Siden de allieredes sejr i Anden Verdenskrig har det været tydeligt, at USA havde har indtaget en rolle i verden, som er anderledes end tidligere. Da præsident Truman formulerede den sikkerhedspolitiske doktrin, at USA's rolle var at beskytte denne verdens demokratier, har USA haft rollen som Vestens leder.
En af de svære samtaler i tiden med Trump i præsidentembedet var den om USA’s rolle som leder af Vesten og den nation, der med sine sikkerhedsgarantier var hjørnestenen i NATO. Det var tydeligt, at Trump ikke ønskede, at USA skulle lede noget som helst, der lå hinsides USA’s egne grænser, og det var lige så åbenlyst, at NATO i Trumps skygge var en døende alliance.
Der er al mulig grund til at forvente, at det vil ændre sig, når Joe Biden midt i januar bliver indsvoret som ny præsident. Men der er også al mulig grund til at tro, at selvom Biden vil være mere venlig stemt over for både NATO og Europa, så vil der stadig være en dybfølt amerikansk bitterhed over, at Europa ikke har bidraget med mere, end tilfældet er i nyere tid. Det vil komme bag på mange europæere, men det er nu engang sådan, at amerikanerne i sikkerhedspolitiske sammenhænge opfatter os som selvtilstrækkelige og urimelige. Vi vil gerne have amerikansk sikkerhed, men vil ikke yde noget i retur. Til gengæld forbeholder vi os retten til at være allierede, som det passer os. Det var ikke kun Trump, der havde det stramt med Europa, sådan har man det i begge de politiske lejre og i det amerikanske militær.
Sandheden er, at vi har brug for USA som leder af Vesten. Alternativet til USA som den nation, der garanterede vores sikkerhed, ville altid kun kunne være os selv. Men ville Europas ledere virkelig være parate til at opbygge sit eget nukleare arsenal for at kunne etablere sin egen atomafskrækkelse, og ville man være parat til at skabe et integreret forsvar, der for alvor ville kunne beskytte Europa og projicere magt i nærområdet? Prisen ville være skyhøj, og den ville være svær at vinde gehør for hos vælgerne i en tid med behov for dyre, men nødvendige klimainvesteringer. Den mest bimmelim debat, der var et produkt af livet med Trump i Det Hvide Hus, var den, hvor man i Europa og herhjemme nonchalant konstaterede, at nu måtte Europa selv stå for sin egen sikkerhed, som om det bare var noget, man skulle beslutte sig for at gøre.
Fremtiden med Biden
Præsident Biden vil stå med en række sikkerhedspolitiske udfordringer. Den største af dem – inddæmningen af Kina – kommer til at bestemme, hvor mange ressourcer, der er til de resterende opgaver. Kina og Stillehavet er USA’s afgørende udfordring, og her imponerer et nærigt, svagt og indadvendt Europa meget lidt i både Capitol, Pentagon, State Department eller Det Hvide Hus.
Det er selvfølgelig alt for meget at bede om, at NATO skulle tage ansvar i Stillehavet. Det er NATO slet ikke parat til, og Stillehavet er ikke parat til NATO’s tilstedeværelse, hvis NATO ellers havde viljen og kapaciteterne.
Men der er noget, Europa kan gøre. Vi kunne fortælle Biden, at vi godt ved, at vi ikke har levet op til vores forpligtelser, men at vi er så glade for, at der nu er kommet en med internationalt udsyn til Det Hvide Hus – at vi nu vil leve op til de løfter, vi selv har givet. Det behøver ikke at være særligt kompliceret. Vi kunne sige til Biden, at hvis USA igen vil være leder af Vesten, så vil vi bruge 2 pct. af vores BNP på vores forsvar – og tage et større medansvar for fred og stabilitet i vores nærområde. Det ville ikke bare være en rimelig opfyldelse af vores alliance-forpligtelser, men også et godt tilbud. Hver for sig kan denne verdens udfordringer virke voldsomme, men historien har vist, at når vi på tværs af Atlanten trækker på samme hammel, så er der ingen udfordringer, der er for store.
