Årets første dag kunne ikke have givet et klarere billede af omvæltningen i dansk politik, Socialdemokratiets ideologiske styrke og de borgerliges dybe krise. Men måske skimter man alligevel et strejf af borgerligt håb i Lars Løkkes afgang fra Venstre.

Men statsministeren først. Mette Frederiksens nytårstale var endnu engang en indikation af Socialdemokratiets bemægtigelse af et nationalt vokabularium.  Talens grundstof var fællesskab. Talens pronominale trædesten var ”vi”. 

Hun indledte sidste år med det nordlige Sønderjyllands genforening med Danmark og satte den folkelige vilje til national beslutning som fortegn for talens og dermed regeringens udsagn.  ”Skulle folket følge landet? Eller skulle landet følge folket?” Det sidste blev den danske vej. Denne linje blev taget op igen i år med skyldig henvisning til Hal Koch og demokratiet som livsform.

Dermed er der også sagt noget afgørende om dansk nationalfølelse, om vores specifikt danske nationalisme, der har folket og folkeligheden som sit udgangspunkt og ikke staten. I den danske nationale fortælling er ”vi” faktisk os selv, ikke staten. Det nationale er det folkelige og derfor også det kommunitære.

At kritikere af regeringen ikke køber denne præmis, er givet. Liberalismens to hovedpointer – der har smittet af på borgerligheden i det hele taget – er modsætningen mellem staten og befolkningen og en vægring mod at tale om ”vi”, når man kan nøjes med at tale om ”jeg”.

Men liberalismens atomisme er ikke en efterspurgt hyldevare i en tid, hvor mange er isoleret på hjemmekontoret, og hvor de fleste af os i større eller mindre grad er afskåret fra vores fællesskaber. Planten forstår betydningen af rødderne og den gode muld, når den er revet op og kastet på den magre jord.

Lars Løkke Rasmussens maskinrumsmanifest

Som læserne nok har bemærket, skete der så noget andet senere på aftenen. Lars Løkke Rasmussen trak sig fra Venstre med et Facebook-manifest, som givetvis peger i retning af en ny partidannelse.

Man kan vel ikke forestille sig, at Mette Frederiksen ligefrem har ladet sin forgænger læse udkastet til nytårstalen forlods, alligevel fremstår Løkke-manifestet i al sin korthed som anti-tesen til nytårstalen.

Kort sagt: Hvor Mette Frederiksens tale var en konstatering af muligheden for politisk handling til fordel for forandring, er Løkke-manifestet en afpolitiseringsøvelse.

Manifestet er et udslag af en konkurrencestatsideologi, som hverken er specielt socialdemokratisk eller specielt borgerlig, men har præget den politiske og administrative elite i dybden – uanset partifarve. Det er en maskinrumstænkning, der på teknokratisk vis interesserer sig for at skrue på denne eller hin dingenot; en tro på ”konstante justeringer, der sikrer, at vi får kvalitet for skattekronerne; at det kan betale sig at arbejde”.

Løkke fremhæver sympatisk: ”Der er brug for en politisk samtale, hvor vi taler op og ikke ned til hinanden. Fri af egenrådighed. I en stærk overbevisning om, at forhandlede beslutninger er bedre end dikterede.” Djævlen ligger i detaljen. Forudsætningen for Løkkes konsensus er ophævelsen af politiske, ideologiske og interessemæssige modsætninger.

I en vis forstand er Løkkes position den sande post-liberalisme. Derfor rummer manifestet også en interessant dobbelthed mellem på den ene side en besyngelse af ”samtalen” og så en afvisning af de modsætninger, som er enhver egentlig politisk debats forudsætning. Disse afskrives som ”symbolpolitik”, ”professionel politisk kommunikation” og ”ultimative synspunkter”.

I virkeligheden er der ikke for alvor plads til debat inden for rammerne af Løkkes post-liberalisme. For ”samtalen” handler alene om, hvordan vi så skal gøre de ting, vi åbenbart alle er enige om at gøre. Og de, der ikke er enige om at gøre, hvad alle er enige om må gøres, henvises til den politiske-ideologiske periferi. Løkkes position er en merkelsk GroKo – Grosse Koaltion – om end den for indeværende kun består af ham selv.

Det slatne centrum

Jeg er tilhænger af konsensusbestræbelser og på mine gode dage tilnærmelsesvis centristisk. Men det er svært at frigøre sig fra den anelse, at Løkkes manifest mest er et dødsbo fyldt med pindebrænde og marskandiserguf.

Som politisk tænkning fejler det, fordi det slet ikke beskæftiger sig med, hvordan politikområder etableres som konsensus. Tag blot udlændingepolitikken, der indgår i Løkkes konsensus. Der har den jo – husker selv de nogenlunde unge af os – ikke altid været. Den måtte tvinges derind gennem politisk strid. Det samme gælder i øvrigt miljøspørgsmålet.

Lars Løkke Rasmussen erklærer sig i manifestet som centrist med skyldig henvisning til Rune Lykkebergs Vesten med Vesten. Det lyder i sin helhed:

”Der er så mange muligheder for at mobilisere borgerne rundt om det politiske centrum, som vi kun lige er begyndt at forstå potentialet i. Det er [...] hævnens og vredens tid. Men det er også meget mere end dét. Når vi ser på alt det, vi kan, og alt det, vi gør, og dem, som bliver hørt, og det, der bliver set, er det åbenlyst, at det også kan blive overgangens og håbets tid.’

Jeg vil gerne være en aktiv stemme i overgangens og håbets tid, men det kræver, at jeg sætter mig selv fri.”

Overgangen og håbets tid? Overgangen til hvad? Håbet om hvad? Måske har Lykkeberg et håb. Det må man vel have for at arbejde på Information. Men hvad er Løkkes politiske håb. ”Hvor skal vi hen, du?”, som Hugo engang spurgte.

Vi ved det ikke, for den slatne centrismes kaptajn sidder i maskinrummet og justerer dingenoten.

Og måske er det bedst, han bliver siddende der. Så må andre stille sig op på dækket, finde sekstanten frem og sætte kursen mod håbets tid – hvad end det så måtte være.