Debat

16.06.21

#MeToo er blevet fasttrack for unge kvinder i politik

Det er en grovhed at beskylde borgerlige partiledere for at dække over krænkelser, og reelt fungerer #MeToo-bevægelsen som trædesten for unge politikere på vej frem. Hold fast i den borgerlige moral, skriver Astrid Johanne Høg i sit modsvar til unge venstrekvinder.
Illustration: Shutterstock
Illustration: Shutterstock

Det er et spørgsmål om tid, før #MeToo rammer blå blok, og efter syndfloden vil partilederne nok fortryde, at de ikke satte sig for at undersøge sexisme i deres partier noget før. Det skriver to unge kvinder fra Venstre, kandidat til Borgerrepræsentationen Cille Hald Egholm og Camilla Søe, i deres indlæg i Weekendavisen Mens vi venter på den blå #MeToo.

Man skal nok finde noget, hvis Egholm og Søe får deres vilje om en omfattende undersøgelse. Det er givet ethvert sted, hvor mænd og kvinder arbejder sammen og flere gange om året mødes rituelt og drikker sig berusede sammen. Men det står hen i det uvisse, hvilket belæg de ambitiøse politiske kvinder har for at skrive: 

”På et tidspunkt vil ofrene blive trætte af, at deres historier ikke tages alvorligt af deres eget parti.”

Intet sted fremgår det, at de to forfattere af debatindlægget sidder på en viden om konkrete episoder, hvor ledelsen har dækket over sexisme. Det bliver ved insinuationer, og jeg kan således ikke lade være med at spekulere over, hvorfor de så brændende ønsker sig omfattende undersøgelser.


Vejen frem for kvindelige politikere

Tilfældigt er det næppe, at indlægget kommer netop nu, hvor sagen om ”seriekrænkeren” i Socialdemokratiet har optaget medierne, og selvsagt kun unge ofre og politikere i rød blok har været interessante at interviewe. 

Det er efter min mening åbenlyst, at #MeToo for mange unge kvinder i politik er et karrieremæssigt fasttrack. Jeg taler ikke om ofrene, der er stået frem, men om de kvinder, der i slipstrømmen fungerer som mediernes vidner om en "syg kultur", mens de selvfølgelig samtidig kapitaliserer på deres ungdom og gode udseende.

Ønsker man som kvinde og karrierepolitiker at skabe sig et navn og løsrive sig fra den politiske underskov, er manglen på #MeToo-sager et problem for de blå. Imens gud og hver mand er blevet interviewet til venstre for midten, er kvinder i blå blok relativt uinteressante, medmindre de selv kan berette om overgreb. 

Ingen vil høre på de unge kvinders analyser om et problem, der ikke er blevet påvist endnu. 


Anderledes dyd til højre

Jeg medgiver, at jeg er grov, men det synes jeg også det oprindelige indlæg er, hvor Egholm og Søe antyder, at samtlige blå partiledere kan antages at dække over sager. Indlægget har den truende tone, som vi efterhånden er blevet vante til fra selvhævdende unge kvinder, der har de revolutionære vinde i ryggen.

For mig virker det faktisk usandsynligt, at de manglende sager i blå blok alene skyldes, at ledelsen i blå blok bare er ekstra dygtige til at lægge låg på. Ej heller tror jeg på, at borgerlige skulle være mere dydige – selvfølgelig ikke. Min egen forklaring på den manglende sager er, at dyden ser anderledes ud til højre for midten. Kvinden har en særlig status som offer og sandhedssiger på venstrefløjen, og derfor er der ikke plads til nuancer i sager om sexisme. 

Den borgerlige etik er en anden. På højrefløjen forventes kvinder at gå til ledelsen, hvis der er problemer, men det forventes også, at man ikke kommer ti år efter i medierne. Vores værdsættelse af det personlige ansvar indebærer, at man tager ansvar for sine egne følelser og opfattelse af ret og vrang og dernæst tager de naturlige konsekvenser. 


Vi arbejder i gråzonen

Skal vi som to køn navigere i den stadig mere komplekse sociale verden, er det nødvendigt, at både mænd og kvinder påtager en del af ansvaret for at få det sociale og professionelle liv til at fungere. Det vil sige, at mænd skal tage ved lære af de mange sager, der allerede har været fremme, og at vi kvinder omvendt også skal vende blikket indad.

Som kvinder kan vi sagtens overveje, hvornår og hvordan, man bør sætte grænser uden dermed at påtage os hele skylden for en grænseoverskridende oplevelse. Det er særligt nødvendigt i sager, der befinder sig i gråzonen, hvor begge parter balancerer på grænsen i fuldskab eller legesyghed, indtil den ene pludselig går over stregen. 

Frem for at blive mere som venstrefløjen bør vi holde fast i den borgerlige moral og det personlige ansvar. Når og hvis grænser bliver overskredet, må vi først og fremmest stå til ansvar over for os selv, uanset om vi vælger at gå til ledelsen eller at tilgive for eksempel en hånd på et lår. 

Det er ikke på mode at erkende gråzonernes uomgængelighed, men det er helt nødvendigt for både mænd og kvinder, hvis vi fortsat skal arbejde sammen uden at frygte hinanden.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyheder og information om medlemsfordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter