At danske journalister er røde, burde ikke komme som en overraskelse. Allerede i 2012 viste en rundspørge blandt et repræsentativt udsnit af Dansk Journalistforbunds medlemmer, at omkring 80 procent stemmer på partierne i rød blok. Alligevel kom det bag på ganske mange, at Kontrast fredag kunne fortælle, at Enhedslisten nu er det største parti i undersøgelser på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX).
Det har været særdeles interessant at følge reaktionerne. De svinger for en ganske stor dels vedkommende mellem at hævde, at dette er et ikke problem, grundet journalisters angiveligt skyhøje faglighed, og forskellige varianter af whataboutism (hvad med de uddannelser, hvor flere stemmer blåt, hva’?!), og så den med, at der jo findes adskillige borgerlige aviser (den kommer vi til lidt senere).
Selvfølgelig er der et problem med en massiv politisk overrepræsentation, for politiske holdninger afspejler ikke kun et kryds på en seddel hvert fjerde år, men en prioritering af, hvilke problemer, tematikker og sager der fortjener opmærksomhed og bør dækkes af medierne.
For altså: Er integration og indvandring et større problem end klima? Er en af verdens højeste skattesatser et større problem end angiveligt lave overførselsindkomster eller sygeplejerskers løn? Er det største kønsrelaterede problem i Danmark manglende kvinder i bestyrelser, eller at mænd dør tidligere og massivt overrepræsenterede på samfundets bund? Er det meningsfuldt i forhold til kønsproblematikker at dække dem ud fra et socialkonstruktivistisk udgangspunkt, hvor strukturer, patriarkat og sexisme anses for den primære forklaringsmodel for forskellig i karrierevalg, eller ville det give mening at inddrage en evolutionsbiologiske forklaringsmodeller, der også overbevisende synes at forklare forskellig kønsadfærd hos andre pattedyr end homo sapiens?
Er det det mest væsentlige i forhold til frivillige for Islamisk Stat, at deres børn ikke kan komme til landet, eller derimod at Danmark risikerer at agere taxiselskab for deres forældre, der aktivt har støttet et folkedrabsregime, som – med held – promoverede terrordrab på landets borgere? Ja, er de IS-frivillige i det hele taget primært forbrydere eller måske snarere en slags ofre?
Hvorfor bliver det en sendefladeryddende mediehistorie, som angiveligt illustrerer dybtliggende racistiske strukturer i samfundet, at en kvinde med indvandrerbaggrund i Kastrup havn bliver overfuset af en fuld etnisk dansk mand, mens historier om indvandrerdrenge, der begår ydmygelsesvold og overfalder etniske danskere, ofte unge mænd, i flok, i de fleste medier behandles som simple kriminalhistorier, hvor spørgsmålet om, hvorvidt dette repræsenterer nogen tendens eller bagvedliggende strukturelt problem, ikke berøres. Det ville være svært at forestille sig det tårevædede interview i Aftenshowet, hvor en etnisk dansk dreng fortæller om chikane og trusler fra jævnaldrende indvandrere, mens der med den største selvfølgelighed bliver lavet sådanne med personer, der har oplevet racistisk overfusning.
Et af de eksempler, jeg altid vender tilbage til, er fortællingen om kvinden, der er gået ned i historien som Fattig-Carina. Hun var håndplukket som case af den daværende SF'er Özlem Cekic, fordi hun angiveligt var svært hårdt ramt af lave offentlige ydelser. Det viste det sig imidlertid, da Carinas budget blev fremlagt, at meget få danskere opfattede hende som fattig. Men det var bare ikke en journalist, der bad om noget så rystende indlysende som dokumentation for den påståede fattigdom i form af et budget. Det var derimod en politiker, Liberal Alliances Joachim B. Olsen (hør Joachim selv fortælle om den sag i seneste udgave af Kontrasts podcast, Den Blå Time). I dag vil det, formodentlig være umuligt at lave en tilsvarende artikel uden at fremlægge tal, heldigvis, men på det tidspunkt var det et nybrud – som imidlertid skete på foranledning af en politiker og ikke en journalist.
