Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot i Hillerød er en perle af et kunstmuseum med en vidunderlig kunstsamling, der fortæller danskernes historie gennem storslåede malerier, kostumer, møbler og andet, som giver en overvældende indføring i dansk kunsthistorie og den fælles historie, danskerne deler.
Nu har museet fået ny direktør. Der er tale om Ulla Tofte, som tidligere var museumsdirektør for M/S Museet for Søfart. Og med hende er der varslet et markant nyt syn på museets rolle.
For nylig udtalte Tofte i Berlingskes podcast Østergaards Salon, at alt det med fælles historie og symboler ikke er så vigtigt. Tværtimod kan vores nationale symboler være splittende, da politiske bevægelser har benyttet Dannebrog i deres politiske budskaber.
Men det slutter ikke der. Ulla Tofte mener sågar, at “lige så vigtig historien er, lige så ekskluderende kan historien være, hvis vi sætter det op som en ramme for forståelsen af, hvad det vil sige at være dansker”.
Et besynderligt standpunkt at indtage, når man har valgt at stå i spidsen for et museum, der er grundlagt på at fortælle om og fremvise vores nationale historie.
Med udtalelsen fremstår Ulla Tofte derfor også mere som en håbløst forsinket karikatur af 90’erne og 00’ernes kulturradikale end som en museumsdirektør, der ønsker at forvalte museet efter dets egentlige formål.
Tidligere har den nye direktør da også udtalt, at identitetspolitik bør indskrives i museumsloven. Der er altså tale om at føre aktivistisk museumsformidling.
Synspunktet udtrykker en strømning i tidsånden, hvor museer ikke skal formidle fortiden for sin egen skyld, men derimod for at ændre fremtiden. I den henseende lægger Ulla Tofte sig i samme slipstrøm som redaktionschef Isabella Hindkjær fra P3, der også mener, at det er mediernes rolle at gøre verden til et bedre sted frem for blot at formidle verden, som den er.
Forsvaret for den tilgang bunder hos Ulla Tofte i, at der i dag er så forskelligartede grupper af mennesker i landet, at det ikke giver mening at formidle en almen historie som noget samlende, når ikke alle helt konkret deler samme historie. Men her er der tale om en fundamental misforståelse af, hvad formidlingen af og kendskabet til vores fælles historie har som formål.
Formålet er slet at ret at indføre danskerne i den fortid, der er vores. Dette er ikke baseret på et stamtræ. Man skal ikke bestå en dna-test, der skal vise, om ens tip-tip-oldeforældre kom til Danmark før eller efter bestemte historiske begivenheder for at kunne tale om, at begivenhederne indgår i ens egen og dermed den fælles historie.
Eller sagt på en anden måde: Nationalhistorie går forud for og skaber fællesskabet ved at formidle vores fælles myter, symboler og fortællinger om vort land. Fællesskabet skabes slet og ret af en fælles forståelse af vores fælles fortid.
Som museumsinspektør David Holt Olsen skrev i Weekendavisen i 2020, udtrykker den aktivistiske historieforståelse et skift i tiden væk fra ‘det almene’ og hen imod ‘det singulære’. Man stræber i senmoderniteten ikke efter at kaste net ud, der skal samle folk. Tværtimod forsøger man at skære huller i nettet, så enkelt-grupper og individer kan være singulære undtagelser, der kan slippe ud af det allerede eksisterende kvælende net.
For Ulla Tofte er det almene ekskluderende og det singulære inkluderende. I virkeligheden er det stik modsat. Når man på forhånd har kastet håndklædet i ringen om at skabe fælles fortællinger, fordi nogen ikke føler sig som en del af fællesskabet, så ligger der allerede et ekskluderende syn, der siger, at ingen kan inkluderes i almenheden, hvis ikke de passer ind i forvejen.
På den baggrund er det ikke overraskende, at en særudstilling er på vej på Det Nationalhistoriske Museum, der med udstillingens egne ord handler om kropsaktivisme og “at have tilladelse til at være den, man er”.
Her er der ikke tale om at inkludere folk i almenheden. Der er tale om dyrkelse af det særegne og af dem, der skal have plads til at være sig selv uden for fællesskabet.
Man skal selvfølgelig have lov at være sig selv. Men ville det ikke være skønt, hvis et nationalhistorisk museum lagde vægt på det, vi har til fælles, frem for det, vi hver især er?
