Debat

OK, ligusterfascist!

Længe inden man talte om boomere, talte man om ligusterfascister. Men hvordan er det egentlig gået til, at en uskyldig hæk lægger navn til et skældsord inden for kultur- og klassekamp? Matthias Bjørnlund ser nærmere på et udpræget 70'er-begreb.
Superhits of the 30's til gruppebillede i forstaden: Mussolini, Mosley, Hitler, Franco.
Superhits of the 30's til gruppebillede i forstaden: Mussolini, Mosley, Hitler, Franco.

Udgivet 30.6.21

"’Ligusterfascister!’ råber de efter os, alle de, som ikke kan fordrage, at nogen tillader sig at indhegne en plet af fædrelandets jord og skriver de tre bogstaver m-i-t hen over det. Men meningen med hæk omkring en have er ikke bare at manifestere den hellige ejendomsret."

Således gartnerskoleforstander og haveskribent (og digter) Bent Klougart i 1978, og mere om ham længere nede. Her skal blot bemærkes, at for hver verbal herskerteknik, der benyttes til med spredehagl at delegitimere personer, standpunkter og argumenter i den politisk-kulturelle sfære, er der en modreaktion. 

Sådan forsvarer Klougart sig, om end i en ret obskur publikation, med både følelse og saglige argumenter mod en fejende anklage for at forsage det kollektive og solidariske. En anklage rettet mod en hel generation af arbejder- og middelklassedanskere, der har formastet sig til at leve bag en faktisk eller metaforisk ligusterhæk. Og således er der dem, der i dag forsvarer de såkaldte boomere mod lignende anklager.

Det begynder syv år tidligere. ‘Ligusterfascist’ er nemlig ifølge Den Danske Ordbog (DDO) først registreret som begreb i 1971. Det går hurtigt hen og bliver brugt som hovedsageligt hyperbolsk betegnelse for selve det kollektives kryptonit, et ord til i en hånlig håndevending at affeje det meste af, hvad der i 1970erne blev anset for dårligt i det danske samfund af de højlydt selvbestaltede gode – fra Gud, konge og fædreland over kakkelbordet og det monogame ægteskab til den private ejendomsret, den hjemlige hygge i kernefamilien. 

"Nu er far blevet ligusterfascist og går mere op i friværdi end klassekamp" er eksemplet, som DDO benytter. Sådan er det, når nogen skal tjene pengene, så du kan lege revolutionær, bassemand. 

Som med så mange andre begreber, der går over alle bredder, har ”ligusterfascist” oprindeligt en mere præcis og situationsbestemt betydning. Ordet skal efter sigende være lanceret af Sigurd Ømann fra SF som en meget specifik betegnelse for "en parcelhusejer - formentlig medlem af en grundejerforening - som er interesseret i at bevare fradragsretten".

Det er under valgkampen i 1971, hvor hovedtemaer er den forværrede økonomi samt diverse moralske spørgsmål som abort og porno. Valgkampe i det hele taget er begivenheder, hvor ord som ‘fascist’ nemt mister deres (oprindelige) betydning, og hvor sammensatte ord med ‘fascist’ nok nemmere skabes. Det falder i hvert fald åbenbart Ømann nemt at stemple tilhængere af at bevare et tilsyneladende fordelagtigt fradrag som en art egoistiske hyggefascister. Han er i øvrigt tidligere kommunist, efter sigende fader til den danske udgave af det amerikanske ‘grassroots’-begreb, græsrødder, og intet mindre end formand for SF, et hverv han overtager fra Aksel Larsen i 1968.

Og som det gælder mange andre sproglige fænomener skabt til en særlig lejlighed, får ‘ligusterfascisme’ altså sit eget længere og bredere liv. Folkepartisterne forsøger lidt halvhjertet at trække begrebet tilbage til sin originale betydning, som man kan se det af en leder i SF-Dagbladet Miniavisen den 12. april 1972. Men løbet er kørt. Ligusterfascist bliver et nedsættende eller negative modeord i tiden med oliekrise og jordskredsvalg, ligesom ‘statussymbol’, ‘knudemand’, ‘burhøne’ og ‘butiksdød’.

For "gemmer" du dig bag din hæk - ligusteren, den billige, nemme, hurtige løsning i de nyanlagte sovebyer med enfamilieshuse af typen typehus, ikke den fancy-fine hæk i de gamle villakvarterer, hvor man kunne være heldig at finde en biotop her og der med kystbanesocialister - så er du per definition småborgerlig egoist, ligusterfascist, og du kan per definition ikke interessere dig for noget, der foregår på den anden side af hækken. Christiania, Vietnam, Argentina. Alt det for at realisere Staunings gamle drøm om de tusind små huse på rad og række. Empiri er det ikke meget af, mest bare antagelser.

Begrebet når hurtigt medierne, mest, men ikke udelukkende, i den venstreorienterede presse og de ”progressive” kultursektioner. Her blot et par eksempler: "Den rådvilde ligusterfascist" lyder overskriften på en lille anmeldelse af en Rolf Bagger-roman i det socialdemokratiske organ Aktuelt den 30. oktober 1972: 

"Trods succes føler forretningsmanden, at han er kørt fast i et bestemt mønster. Veninden er alt andet end borgerlig, og hun pirker til ham på forskellig måde." 

Det lyder som en Rifbjerg-single på 33 omdrejninger. Og om Henning Mortensens novellesamling Solister (fik du den – solister=egoister … ?) i Aktuelt den 29 marts 1977 lyder det: 

"I en række monologer skildrer forskellige danskere sig selv. De står hver på deres måde alene i massesamfundet. Vi møder den selvtilfredse, centrumdemokratiske ligusterfascist, den skyldbetyngede, enlige mor, den ulykkelige, homoseksuelle spejderfører, osv."

Cocktailkirsebærret på den lille dessert er et gyldent interview med en af dansk litteraturs kæmper, konfrontationsmodernisten og meget andet, den ovennævnte Klaus Rifbjerg. Det er kulturradikalismen, der, presset nedefra af den nye, mere radikale venstrefløj, går woke, BLM og SJW i 1972. Og konfronteres i dette uddrag med sit eget hykleri under overskriften ”Vi er systemets lænkehunde, men et par bjæf kan have en vis effekt”: 

"Jeg sidder over for den solbrændte "Store Klaus", "Rif", "Vor tids Grundtvig", i et lille kontor på Gyldendal. Spekulerer på, om manden virkelig er så ukrukket. Han er over 40 nu. 

- Middelklassekampen, din unge revy, skal det forstås sådan, at vi har for meget middelklasse og for lidt klassekamp? 

- Ja, middelklassekampen er en indbyrdes borgerkrig.

[...] - Er der ikke noget dobbeltmoralsk i at sidde i det fascistiske Spanien og lade solen bage over sig (fordi man har råd til det) og så ellers skælde den danske middelklasse ud for at være ligusterfascister? 

- Jeg kan ikke selv løbe fra karakteristikken ligusterfascist, men jeg er min situation bevidst. Det er dog ikke nogen undskyldning. Jeg har skrevet en bog om min forhold til Spanien. Jeg vil ikke afholde mig fra at opholde mig nogen steder. Jeg har brug for verden, og verden har brug for mig."

Det står der faktisk i Aktuelt, den 3. juni 1971, hvor Rifbjerg interviewes af Jens-Emil Nielsen i serien Kunst som politisk våben. Klaus Rifbjerg er på en god dag en fremragende forfatter, men ”never go full retard”. 

I parentes bemærket kan det nævnes, at Rifbjerg senere fejlagtigt udpeges som ophavsmand til begrebet ligusterfascist i det kommunistiske dagblad Land og Folk som led i en polemik mod forfatterens forsvar for bl.a. moderne kunst: ”I henseende til at kunsten skal kunne forstås, må det vel være et krav til kunstnerne” (Land og Folk, den 19. marts 1974). Men han er stærkt med til at popularisere begrebet i den brede definition med sin sommerrevy Middelklassekampen fra 1972, der følger angivelige ligusterfascister fra Albertslund.

