Jeg meldte mig ind i Liberal Alliance, den dag Alex Vanopslagh blev formand. Endelig var det ud med ministerbilerne og yachtbådsliberalismens og ind med et frisk pust, som kunne være den liberale stemme, Danmark i den grad savner.
Savnet eksisterer fortsat. Med Liberal Alliances forslag om at indføre et ratingssystem på hjemmehjælpere i Københavns Kommune er den intellektuelle krise for alvor tydelig. Det er naturligvis fint at tænke i nye baner og være provokerende – det var blandt andet det, partiet lykkedes med i fattig-Carina debatten. Men provokation giver kun mening, når man har fat i noget. Det lader ikke til at være tilfældet her.
Meningen med ratingssystemet er at hæve niveauet på hjemmeplejen, som er kommet under heftig kritik siden en TV2-dokumentar og senest i Ekstrabladet. Forslaget i Københavns Kommune er at indføre bonusser med afsæt i et ratingssystem, sådan at plejehjælperne får et økonomisk incitament til at tænke på borgerens oplevelse, og ” Det er kun første skridt, for selvfølgelig får vi bedre service, når vi sætter borgeren først”. Det lyder for nogle liberale ører intuitivt fornuftigt, og økonomiske incitamenter fungerer i bestemte situationer. Men der er en række problemer med at indføre sådanne økonomiske incitamenter i værk, der alle er så væsentlige, at forslaget mere har karakter af en ungdomspartipolitisk kampagne end et seriøst forslag fra et folketingsparti.
Det første problem med forslaget er, at brugertilfredshed ikke er det eneste parameter, man vurderer hjemmeplejen ud fra. Som flere påpeger i kommentarfeltet til opslaget, så er den rigtige løsning indimellem ikke den populære løsning – som når sygeplejeren må udføre smertefuld behandling på en patient, eller når en skolelærer har en disciplinær undervisningsstil til gene for enkelte elever, men til glæde for andre. I hjemmeplejen arbejder man eksempelvis med rehabilitering, hvor man forsøger at hjælpe borgeren med at klare sig selv frem for ensidigt at fokusere på at udlevere ”service”.
Dette perspektiv viser yderligere, hvorfor forslaget er problematisk. Med ratingssystemet går man fra en borger-myndighed-relation til en kunde-sælger-relation. Dette kan også føre til adfærd, der fører til, at borgeren kommer til at maksimere de ydelser, som står denne til rådighed. Når man eksempelvis tager til lægen, og man blot får at vide, at man skal motionere, er man ikke nødvendigvis tilfreds med dette råd, på trods af at det fra et lægefagligt synspunkt er det rigtige. En øget klientgørelse af borgeren kan føre til, at man efterspørger dyre behandlinger og medicin frem for, igen, at udvise tillid til de fagprofessionelles vurdering. Altså kan et ratingssytem føre til, at hjemmeplejeren kun tænker i popularitet og eksempelvis forsømmer rehabilitering – og det kan føre til, at borgeren efterspørger meget mere service, end denne gjorde i udgangspunktet, og så kan de offentlige udgifter for alvor løbe løbsk.
Usikker effekt
Men man skal også tage et forslag på dets præmisser – hvis borgertilfredshed er det, man ønsker at øge, så må det da stadig give mening at belønne det økonomisk? Med andre ord så må offentligt ansatte da blive mere motiverede til at levere ydelser, borgerne synes om, hvis de bliver belønnet for det. Her er svaret i litteraturen, at det for det første ikke er sikkert, at der er en effekt – og at der faktisk kan være negative konsekvenser af at indføre økonomiske incitamenter, hvis de offentligt ansatte opfatter tiltaget som værende kontrollerende.
Eksempelvis ønskede man på Aarhus Universitet at øge antallet af publikationer gennem økonomiske incitamenter. Et studie af tiltaget viste, at de institutter, som anså tiltaget som værende understøttende for deres arbejde, udgav flere publikationer, hvorimod institutter, der anså det som kontrollerende, udgav færre publikationer, selvom de havde et økonomisk incitament til det. Et ratingssystem, der vurderer hjemmeplejere for hver eneste besøg, vil givetvis være et, hjemmeplejerne anser som værende kontrollerende, hvorfor man vil ødelægge motivationen for både de højt- og lavtratede hjemmeplejere.
Det mest ærgerlige ved forslaget er, at man bestemt mangler nytænkning af den offentlige sektor, en opgave, som Liberal Alliance har alle forudsætningerne for at løfte. Men man burde tænke over, hvordan offentligt ansatte får mere tid til kerneopgaven, frem for at give dem øgede bureaukratiske byrder. Men dette forslag vil trække fokus i den helt gale retning. For hvad hvis nogle borgere konsekvent rater hjemmeplejere lavt, og det derfor er et rent lotteri, om man får en høj eller lav 'rater' (tænk, at man skal omtale borgeren som en 'rater')? Til det skriver Ole Birk Olesen på Twitter at ”Kommunen skal naturligvis tage højde for det, hvis der findes bestemte ældre på en rute, som brokker sig uanset kvaliteten af hjemmehjælpen, og uanset hvem der kommer. Sådan en ældre skal ikke tælle med på samme måde.”. Hvem skal tage højde for det? I min læsning ligner det blot, at man med et ratingssystem kan se frem til en voksende sagsbehandlingsbyrde, der, igen, trækker tid og ressourcer fra kerneopgaven.
Med forslaget melder jeg mig ud af Liberal Alliance og ser frem til, at et parti vil tale tillid og decentralisering op. Men det lader til at have lange udsigter. Og hvis borgerlige kræfter ikke formår at få gode idéer til, hvordan man kan udvikle den offentlige sektor, må man blot erkende, at der går lang tid noget, før flertal vil opstå til den side, for folk vil i stedet søge mod de ideologisk konsistente: Socialdemokratiet.
