Ramesseum-mindetemplet for Ramses II, Ozymandias på græsk. (Foto: Christopher Michel via Flickr/Creative Commons)
Ramesseum-mindetemplet for Ramses II, Ozymandias på græsk. (Foto: Christopher Michel via Flickr/Creative Commons)
Debat

På historiens køkkenmødding med Ozymandias

10. aug. 2021

Vi skal huske på, at den dag den vestlige civilisation er væk, måske kvalt i ligegyldighed eller modvilje, er afløseren meget vel meget værre. Historiker Matthias Bjørnlund fortæller om civilisationer og deres fald. Vesten står for en unik tendens.

Edward Gibbon og Oswald Spengler. The History of the Decline and Fall of the Roman Empire og Der Untergang des Abenlandes. Når talen falder på civilisationers nedgang og fald – historisk, og lige nu for vore øjne? – kommer disse to referencer som regel på bordet. Måske med noget T. S. Eliot smidt ind over, ”Således går verden under, ikke med et brag, men med en klynken” fra det fremragende digt The Hollow Men. Uanset, muligvis, om man har læst nogen af d’herrer eller ej. Men civilisationers fald, og de paralleller, man har ment og mener at kunne drage til nutidige og fremtidige forhold, den lære, man drager af begivenhederne, har selvsagt en langt dybere og bredere historie. Her følger den korte version.

Først lidt om, hvad vi taler om her, en civilisation. Den kan defineres som en avanceret kultur, med centralisering, bureaukratisering, urbanisering, væsentlige og bærende kulturelle fællestræk og alt det der. Om den er demokratisk eller ej, dyrker Gud, kejseren, menneskerettigheder, eller hvad det måtte være, er ikke afgørende. Stenalderens sydskandinaviske Ertebøllekultur, derimod, er nok, som navnet antyder, en kultur, men har for mange køkkenmøddinger og for få monumentale bygninger og mellemledere til at få betegnelsen ”civilisation” smækket på sig. 

En nationalstat, hvor stor og indflydelsesrig den end må være, regnes som regel heller ikke for en civilisation, selvom USA til tider, måske med en vis ret, er blevet betegnet som en art civilisation i sig selv, en form for underafdeling af den vestlige civilisation. Også Japan og japansk kultur er af visse er blevet set som en selvstændig civilisation.

I historisk perspektiv karakteriseres civilisationer vel desuden af en mere eller mindre udviklet ideologi, hvor befolkningens fælles historie og kultur (som kan være vokset organisk frem og/eller være resultatet af en art homogeniseringsproces fra oven) ikke bare skaber sammenhold og mening indadtil. Den ideologi giver ofte også en fornemmelse af overlegenhed eller fremmedhed udadtil i forhold til dem på den anden side af hegnet. Den tankegang kan man finde hos assyrerne, grækerne og romerne – se bare på Pax Romana; forenklet sagt, at romerne havde ret til at regere over andre – hos mayaerne, kineserne og araberne, og hos den vestlige civilisation. De idealer, en civilisation bygger på, har med andre ord gennem historien givet sammenhængskraft til de store, klodsede konstruktion, som civilisationer og imperier notorisk er. Fra borgerrettigheder til forsvarsviljen, der får de unge mænd til at slås og dø for noget mere abstrakt end den lokale landsby med dertil hørende køkkenmødding.

Og så længe der har været civilisationer og imperier, har der for den historisk bevidste iagttager været den nagende viden om, at de også blot er menneskelige skabninger, der som alt andet menneskeskabt kan og vil gå under. Alexander den Store ved da godt, at lige meget hvor meget hans hære erobrer og vinder det ene slag efter det andet, og dermed spreder den græske civilisation til Egypten, Persien og Indien, så kan det være væk i morgen. Nok ikke sporløst, for noget af det skabte fra en mægtig civilisation, med dens smitsomme idealer, forførende guder, vældige bygningsværker og skriftlige efterladenskaber, vil være tilbage, en del som ruiner, andet adopteret af en ny, gryende civilisation. Som når vi har rester af alt fra Ægypten til Byzans i vor egen kultur. Men det kan hurtigt, set i det større historiske perspektiv, gå sådan, at det, der er tilbage, er så spredt, småt, udhulet, at man må erklære patienten for død.

