“In rich societies, women’s lives are overwhelmingly good. And feminism makes them worse.”
Sådan sigerøkonomen Bryan Caplan i Maiden Mother Matriarch-podcasten, juli 2025. Det er en provokation, man ikke kan ignorere. I det nyeste afsnit af Louise Perrys podcast Maiden Mother Matriarch mødes økonomiprofessor Bryan Caplan og filosof Holly Lawford-Smith i et usædvanligt klart opgør med feminisme i moderne, vestlige samfund.
Deres fælles budskab er både simpelt og sprængfarligt: Feminisme har sejret – og overlever nu kun ved at overdrive, projicere og splitte. Når aktivisme lever videre efter sejr I de mest udviklede samfund, er der juridisk lighed. Kvinder overgår mænd på uddannelser, har fri adgang til arbejdsmarkedet, nyder massiv politisk og kulturel opbakning, og kan – med eller uden børn – leve sikre, frie liv. Det er en stor civilisatorisk sejr.
Den tabte ansvarlighed
Men feminismen fortsætter som om intet er vundet. Nu handler kampen ikke længere om rettigheder, men om resultater – og om følelsesbaseret moralsk hævd. Når fagforeninger kræver, at deltidsansatte kvinder i omsorgsfag skal have samme løn som fuldtidsansatte mænd i tekniske erhverv, er vi ikke længere i ligestillingspolitik. Vi er i udligningsideologi.
Feminismen i dag handler sjældent om valgfrihed. Tværtimod: Den handler i stigende grad om at fjerne konsekvenserne af frie valg. Det er netop det, Caplan fremhæver i podcasten:
I stedet for at sige, "Du har valgt at prioritere andet end karriere, og det har økonomiske konsekvenser", forsøger man at overbevise kvinder om, at resultatet skyldes strukturel uretfærdighed. Og her mister man ikke bare virkeligheden af syne. Man mister agency. Evnen til at se sig selv som en aktør, ikke et offer.
Fra frigørelse til ressentiment
Lawford-Smith påpeger et beslægtet fænomen: Når køn bliver en moralsk identitet – snarere end en biologisk eller politisk kategori – bliver det farligt at afvige fra det officielle narrativ. Feminismen har i visse kredse udviklet sig til en ideologisk renhedskultur, hvor kritik er lig med forræderi, og hvor kvindelighed reduceres til en identitetspolitisk karikatur.
Men mere alarmerende: I takt med, at feminismen har mistet sit frigørende projekt, er den blevet en kanal for vrede. Forbitrelse. Misundelse. Den politiske vrede er ikke nødvendigvis koblet til konkrete overgreb – men ofte til subjektiv utilfredshed og eksistentielt tomrum. Feminismen bliver dér ikke et opråb om retfærdighed, men et krav om anerkendelse af personlig lidelse som politisk krav.
Og det er her Jugoslavien kommer ind i billedet. Vi ved fra historien, hvad der sker, når grupper med oplevet uretfærdighed begynder at organisere sig i hver deres moralske retfærdighedslogik. Jugoslavien i 1990’erne er det mørke spejl: Alle havde historiske uretfærdigheder. Alle mente, de havde krav på kompensation. Og ingen var villige til at acceptere fælles spilleregler, fælles sandhed eller fælles ansvar. Resultatet var katastrofalt.
Selvfølgelig er kønskampen ikke borgerkrig. Men den sociale psykologi er slående ens: Når alle kræver for sig selv, men ingen går i brechen for fællesskabet, bliver rettigheder til våben og retfærdighed til konflikt.
En ny balance – baseret på ansvar
Caplan har ret i, at vi i dag burde undervise unge kvinder i statistik og beslutningsteori – ikke patriarkalsk strukturalisme. Vi burde lære både piger og drenge, at deres valg har konsekvenser, og at frihed ikke er retten til at blive skånet for virkeligheden, men til at handle i den.
Hvis feminismen vil overleve som et konstruktivt projekt, må den genfinde balancen mellem ret og pligt. Mellem struktur og valg. Og vigtigst: Mellem vrede og forsoning. Det handler ikke om at fornægte ulighed, men om at anerkende, at samfundet ikke skylder dig et udfald – kun en mulighed.