Begrebet ligusterfascist når endda at blive brugt nedsættende af et Venstre-medlem, O. H. Winther (Hejmdal, den 8. juli 1973), som argument for etagebyggeri generelt, et kollektivt byggeri i Nexø på Bornholm, mod ”isoleringen af kernefamilien, selvtilstrækkeligheden og egoismen i parcelhuset” og så videre. 

Intet er for småt eller stort til at kvalificere personer, organisationer, klasser, partier eller generationer til at være ligusterfascist. Men det ebber ud hen over 80’erne; et par enkelte eksempler bliver det til her og der, mest småsatirisk som i Bornholmeren, den 8. juli 1981, som kliché: 

”Bliver man borgerlig af dette? Bliver man kronikkernes yndlingskliché, den sneblinde ligusterfascist? Jeg ved det ikke. Jeg er ikke overdommer,” som Bo Green Jensen skriver i en fin digtsamling fra 1985 – eller som angreb på en optimistjolleforening i Nakskov, der bare helst ikke vil have flere broer i havnebassinet, da det besværliggør sejlundervisningen af de små (Ny Dag, den 22. maj 1982).

Man hører det vel sjældent efterhånden, ligusterfascisme, mest som kulørt, tidstypisk præg i en krimi her og en artikel der. Men engang var det altså nemt at blive anklaget for, som Erhard Jacobsen, den borgerlige veteran, der var et af de absolutte hovedofre, udtrykker det: 

”For så bliver man ligusterfascist. Parcelhusejere og bilister har altid været lighedsprofeternes yndlingsofre, og det er altid dem, der skal betale, fordi de har nogle værdier, som er lette at få øje på, og som de naturligvis nødig giver slip på.”

Det blev en integreret del af 70’ernes kulturkamp hvor, med Paul Hammerichs ord, de kaldte hinanden hashvrag og ligusterfascist, men alle gik de i blue jeans. Bent Klougart, en kollega, der nemlig også nørklede med havehistorie, får det sidste forurettede ord i fortsættelsen af det indledende citat, et slags kampskrift, der indleder hans glimrende lille værk Havebogen – man aner, at han har hørt på lidt af hvert siden 1971: 

"Mine modstandere skal være velkomne inden for hækken, og de vil da opdage, at haven er et fristed. Her er jeg fri - også fri for sus og træk. Sprogligt betyder ‘have’ netop noget indhegnet. Derfor er det ikke sikkert, at vi lukker ud til vejen med høje hække, måske snarere med ganske lave hække, stenvolde eller lignende."

Ja, med Klougart kan man konkludere, at haver selvfølgelig er kulturkamp. Tolerant og frisindet kan man være på mere end én måde, også bag en hæk. Privatliv og ejendom er hver mand og kvindes ret. Og hække er desuden helt enkelt praktiske, aldeles u-ideologiske i deres formål og form. Ligesom det faktum, at missiler og skorstene og den slags er penisformede, ikke nødvendigvis siger ret meget om patriarkatet, som nogen også ville hævde engang. Missiler med kvindelige former er nu engang bare upraktiske fra et aerodynamisk synspunkt. 

Hække beskytter også ganske enkelt haven, semistedsegrønne buske som ligusteren, med den sære duft, de giftige bær og den store, folkelige udbredelse, beskytter mere end de fleste. Det er evident for de fleste i dag. Så måske fornuften vinder, engang ‘boomer’ bliver en kliché som ‘ligusterfascist’, der nærmest kun siger noget om afsenderen. 

En disclaimer om denne artikels forfatter: Matthias Bjørnlund er historiker, underviser og forfatter, har boet i parcelhus og bor nu i et lille ende-rækkehus med lille have og hæk. Meget hæk. Mest bøg, men dog også med en enkelt badboy af en liguster. Hækken er høj til siden, men lav mod vejen. Hvis du er neomarxistisk symbolanalytiker, er du velkommen til at give den gas med at dissekere fænomenet.



null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder

Newsletter