Dertil kommer hele spørgsmålet om valg af kilder, hvor tendensen også kan være temmelig udtalt. For lad mig komme med en lille afsløring her: De fleste journalister ved godt, hvad en given ekspert vil mene om det bestemt emne. Hvis man gerne vil fremme en bestemt vinkel, er det derfor afgørende at vælge den rigtige ekspert.
Et af de mest parodiske eksempler på dette er et nyligt nyhedstelegram fra det ellers angiveligt neutrale Ritzau, hvor ekspertkilder udtale sig om en folkelig modstand mod øremærket barsel. Begge er imidlertid også i høj grad holdningshavere i samme debat. Lidet overraskende mener de begge, at modstanden mod øremærket barsel skyldes en form for misforståelser, tonen i debatten og i øvrigt nok er forbigående.
Det må de gerne mene, men det er mildest talt påfaldende med fraværet af andre ekspertperspektiver, samt berøring af at al erfaring viser, at den samlede mængde barsel falder efter øremærkning. Eller det mere principielle i, at statslige incitamentsstrukturer får højere prioritet end familiernes eget valg af noget så intimt som børnepasning.
Dertil kommer den eksplicitte redaktionelle erklæring om, at Danmark er “langt efter nabolandene” på dette område, hvilket selvsagt implicerer, at det findes en form for progressiv idealtilstand, man må formodes at nå “frem til”, når barslen er fordelt 50/50. Men hvis ikke folk ønsker at fordele barslen sådan, når de selv kan indrette deres eget familieliv efter egne forhold og ønsker, hvordan kan det så meningsfuldt siges at være “bag efter” andre?
Når en af eksperterne så udlægger problematikken som, at ”Der er gået politik og ideologi i [øremærket barsel], og nu kommer store stygge EU og vil indføre det også. Så det er ikke blevet et ligestillingsprojekt”, nærmer vi os det ufrivilligt komiske. Modstand mod øremærket barsel er, må man forstå, politik og ideologi, mens “ligestillingsprojekter” antageligvis er uideologisk og sund fornuft. Her kommer vi nok mere ind i spørgsmålet om akademikeres politiseren, og det er selvsagt et emne til en selvstændig klumme eller to.
Jeg har selvsagt holdninger til alt ovenstånde, hvilket dog ikke gør, at jeg afskriver andres vurderinger som illegitime. Det er de ikke. Det findes ingen objektiv vægt, der kan afveje, om lave sygeplejeskelønninger eller høj topskat faktisk er det største problem – eller udfordring, som man siger på nydansk. Problemet er ikke, at journalister vægter emner forskelligt; problemet er, at temmelig mange vægter på præcis samme måde og forsøger at gemme disse vurderinger bag rituelt aflirede mantraer og besværgelser om tilstræbt objektivitet og faglighed.
Den oplagte indvending er, at der findes mange borgerlige reaktører eller medier med borgerlige idégrundlag. Af de landsdækkende vil det kun være Jyllands-Posten og Berlingske, men den indvending afslører også en grundlæggende misforståelse om dansk presse. Medier fungerer gennem idéer og vinkler, og der er på alle niveauer af dansk presse en enorm efterspørgsel på de idéer og vinkler fra journalisterne selv. Redaktører kan skrive ledere i vildskab og sætte deres præg på debatsiderne og avisens officielle holdning, men de redaktionelle historier, der bliver udvalgt dagligt, vil stort set komme fra mediets journalister på den enkelte redaktion. Og de journalister er altså, som vi har set, i overvældende grad røde.
