Et tilbagevendende argument for at der stadig er langt til ligestilling i Danmark, er de forholdsvis få kvinder i bestyrelser.
Der argumenteres samtidig med, at det forretningsmæssigt er godt for virksomhederne med flere kvinder i deres bestyrelser og ledelse.
Skiftende danske ministre for Ligestilling, Kvinfo, og ihærdige politikere har bastant fremført disse påstande år eller år, ofte startende med ”mange rapporter og undersøgelser viser, at …”, for at fremme argumentet.
Primært henvises der til en rapport fra konsulentfirmaet McKinsey, en rapport der samtidig er et bestillingsarbejde ud fra amerikanske præmisser og strømninger.
Imidlertid er forskere, som har prøvet at gentage undersøgelserne, ikke kommet til de samme udslagsgivende resultater.
En nylig artikel i det engelske ugemagasin The Spectator siger, at der ikke er undersøgelser eller rapporter, som giver bevis for, at en mere kønsbalanceret bestyrelse fører til bedre resultater for en virksomhed.
Behov for afklarende spørgsmål og svar
Derfor spørger jeg: Hvis der ikke er rapporter eller undersøgelser, som kan lægges til grund for påstandene om, at flere kvinder i bestyrelser i sig selv giver konkrete forbedringer, som man ellers har set i utallige udtalelser og citater fra politikere og ligestillingsfremmende organisationer, fortjener det vel opmærksomhed at undersøge?
Hvordan har så mange politikere både Danmark og i EU kunnet påstå og formidle disse udsagn og påstande, uden at kritiske røster har spurgt til dokumentation og bevisførelse?
Jeg undrer mig derfor over de bastante krav om flere kvinder i bestyrelser, og at nogle politikere og interesseorganisationer mener, at den nuværende fordeling er et så stort problem for samfundet, at der derfor skal anvendes drastiske midler for at forbedre situationen.
Jeg savner nogle simple spørgsmål og konkrete svar, som ville gøre det klart, om der er tale om noget vigtigt, eller om det er et blålys.
Man kunne f.eks. spørge: Hvis det er så godt for virksomhederne, hvorfor optager de så ikke af egen drift flere kvinder til at fremme deres forretningsmæssige duelighed, konkurrenceevne og omsætning?
Hvilke egenskaber og kompetencer er det konkret og alment, at kvinder fremmer i den sammenhæng?
McKinsey rapporten
Jeg har læst den primært citerede kilde, McKinseys rapport med titlen Delivery through Diversity.
Rapporten fremstår med lækker terminologi og design og mange fotos af blandede grupper af smilende mennesker i deres trivselsfremmende arbejdsmiljø.
Der er to iøjefaldende problemer ved McKinsey rapporten. For det første tager den udgangspunkt i, at diversitet kun ses på dimensionerne køn og race, ikke andre forhold, hvilket selvsagt er en alvorlig mangel.
Det viser samtidig, at undersøgelsen har sine rødder og udgangspunkt i identitetspolitikken, hvor køn sættes op imod køn, race op imod race, et spændingsfelt frem for et harmonisk samspil.
For det andet siger undersøgelsen intet om, hvordan en bedre fordeling skal se ud, og hvordan dette kan opnås, f.eks. hvornår et resultat vil tippe opad eller nedad.
Der mangler konkrete mål, metoder, og økonomiske konsekvenser. Hvornår er der nok diversitet, uden det går over gevind? Så virksomhederne må i stedet gætte sig frem.
Diversitet og kønslig balance
Diversitet indebærer at posen rystes og at bestyrelsen udgør et mere blandet felt, frem for faglig og anden ensidighed.
Dette kan tænkes at tilføre mere kompetence og dynamik, f.eks. at unge og ældre kan supplere hinanden med gåpåmod og erfaring.
Tilsvarende fordele kan tænkes opnået ved andre konstellationer, som at en bank bør have andre end udelukkende bankfolk i bestyrelsen.
Men hvorfor ender det i ligestillingens navn så med et krav om en passende fordeling kønnene imellem?
Med ligestillingens demagogi har fortalerne erstattet det brede formål med diversitet med det snævre, hvor det udelukkende er en talmæssigt fordeling kønnene imellem som skal gøres gældende.
Et argument for det går på, at der er en skæv fordeling, at der skal være mere ”ligelig” repræsentation, at formålet er at det ”underrepræsenterede køn” kommer op på en fastsat procent.
Det er det principielle skred, der sker, fra at ligestilling er lige muligheder, og til, at der skal være en kønslig ”acceptabel balance”.
Ligestilling som problem
Handler det basalt om, at en kreds af privilegerede kvinder kan få flere poster i privilegerede positioner?
At det at udskifte nogle personer med andre af et andet køn, i ligestillingens navn, er vigtigt for samfundet, og der derfor etableres en ministerpost og lovgivning?
Hvordan er det kommet dertil, at ligestilling som begreb har medført et så ensidig fokus på nogle elitære funktioner, frem for på vigtige samfundsforhold, hvor ulighed manglende ligestilling er mere fremtrædende?
Og her tænker jeg ikke kun på de mange skævheder i vilkår og betingelser, som især rammer mænd. Men på nogle forhold, som bidrager til at ligestilling virker som noget søgt, uvirkeligt, i visse sammenhæng.
Mange fortalere for feministiske dagsordener kan eller vil ikke se, at der også kan være skyggesider eller negative aspekter af de mange nye tiltag og lovgivning, som nyder fremme i meningspaletten af identitet og ligestilling.
Love og ordninger udformes og vedtages med en fart og ensidighed, som ikke er tillidsvækkende.
Situationen er faktuelt den, at der kvinder imellem ikke er spor ligestilling.
Udover de privilegerede kredse er der mange danske kvinder, som har mindre attraktive kår, skodjob, problemer med økonomi og familiens sammenhæng, trivsel og selvværd.
Og mange indvandrerkvinder, som er underlagt begrænsninger, som normale danske kvinder absolut ikke ville finde sig i, hvis det var dem selv.
I ligestillingskredse tales og tænkes der ofte elitært.
