Frederik Christensen og Kasper Støvring har skrevet en stærkt debatterende bog om det, de kalder tragisk realisme. Bogen gør op med den politiske tænkning, der voksede frem efter Den Kolde Krig, hvor forestillingen om ”historiens afslutning” skabte en udbredt tro på, at konflikter gradvist kunne overvindes gennem institutioner, handel og liberale normer.
Forfatterne samler en række centrale politiske tænkere og arbejder sig frem mod bogens kerneargument: Idealisme og utopisme er forståelige tilbøjeligheder, men uden en erkendelse af det tragiske ved verdens indretning risikerer politiske ledere ikke blot at fejle. De kan fremprovokere netop de konflikter, de ønsker at undgå.
