Den nylige video af en aggressiv mand, der overfuser en kvinde med indvandrerbaggrund ved en havn i Kastrup dokumenterer, i sig selv, intet andet, end at en - efter eget udsagn - temmelig fuld mand kan sige ekstremt grænseoverskridende og nedsættende ting, og at noget sådant forekommer i Danmark.
Det havde enkelte, forhåbentlig de fleste, nok en mistanke om var tilfældet. Danmark er et land med knap seks millioner indbyggere, og en nogle af dem vil altid opføre sig nedladende, grænseoverskridende, sågar kriminelt og voldeligt, uanset hvor meget man gør det klart, at denne adfærd er både uønsket og uacceptabel, både via lovgivning og i form af social stigmatisering (som manden fra Kastrup i rigt mål og næppe ufortjent har oplevet).
Hændelsen viser imidlertid også, at grænseoverskridende adfærd har en markant stærkere effekt på et publikum på film, end når man blot får en hændelse fortalt i skrift eller tale. Det er aldeles grumt at høre om, at en person blev halshugget, men effekten af faktisk at se det udført er umåleligt mere voldsomt. Alle kan erkende det tragiske i, at migranter og flygtninge drukner i Middelhavet, men at se en druknet toårigs lig i armene på en redningsarbejder er noget ganske andet.
Man kan også have en formodning om, at en videooptagelse af, hvordan to homoseksuelle for nylig blev overfaldet af en gruppe med indvandrerbaggrund i Herning, ville have haft en noget større følelsesmæssigt påvirkning, end de lakoniske nyhedstelegrammer, der redegør for hændelsen.
Videoformatet er så stærkt, at det kan lede til konklusioner, der ikke er belæg for. Eksempelvis i forhold til drabet på George Floyd, der udløste sidste sommers voldsomme demonstrationer og optøjer i USA. Helt banalt findes der ikke den fjerneste antydning af, at George Floyd blev dræbt på grund af racisme. Amerikansk politi dræber hvert år, både i selvforsvar og uskyldige, folk af alle regnbuens farver.
Intet indikerer, at Floyd havde undgået sin skæbne, hvis han havde været hvid (her kan man evt. se sagen om Tony Timpa, som enhver - naturligvis via video - kan forvisse sig om mødte en helt analog skæbne, om end dette eksempel er relativt ukendt i fraværet af et raceperspektiv).
Men eftersom enhver kan se, at Floyd er sort, og gerningsmanden er hvid, bliver det snublende let at konkludere, at hudfarve var årsagen til, at Floyd blev dræbt. Denne fortælling bliver støbt i beton og kan så operationaliseres i en politisk kontekst og eksempelvis bruges til at defunde politi rundt omkring i amerikanske byer (hvilket så efter alt at dømme i en række områder har ført til en stigning i kriminalitet, der primært går ud over udsatte minoriteter, men det er et emne til en anden klumme).
Både George Floyd og hændelsen fra Kastrup eksemplificerer glimrende, hvad videomediet kan, og hvad der gør det særligt i forhold til det skrevne ord. Og fordi vi efterhånden stort set alle render rundt med et aldeles fremragende videokamera i tegnebogsstørrelse i lommen, kommer vi til at se mange, mange flere af den slags optagelser fremover.
Både fordi det praktisk er muligt, for første gang i verdenshistorien, at forevige stort set hvad som helst når som helst, og fordi det er ved at blive normen, at uretfærdigheder i det offentlige rum digitalt foreviges, da det går op for flere og flere, at man potentielt kan mobilisere både medier, myndigheder og folkestemning på sin side.
Problemet opstår, når mange automatisk konkluderer, at en videos følelsesmæssige impact svarer til, hvor stort et problem det, den skildrer, er i samfundet. Det ser man både i forhold til drabet på George Floyd og Lars fra Kastrup.
At grænseoverskridende adfærd bliver foreviget på video, giver i sig selv intet som helst grundlag for at slutte, at der er tale om et udbredt problem. At Lars fra Kastrup havn kalder en kvinde fra indvandrerbaggrund for grimme ting, siger i sig selv intet andet, end at dette er foregået, hvad jeg formoder de fleste - som tidligere nævnt - var bekendt med.
Det betyder ikke, at video er et problematisk medie. Så længe det ikke er skamklippet eller udelader relevante passager, er det tværtimod et ekstremt vigtigt medie, som eliminerer mange af de problemer, der kan være i øjenvidneskildringer, hvor folk både kan tilpasse udlægningen af noget passeret i forhold til egen bias eller glemsomhed. Men det kræver en forståelse af, at den rå følelsesmæssige effekt, som videomediet har, ikke har noget at gøre med det samfundsmæssige omfang af en given krænkende adfærd.
