"Skikken med varme hveder stammer fra dengang, da Store Bededag var en arbejdsfri bede- og bodsdag. Alle holdt fri – også bageren." Sådan kan man nu ved en simpel googlesøgning læse om Bededagen, skrevet i datid.
For Bededagsslaget er tabt. Regeringen vandt. Helligdagen er afskaffet. Uden solnedgangsklausul, uden folkeafstemning. Fra og med den 26. april er det godnat med omtrent hver fjerde konfirmation og nok også for kristen fredagsbøn på Biskop Baggers bededag fra 1686. Fredag den 5. maj 2023, fjerde fredag efter påske, lød for sidste gang klokkernes kald til kristen fredagsbøn på en St. Bededag.
Det var nødvendigt og ansvarligt, mente regeringen, der selv synes, den er meget ansvarlig. Jamen, herregud, der var jo nok helligdage at tage af. Og danskerne skal arbejde mere. For verden. Der er krig og klimakrise, lyder mantraet om og om igen. Og vi danskere er verdensborgere mere, end vi er danskere – eller hvad?
Hele to tidligere overvismænd stillede sig ellers hurtigt skeptiske over for at afskaffe den kristne helligdag i landet med verdens højeste skattetryk for at skaffe de saliggørende tre, eller er det kun 2,4 mia. kr. Oveni de – nye – 128,7 milliarder, der kom i statskassen i 2022.
Store Bededag er – undskyld var – en helt særlig dansk tradition. I Sachsen har de godt nok en Buß- und Bettag. Men vi er ene i verden om hvederne.
I mit barndomshjem blev hveder hentet hos bageren, flækket og grillet, indtil de var tørre som beskøjter. De krævede mere end rigeligt med smør, men det var alt sammen lige meget. For St. Bededag handler om noget helt andet. Noget langt større: Kristen skik og tradition.
Siger ét, gør noget andet
"Jeg er selv et pligtmenneske", har statsministeren meddelt i et interview. Og kun et dovent skrog kan være uenig i det socialdemokratiske mantra om ret og – især - pligt. Det er en livsindstilling, der falder godt i tråd med den arbejdsetik, som Danmark og danskerne er rundet af. At man skal forsørge sig selv og sine og svare enhver sit.
Den etik er imidlertid ikke opstået i et vakuum. Den er, jævnfør sociologen Max Webers tese om høj arbejdsetik, protestantisk.
”Det er kristendommen, der har en meget, meget stor del af æren for det land, vi er i dag og det folk, vi er i dag… Jeg undervurderer overhovedet ikke, hvad det kristne budskab og de kristne traditioner har betydet for udviklingen af det, jeg jo mener, er verdens bedste samfund, nemlig det danske. Så bliver vi vel nødt til at stå op i virkeligheden for kristendommen. For er vi sikre på, at den kan klare sig selv."
Sådan sagde statsministeren i egen podcast i juni 2022, hvor temaet var kristendom og kristne traditioner. Men så blev Et-partiregeringen Frederiksen til treenigheden SVM. Og nu handler det beklageligvis ikke ret meget om dansk kultur eller om at, med statsministerens ord, at ”stå op for kristendommen”.
By-Venstre og Moderaterne
I kølvandet på lovforslaget om Bededagens afskaffelse, indbød Venstres daværende kirkeminister Louise Schack Elholm biskopperne til dialogkaffe. Ikke for at diskutere om helligdagen nu også skulle afskaffes, nej da, men om dens eventuelle konsekvenser for Den danske Alterbog. Ja, man tror det næppe.
Cille Hald Egholm, medlem af Københavns borgerrepræsentation for Venstre, udtalte i en artikel i Berlingske, at hun egentlig aldrig [har] forstået, hvorfor vi stadig holder fast i gamle helligdage, som ikke ret mange forstår, for til sidst at erklære sig klar til både at gå på arbejde og købe ind til drinks på Store Bededag.
I "Alis Fædreland", et radioprogram på nu nedlagte 24syv, refererede kulturministeren (M) kort tid før Bededagens afskaffelse under en samtale, der dels handlede om, hvorfor den skulle afskaffes, men især om kulturlivets vigtighed, til en dialog mellem det britiske krigskabinets ansvarlige minister og Winston Churchill, hvor førstnævnte skulle have sagt:
"Winston, jeg foreslår, at vi nedlægger kulturministeriet og overfører hele budgettet til krigsministeriet." Hvortil Churchill angiveligt svarede: "Hvad kæmper vi så for?" Den danske kultur må vi ikke lade os glide af hænde, er det, ministeren udleder af ordvekslingen. Uagtet, at det vist se er et fejlcitat, er det tankevækkende.
For hvordan harmonerer det med regeringens rend-mig-i-traditionerne-attitude til Store bededag? Svaret må stå hen i det uvisse.
Den kristne ledestjerne
Som en, der benytter enhver lejlighed til at referere til Churchill - dog helst for noget, han har sagt - vil jeg tillade mig at citere den britiske krigshelt fra en tale, han holdt på MIT i Boston i 1949. Her kommer det, i min oversættelse:
"Den kristne etiks flamme er stadigvæk vores ledestjerne. At beskytte og ære den er vores førsteprioritet, både åndeligt og materielt. At opfylde vores åndelige forpligtelse i hverdagen er altafgørende for vores overlevelse."
Uanset om man gik tur på voldene ligesom borgerskabet med Kierkegaard i spidsen i 1800-tallets København, eller om man købte og brankede sine hveder eller bagte dem selv, tilbragte dagen med familien, malede sit hus – eller hvad man nu lavede for sidste gang den 5. maj i fjor – så er Store Bededag en del af vores kristne kultur og med Sir Winstons ord – vores etiske flamme.
Men Bededagen skulle med djævlens vold og magt afskaffes, selvom der er al mulig grund til at holde den hellig i en tid, hvor kristendommen – og kulturkristne værdier – er under et voldsomt pres. Det er ikke bare åndløst. Det er at ringeagte den danske kultur.
