Den skæggede filosof og professor Aleksandr Dugin har formået at konstruere en ideologi, der begrunder Putins vederstyggelige beslutninger. Han er værd at kende til, ikke fordi der er noget brugbart at hente, men fordi han sætter ord på de idéer, der understøtter og forstærker russisk aggression og paranoia. Dugin er tidligere rådgiver for Putin og har leveret moralske skyts til tidligere ekspansioner i Ukraine og Georgien.
For Dugin handler det især om geopolitik. Det vil normalt sige studiet af, hvordan geografi påvirker politik og internationale relationer. Dugin ser begrebet som et afgørende ord for Ruslands selvforståelse. Ifølge ham er russisk geopolitik ikke bare et analytisk redskab, men handler om den naturlige og uomgængelige arv fra Ruslands historie. Rusland er kendetegnet ved at agere suverænt i sit geografiske rum. Uanset hvad de andre, der bor der, nu skulle mene.
Rusland er ifølge Dugin grundlagt som “land-civilisationen” og har siden fulgt vejen mod sin skæbne som den dominerende magt i Eurasien, og, tilføjer Dugin, potentielt på “planetær skala”. Denne land-civilisation bærer kejserkronen for den østligt-ortodokse kulturkreds, og den er kendetegnet ved værdier som konservatisme, kollektivisme, holisme, offervilje, idealisme og troskab. En “heroisk civilisation”, får forfatteren sneget ind derefter, så ikke et øje er tørt.
I modsætning til land-civilisationen står sø-civilisationen. Det var først Storbritannien og siden USA. Hvor Rusland er den sande arvtager til det ærefulde og heroiske Rom, er sø-civilisationen arvtagere til det griske og svigeriske Kartago. Man aner, at Dugin ikke har meget tilovers for vestlig liberalisme. Hermed får Dugin samtidig omskrevet 200 års russisk historie til først og fremmest at være historien om konflikt med sømagterne og ikke de episke landkrige mod særligt Frankrig og Tyskland.
Et skæbnedømt potentiale
Dugins væsentligste trick passer med den russiske forkærlighed for maskirovka, hvor ting skal ligne noget, de ikke er, og ikke skal ligne det, de er. Dette bruger Dugin fermt som retorisk greb: Med sin udlægning af geopolitik sætter Dugin lighedstegn mellem en rationel analyse og Ruslands skalten og valten med sit nabolag. På samme måde betyder “suverænitet” Ruslands ret til at blande sig i naboernes anliggender, mens “pluralisme” betyder Ruslands ret til at undertrykke anderledes tænkende.
Skæbnen har mere godt i vente for Rusland, mener Dugin. Ruslands hidtidige højdepunkt som supermagten Sovjetunionen var blot et skridt på vejen til, at Rusland kan udleve sit sande potentiale, hvortil landet er skæbnedømt:
“Rusland vil lede opbygningen af en multipolær verden (...) rettet mod at underminere Amerikas hegemoni, og Rusland vil genopstå som en planetær magt (...) Ruslands indflydelse vil vokse hastigt og den grundlæggende retning af landets udvikling mod at blive en verdensmagt blive fornyet (...) med en plan for at forblive tro mod dets historiske og civilisatoriske fremtidige ambitioner og dets ‘rumlige betydning’,” skriver Dugin i Verdens-øens sidste krig – nutidens russiske geopolitik (2012).
Det er en slående indbildskhed på vegne af Rusland. Landets befolkning er mindre end halvt så stor som den amerikanske og står til at blive halveret i dette århundrede, bruttonationalproduktet er p.t. på en global 11. plads (nu endda lavere end Kinas, målt pr. borger), og ufattelig elendighed fyldte russernes dagligdag, længe før sanktionerne blev talrige. Selv som Sovjetunionen nød man kun status som supermagt på lånt tid. Selvbedraget nærmer sig det patologiske, men midt i de groteske feberdrømme leverer Dugin alligevel sit forsvar for brutal russisk fremfærd, inklusive forbrydelser mod Ukraine:
“At forsøge at bevare vores suverænitet på det nuværende niveau, uden at forsøge at ekspandere og styrke den, kan ikke lykkes længe, siden USA og hav-civilisationen allerede har mestendels rendt Rusland over ende (...) Vi kan ikke udelukke vores lands forsvinden fra landkortet.”
En tynd, men fascinerende fernis
Her ser vi den nøgne, utilslørede sandhed om den paranoia, der besjæler det russiske imperieprojekt: Rusland kan simpelthen ikke agere som en almindelig stat i den internationale orden, Rusland skal enten være kejser eller gå til grunde.
Med sine værker og sin rådgivning sætter Dugin ord på den groteske parallelvirkelighed, som Putin følger og viderefører for sit land. Den opfattelse, som så længe har ført til vold og ødelæggelse på de folkeslag, der er så uheldige at bo i nærheden af Rusland. Og som nu når sin kulmination i Ruslands vanvittige og forbryderiske invasion af Ukraine. Dugins ord er surrealistiske i sig selv, men får en meget reel betydning via utilregnelige og paranoide magtmænd som Putin.
Der er faktisk noget fascinerende over den blotte vilje til at forsøge at lægge en intellektuel fernis over Putins regime. Det kræver en hjerne og en tunge af en vis kaliber at forsøge at skabe det indtryk, at der ligger egentlige idéer bag magtudøvelsen i det økonomiske, kulturelle og moralske fallitbo, der kaldes Den Russiske Føderation.
Men hvis der kan komme én god ting ud af de rædsler, som Putin og hans håndlangere har sluppet fri i Ukraine, er det, at alle disse selvsmagende feberdrømme én gang for alle får lov at dø på slagmarken og dermed gøde jorden for et frit, selvstændigt og selvsikkert Ukraine. Hvorpå ukrainerne forhåbentlig kan anvise en menneskevenlig og moderne vej for den ortodokse civilisation, efter russerne har mistet kejserkronen.
