Man kommer nemt til at hoppe i en bestemt fælde, når man skal kritisere medier eller journalister for at have en slagside til venstre for midten. Fælden består i, at man maler et billede af journalister som nogle mennesker, der vågner op hver morgen og tænker “hmm, hvordan kan jeg bedst gøre læserne mere socialistiske i dag”.
Den udlægning er karikeret og uhensigtsmæssig, hvad angår de fleste journalister, og en karikatur er altid nem at tilbagevise. Derfor denne tekst for både at understrege, hvad medieskævhed går ud på, og hvad den ikke går ud på.
Mediernes skævhed hænger nøje sammen med den proces, der skaber journalistik. Nogle konkluderer fejlagtigt, at Berlingskes eller Jyllands-Postens journalistik må være højreorienteret, fordi man her finder borgerlige ledere, eller der findes en højstemt redaktørerklæring. Dette ræsonnement går ud fra et misforstået præmis om journalisternes arbejde, som om et medie var en fabrik.
Hvis ejerne af en bilfabrik beslutter, at i det nye år skal 50 procent af bilerne være blå, bliver bilerne virkelig blå, men en redaktør eller avisejer har ikke samme indflydelse på journalister, som fabrikanten har på samlebåndsarbejdere. Det, som ligger til grund for redaktionelt stof, lige fra idé til udførelse, kommer i høj grad nedefra. Det vil sige fra journalisterne selv og indirekte via deres kolleger, deres private oplevelser osv.
De enkelte journalister kan sagtens være fremragende til deres job, uanset at de er røde, grønne eller woke. Selv i givet fald kan de stadig ligge under for, at de ikke bliver udsat for spørgsmål og problematikker, der udfordrer deres personlige indgangsvinkler: Kunne landbruget dækkes på andre måder end som et miljøproblem? Kunne man stille et kritisk spørgsmål til de studerendes organisation i stedet for kun at tage deres ønskeseddel med til rektor eller ministeren?
En snæver horisont er et særligt problem for journalister, hvis job går ud på at udfordre kilder og læsere, men selv lever i en boble, hvor folk ligner hinanden. Det gælder ikke kun, hvad de stemmer. Bor man i København og klarer sig med cykel, får man et andet forhold til biler, og hvor nemt de kan undværes i klimaets navn, end hvis man skal have arbejds- og familieliv til at gå op i Vendsyssel.
Her vil en eller anden journalist indvende, at vedkommende gerne skriver om problemstillinger, som han eller hun ikke selv oplever, og det kan måske være sandt nok. Problemet går imidlertid ud over villigheden til at skrive bestemte historier, men opstår allerede i leddet forinden, hvor man skal opdage, at problemer eksisterer. Når journalister for eksempel i selskabslivet er mere tilbøjelige til at møde seksuelle minoriteter (eller studerende, der går meget op i temaet) frem for landmænd, får det naturligvis en betydning for, hvis interesser og problemstillinger er mere tilbøjelige til at ende i spalterne.
Det er således heller ikke Journalisthøjskolen (DMJX) eller andre uddannelsessteder, der ensretter journalister, som man lejlighedsvist ser anført på sociale medier. At de studerende er røde, indebærer ikke, at de er indoktrinerede fra institutionens side. Ligesom det er misforstået, at situationen var markant ændret, hvis journalisterne forstod statistik og økonomi bedre (uanset at det i sig selv ville være glimrende).
Den slags fælder skal man undgå for at nå frem til tvivlere i gråzonen – måske endda nogle af journalisterne selv – til at forstå problemet. Derfor var det både principielt og praktisk fornuftig tale, da historiker og journalist Bent Blüdnikow sagde til Kontrasts medlemsevent, at journalisterne ikke længere skal kaldes røde lejesvende, de er bare røde. For som sagt: Intet er så nemt at pille ned som et karikeret billede af en situation, og der er ingen grund til at forsyne modstanderne med nyttige redskaber.
Vi gør noget andet her på Kontrast og vender tilbage til medieskævhed en række af de kommende onsdage, hvor vi kan gå mere i dybden inden for temaet.
Følg med, det skal nok blive godt.
