På en skala over de mulige kriser et politisk system kan komme ud for, der må man sige at hele sagen om den mulige mutation af coronavirus i mink ligger i den lavere ende.

Som en række eksperter allerede har slået fast i Berlingske, så stod regeringen ikke på en brændende platform i forhold til at reagere på en mulig forstærket smittefare. Alligevel medførte minksagen uforklarligt et næsten totalt kollaps hos toppen af en række af det danske demokratis vigtigste institutioner.

Det står klart i dag torsdag den 30. juni, hvor Minkkommissionen har afleveret deres konklusioner på den undersøgelse den har foretaget af hele forløbet om nedlukningen af minkerhvervet i efteråret 2020.

Statsminister Mette Frederiksen har ”groft vildledt”, og en række af de absolutte topembedsmænd samt rigspolitichefen har forsømt deres ansvar i en grad, hvor der er grundlag for at rejse sager imod dem. Ingen i toppen af systemet magtede altså i de dage hvor minkpanikken kørte, at modstå det politiske pres for handling, og faktisk stå fast på de regler og procedurer som holder selve de politiske institutioner sammen.

Det må siges at være stærkt bekymrende, og det ødelægger brutalt den illusion vi har haft om Danmark som et så solidt demokrati at det er nærmest umuligt at ryste. Minkkommissionens dystre konklusioner for det danske demokrati falder ironisk nok sammen med afslutningen på et historisk NATO-topmøde, hvor der for alvor lægges op til en konfrontation mellem NATO og de autoritære magter Rusland og Kina. Danmark kan altså se frem en årrække, hvor demokratiet vil udfordres både udefra og indefra af det pres der opstår fra en dyr oprustning og et stigende internationalt konfliktniveau. Derfor må konsekvenserne nu være hårde og kontante, hvis demokratiets fundament skal styrkes.

Ansvar

Vi lever i en tid, hvor både partiernes professionelle marketingsindsatser og mediernes overdrevne fokus på den politiske proces og spillet på Christiansborg bibringer os et indtryk af, at de enkelte toppolitikere er at regne for politiske superstjerner, hvis handlinger er afgørende for Danmarks fremtid og velstand. I sådan et lys kan man sagtens forestille sig at nogle tænker at Mette Frederiksen er uundværlig, og at det derfor er vigtigt hun fortsætter som statsminister på trods af den hårde kritik af det system som hun er øverste ansvarlig for.

Der er dog intet der reelt tyder på at Danmarks velstandsniveau og borgernes velbefindende og tilfredshed med livet skulle påvirkes af enkeltstående politikere. Til gengæld er der rigtig meget der tyder på, at succesfulde og legitime politiske institutioner er et afgørende grundlag under gode samfund, ligesom stærke retsstatsprincipper ligeledes medfører bedre samfund end der, hvor de ikke fungerer godt.

Derfor må vi håbe på, at efterdønningerne af den hårde kritik fra Minkkommissionen medfører et nederlag til ideen om politiske stjerner i både embedsværk og i regeringen og en sejr til institutionernes kontinuitet og principfasthed. Med andre ord: de ansvarlige embedsmænd må fjernes og eventuelt stilles til ansvar, ligesom Mette Frederiksen som den ansvarlige for systemet må træde tilbage.

Om det faktisk går sådan, er dog mere usikkert. Sådan er det, fordi det i sidste ende afgøres i det politiske spil, hvor partiernes egeninteresser altid udgør en ligeværdig modstander til ”fine franske principper” som de konservatives Rasmus Jarlov engang fik sagt om oplysningstidens juridiske idealer.

Efterspillet

Da jeg ikke er politisk kommentator i traditionel forstand, vil jeg ikke her give en analyse af, hvordan regeringens støttepartier mon vil agere efter Minkkommissionens rapport. Jeg kan i stedet konstatere blandt nogle af de kommentatorer jeg selv følger, at der næppe vil blive rejst en rigsretssag mod statsministeren, fordi hun ikke handlede forsætligt, da hun ”groft vildledte”. Det er den redningsplanke partier som Radikale Venstre og Enhedslisten vil benytte når de formodentligt vender tommelen nedad til at Folketinget skal rejse en rigsretssag mod Mette Frederiksen.

Uanset om der faktisk kommer en rigsretssag eller ej, så bør man dog håbe at statsministeren ender med at gå af. Det afgørende for vores fælles demokrati er ikke om Mette Frederiksen dømmes i en rigsretssag; det afgørende er at ansvaret for svigtet placeres der, hvor ansvaret i sidste ende hører hjemme. Når systemet fejler i dén grad, så må den øverste chef tage konsekvensen, uanset om hun selv handlede forsætligt eller ej.

Når man engang i fremtiden ser tilbage på Mette Frederiksens tid som formand for Socialdemokratiet og Danmarks statsminister, så vil man formodentligt konkludere, at hun var en dygtig leder af både partiet og landet, og at hun på den afgørende flygtningepolitik var instrumentel i at placere Socialdemokratiet et sted, hvor partiets og velfærdsstatens og Danmarks interesser flugter med hinanden. På samme måde som Poul Schlüters eftermæle langt fra er reduceret til Tamilsagen, så vil Mette Frederiksens tid heller ikke kunne reduceres til skandalen om minkerhvervets totale nedlukning.

Det positive eftermæle kræver dog nok, at hun i sommeren 2022 tog det rigtige valg, og stillede Danmarks interesser foran både hendes partis og sine egne.