den finder mulighed for og rum til at ekspandere. Det er kun magt, der holder magt tilbage. Når Ukraine er tabt, vil presset vokse mod Moldova, mod Polen og det øvrige Østeuropa. Mod Baltikum, der i historiens lange løb er kernerussisk interessesfære; mod Finland, mod Tyrkiet, der ligger og spærrer for Bosporus; mod Danmark, der ligger og spærrer for Østersøen. I den forbindelse er de russiske krav om Bornholm som et de facto alliancefrit område kun en begyndelse. 

Tre skridt på vej til sejr
Historikeren Eliot A. Cohen, der hører til blandt de mest anerkendte betragtere af moderne sikkerhedspolitik, har i The Atlantic givet sin vurdering af Ukraines betydning. ”Det er verdens orden i bred forstand, der er i spil, og desuden i mere snæver forstand den europæiske orden.” Set i det lys kan vi ikke lade Putin slippe godt fra sit overfald på Ukraine. 

Krigen må føre til, at Vesten sætter som mål at befri Ukraine og indlejre det i en stærk vestlig forsvarsalliance. I sidste ende må målet være at vælte Putins regime. Og endelig må Vesten gribe denne mulighed for at vende det, som Cohen kalder fortællingen om demokratiets forfald og svaghed, til en historie om styrke og selvtillid. 

Nøglen til succes på lang sigt er at støtte Ukraines regering og senere en eventuel ukrainsk partisanbevægelse økonomisk og militært. Russerne vil ikke på lang sigt betale prisen for at holde et land af Ukraines størrelse besat. Ja, det er et spørgsmål, om russerne overhovedet er i stand til at betale prisen. 

Samtidig må Vesten opretholde og forstærke sine sanktioner og ødelægge den russiske økonomi og dermed regimets evne til at føre krig og i det hele taget fungere. Endelig må Europa genrustes, sådan som vi allerede har set det i Tyskland. 

Alt det må vi gøre, ikke fordi vi har lyst, men fordi det er nødvendigt.

I sidste instans er dette en kamp, Rusland hverken kan eller må vinde. Tiden til forståelse er forbi. Tiden til konfrontation er nu. Ukraine og vores fremtid afhænger af det.