Edward Gibbon og Oswald Spengler. The History of the Decline and Fall of the Roman Empire og Der Untergang des Abenlandes. Når talen falder på civilisationers nedgang og fald – historisk, og lige nu for vore øjne? – kommer disse to referencer som regel på bordet. Måske med noget T. S. Eliot smidt ind over, ”Således går verden under, ikke med et brag, men med en klynken” fra det fremragende digt The Hollow Men. Uanset, muligvis, om man har læst nogen af d’herrer eller ej. Men civilisationers fald, og de paralleller, man har ment og mener at kunne drage til nutidige og fremtidige forhold, den lære, man drager af begivenhederne, har selvsagt en langt dybere og bredere historie. Her følger den korte version.
Først lidt om, hvad vi taler om her, en civilisation. Den kan defineres som en avanceret kultur, med centralisering, bureaukratisering, urbanisering, væsentlige og bærende kulturelle fællestræk og alt det der. Om den er demokratisk eller ej, dyrker Gud, kejseren, menneskerettigheder, eller hvad det måtte være, er ikke afgørende. Stenalderens sydskandinaviske Ertebøllekultur, derimod, er nok, som navnet antyder, en kultur, men har for mange køkkenmøddinger og for få monumentale bygninger og mellemledere til at få betegnelsen ”civilisation” smækket på sig.
