Den svenske justitsminister Gunnar Strömmer (M) indrømmer nu, at Sverige ”skulle have handlet for 10 – 15 år siden” i forhold til de kriminelle netværk, som anslås at råde over mere end 60.000 medlemmer. Hvert år finder der 150 bombesprængninger og cirka 400 skydninger sted, som resulterer i ca. 55 skuddrab. En gang om ugen bliver nogen skudt og dræbt i Sverige. Oveni dette kommer det højeste antal voldtægter i hele Europa. Man skulle have grebet ind, mener ministeren, men sagen er, at det kunne man ikke. Fordi den måde at tænke på var blevet forbudt.
Det var lig med nazisme og racisme at tale om den slags problemer. Ergo ville en person ekskludere sig selv fra den politiske proces ved at nævne problemerne.
Sproget fungerer på den måde, at ordene danner grundlag for handling. For at kunne handle på en given realitet, må man først være i stand til at formulere den. Derfor er semantik et spørgsmål om liv og død.
Den magt, der er blevet anvendt til at forbyde samtalen om kriminaliteten, bærer et ansvar for tusinder ødelagte og traumatiserede liv. Der er kort sagt en forbindelse mellem sproglig vold og korporlig vold.
Putin, Hitler og Hamas
Et oplagt eksempel på dette er Putins brug af nazi-kortet for at legitimere en krig, som har kostet titusinder døde og lemlæstede på begge sider af grænsen mod Ukraine. Nu frygter man, at han kan begynde at omtale andre lande som ”nazistiske”. Fordi dette vil indvarsle en kommende militær konflikt.
I mange vestlige lande har den offentlige samtale været fyldt med falske beskyldninger om racisme og nazisme gennem årtier. Vi ved, at de er falske af to årsager. Racisme er strafbart, så det kan man melde til politiet. Og nazismen blev knust i Europa i 1945, og har ingen organisation længere i Europa. Den har det til gengæld i Mellemøsten, hvor den alliance, som blev skabt af Stormufti Amin Al-Husseini og Adolf Hitler mellem islamismen og nazismen, stadig rumsterer.
Ironisk nok finder man, at europæerne gerne omtaler kritik af islamismen, som altså historisk set er et levn fra nazismen, som ”nazistisk”. Forvirringen skyldes, at politiske aktører i Europa anvender en bestemt retorisk metode som kaldes ”projicering”. Det er et greb, hvor man beskylder en person for de ting, man selv gør. Hvilket skaber en stor forvirring og usikkerhed hos vedkommende. Når dette greb anvendes koordineret og med høj intensitet, kan det skabe en kultur af frygt og tavshed. Mennesker udenfor de ideologiske skoler i manipulation aner ikke, hvad de skal stille op. De trækker sig fra debatten. På den måde bliver det offentlige rum mere og mere forrået.
Det er denne råhed, man ser udspille sig i Sverige i form af drab og voldtægter. Man ser den også i Norge og Danmark i form af en bizar sympati med nazi-militsen Hamas. Folk er udmærket klar over, at jøder føler sig utrygge ved den alliance. Folk er også indforstået med, at Hamas nyder en fordel ved den. Og at Hamas ønsker at udslette Israel, plus LGTB-samfundet, kvinders ligestilling, menneskerettighederne og demokratiet.
Alligevel går tusinder gennem gaderne og råber Hamas-slagord. Alligevel gengiver medierne ukritisk al propaganda, Hamas forsyner dem med, som om det er information fra en almindelig myndighed.
Hvordan kunne det ske?
Det er de mange år med falske nazi-kort og anklager om racisme og ”islamofobi”, der har muliggjort denne barbarisering af frie lande.
Det står klart, at mange har svigtet undervejs. Måske har de borgerlige et særligt ansvar, fordi de bør have et blik for pli, dannelse og normer. De ejer på en måde traditionerne. De kunne have konfronteret projiceringen, da den startede. Trods alt retter den sig jo primært imod de borgerlige.
Man kan kun slå fast, at mobbekampagnen har virket, som den var tænkt. De borgerlige fandt ikke noget modsvar til chikanen, men trak sig i stedet tilbage fra kamppladsen. De norske konservatives leder, Erna Solberg, har gjort det til sit credo: ”Intet ideologisk opgør”. Der har bredt sig en opfattelse af, at konfliktskyhed er en god lederegenskab. I virkeligheden er det en undladelse. Man sender et problem videre til nogle andre. Dermed får problemet tid og plads til at vokse sig større. Til sidst begynder folk at dø af det.
Man kan forestille sig, at når folk begynder at dø og lemlæstes, så vil det politiske system forandre sig. Men sådan fungerer det ikke. For på det punkt slår den politiske prestige ind. Når skandalen er et faktum, gælder det om at beskytte lederne imod konsekvenserne af deres undladelser. Dermed bliver volden i sig selv en årsag til endnu flere år med handlingslammelse.
Det er denne mekanisme, man sigter til med ordet tragedie. En destruktiv spiral folder sig ud for alles øjne, uden at nogen kan gribe ind. Og helt i begyndelsen af denne elendighed var ordet. Man sagde ”nazist!”, og det man fik var krig. Ord bliver til virkelighed. Ikke ved hjælp af magi, men ved at være det, der går forud for politisk handling.
