Kontrast har netop bragt en tekst af Søren Krarup fra 1980, hvor han med en (formodningsvist) selvoplevet anekdote præsenterer et større og mere generelt problem. Det gav mig lyst til at forsøge noget lignende.
Mit eget erindringsglimt er fra engang i 2010’erne, dengang hvor der stadig var banker i Københavns Nordvestkvarter, og det vil forhåbentlig snart stå klart, hvorfor episoden stadig ligger klart i hukommelsen.
Foran mig i køen hos Danske Bank var en herre med mellemøstlig baggrund, formentlig araber, tydeligt irriteret. Og siden manden i sin frustration hævede stemmen, overhørte vi andre forløbet, hvad enten vi ønskede det eller ej.
Sagen var, at han ikke kunne hæve sine penge. De var nemlig indsat på en konto, som hustruen havde oprettet, og det var kun sket i hendes eget navn. Derfor, forklarede den tålmodige bankdame, havde han i udgangspunktet ikke adgang til kontoen. Hans kone måtte først skrive en fuldmagt, insisterede hun.
Men det var jo hans penge – og det var jo hans kones konto! – sådan forsøgte den mellemøstlige mand sig. Bankdamen stod imod, og sådan gik det frem og tilbage et par minutter, der føltes som endnu længere.
I ventetiden kunne jeg stå og filosofere lidt over optrinnet. Det er forståeligt, at manden var irriteret over den uventede og upraktiske situation. Men det var nu engang ikke banken, der havde lavet fejlen, og de par minutter kunne være bedre brugt på at få konen til at sætte det fornødne bureaukrati i stand.
Et kulturelt spørgsmål
Der måtte dermed være nogle principielle ting på spil ud over det praktiske og nemt løsbare problem. Min bedste tolkning af situationen: Det var ikke kun hans penge, der var i klemme, men hans ægteskab og især hans rolle som ægtemand, der blev anfægtet.