Dertil kommer DR, hvis åbenlyse bias, særligt i samfundsorienterede magasinprogrammer på P1, kunne fortjene en klumme for sig. Indtil da kan man forlyste sig med at se Kontrasts debat med Bent Blüdnikow og Asger Juhl, hvor Juhl ret underholdende fortæller om sine erfaringer på DR. Ikke mindst med en redaktion, der afviste at invitere Bjørn Lomborg til klimadebat, da man ifølge Juhl var bange for, at han ville vinde den.
So what to do?
For mange kan det være fristende at ty til venstrefløjens løsninger og kræve kvotering eller andet. Men selvfølgelig er det ikke en holdbar løsning at omfavne venstrefløjens hang til tvangsmangfoldiggørelse, når det passer ind i ens eget kram. Ganske som køn ikke er nogen kvalifikation, er politisk overbevisning det heller ikke. Og i øvrigt er det selvsagt ikke venstreorienteredes journalistaspiranters problem eller ansvar, at det er flere af dem, end der er borgerlige. At så få borgerlige unge faktisk synes, journalistik er en både vigtigt, relevant og interessant profession, er i høj grad et problem for borgerlige.
Men det er klart, at på en offentligt finansieret uddannelse har man et ansvar for ikke at fremstå som en politiserende institution, og på det punkt kan man roligt sige, at skolen – der har formået at få fremstillet rekrutteringsvideoer som ligner noget, Ungdomshusets mediegruppe kunne have lavet, komplet med gadekampe og partisantørklæder – ikke har haft overvældende succes.
Den markedsføring blev, efter en mindre shitstorm, stoppet, men at videoen i det hele taget uden problemer kunne blive produceret og offentliggjort, uden det gik op for nogen, at det måske ikke ville være helt smart at sælge journalistuddannelser med lækkert indpakket revolutionsromantik, siger en pæn del om mentaliteten her. Det samme gør den kendsgerning, at de artikler, der i skrivende stund er tophistorier på Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles hjemmeside, henholdsvis handler om undertrykkelse af transpersoner og mænds problemer med at udvise følelser. Det er selvsagt legitime emner at se på journalistisk, men flugter parodisk oplagt med tidens woke-tendenser og er præcis den slags produkter, man ville forvente fra en uddannelse med journalister, hvis verdenssyn er solidt plantet et godt stykke til venstre for midten. Det samme kan man sige om journalisternes stadig mere identitetspolitiske fagblad, hvis redaktør gerne omfavner betegnelsen ‘woke’.
I Kontrasts artikel om Enhedslistens parodiske overrepræsentation på Journalisthøjskolen siger skolens uddannelseschef, at man har “gang i et projekt, der handler om, hvordan vi generelt øger diversiteten i optaget”. Det bliver spændende at se, om det projekt reelt bliver målrettet politisk diversitet og ikke blot de traditionelle parametre om køn, seksualitet og etnicitet.
Mere overordnet er det væsentlige at påpege den mediemæssige skævhed, som overrepræsentationen af røde journalister og mediefolk afstedkommer. Hvis problemer ikke er erkendte, kan de ikke løses. Derfor vil en god begyndelse være, hvis flere danske journalister bliver klar over, hvilke blinde vinkler deres holdningsmæssige ståsted giver dem. Og i hvor høj grad, de er præget af politisk og holdningsmæssig konsensus i stedet for blot at foregøgle sig, at deres faglighed eller tilstræbte objektivitet er nok. Journalister kan generelt ikke lide at føle sig som flokdyr, så at få dem til at erkende, at de i høj grad er det, vil være en begyndelse, selvom det selvsagt ikke løser problemet.
Hvis som borgerlig er utilfreds med de andre mediers prioritering og dækning, kan man naturligvis altid starte et medie, der prioriterer og vinkler anderledes. Det er derfor, Kontrast findes. Og nej, vi mener naturligvis ikke, at alle medier burde være som Kontrast, men vi mener derimod, at der i allerhøjeste grad er både brug for og plads til lige netop et borgerligt korrektiv i et i altovervejende rødt Mediedanmark.
Hvis du er enig, skulle du tage at blive medlem.