Her er de fem hyppigste årsager til den tilstand fra verdenshistorien, ifølge professor Ian Morris fra Stanford, årsager, som han understreger vi også finder i varierende grad i vor civilisation i dag: Ukontrollable befolkningsbevægelser, altså folkevandringer, invasioner og den slags, som civilisationen ikke kan håndtere. Nye epidemiske sygdomme. Fejlslagne stater, der ikke kan modstå f.eks. klanvold og går i opløsning indefra med borgerkrige til følge, og/eller ses som et let bytte for angribere udefra. Et kollaps af handelsruter. Og ikke mindst klimaforandringer. Eller en kombination af disse faktorer, som han kalder Apokalypsens Fem Ryttere, der ofte følger og forstærker hinanden. 

Hvorom alting er: Hvis ikke de udfordringer mødes med godt lederskab, hvor individet virkelig kan gøre en forskel, og økonomisk vækst, der kan sørge for stabilitet og bred tilfredshed i befolkningen, er civilisationen herefter ikke mere.

Derfor overskriftens gådefulde Ozymandias, det græske navn for den ægyptiske farao Ramses II. Det er ham og hans civilisation, som Percy Bysshe Shelley skriver sært og smukt om i en sonet fra 1818, samme år som hans kommende brud Mary Shelley udsender Frankenstein. Sonetten beskriver en rejsendes hjemsøgte møde med en tilsandet, forfalden statue af Ozymandias i ørkenen, her i et uddrag i min oversættelse:

Og på piedestalen finder man disse ord: 

”Mit navn er Ozymandias, kongernes konge; Besku mit værk, du Mægtige, og fortvivl!” 

Intet andet består.

I udlægningen af forfaldets anatomi er fiktionen en lige så fuldgyldig guide til oplysning, forståelse og/eller forvirring på et højere plan som historieforskningen. Digte, for eksempel, kan som her med få, velvalgte ord fremmane de følelser, man står tilbage med, når man møder en svunden tids mægtigste mand, Ozymandias, hvis ord til beskueren nu blot virker ynkværdige, naragtige – hule, for at vende tilbage til Eliots Hollow Men.

Ord fra en udørk, der engang var lige midt i centrum. I bedste fald, måske, vil ”den yppigste oldtid bløde”, for at parafrasere vor egen Sophus Claussen i digtet Ekbátana, hans mesterstykke fra 1896. Altså komme til live, på en måde, til forsvar for fantasien og som en reaktion mod det moderne, den åndsforladte materialisme i en drøm, hvor ”verden blev dyb, assyrisk og vis” en forårsdag i Paris. Uden for digtet, ruinerne, museerne, historiebøgerne, drømmene er der dog ikke meget tilbage af den assyriske civilisation og faraoernes verden.

Den kloge, gamle japaner Okuma ser i Verdenskrigen selve den europæiske civilisations undergang

Tilbage til vor egen civilisation, den vestlige, med dens europæiske udspring og et i vid udstrækning fælles religiøst, kulturelt og filosofisk tankegods. Nu til dags er der ovenikøbet også en europæisk union, der, nominelt i hvert fald, i udpræget grad er bygget på dette tankegods, ligesom FN er det. Det er den civilisation, der stadig for mange eksisterer som noget distinkt med værdier og traditioner, hvad enten man kan lide det eller ej. Eller overhovedet kan forestille sig, at dens eksistens er noget, der er værd at forsvare. 

Oswald Spengler får som så mange andre, inklusive Eliot, undergangsvisioner på denne vor civilisations vegne i kølvandet på Første Verdenskrig. Og i kølvandet på alt det moderne, der både bringer fremdrift og opløsning. Spengler udvikler blandt andet på den baggrund en lidt anden definition af begrebet ”civilisation” end den ovenstående. For ham signalerer en civilisation ikke styrke, den bærer allerede undergangen i sig som en overudviklet, dekadent kulturs sidste stadie på vejen mod faldet.

Det er i det hele taget først for alvor med Verdenskrigen, den første af dem, og efterspillet, at der begynder at rejse sig tydelige røster, der kan forestille sig, at hvad der i hvert fald udefra kan ses som en mægtig monolit, Vesten, Occidenten, kan falde. Vesten, med den teknologiske overlegenhed, imperierne og kolonierne, der nemt kan forveksles med et verdensherredømme. Nu, fra august 1914, er Vestmagterne faldet i struben på hinanden og vil måske forbløde. Sådan ser i hvert fald Ōkuma Shigenobu på det, en fremtrædende japansk politiker, kaldet ”den kloge, gamle japaner Okuma” i Berlingske Tidende i 1917. Og mange andre med ham i og udenfor Europa. 

Et tidligt tegn har været det russiske riges nederlag til Japan i krigen 1904-1905, hvor Zarens mægtige Østersøflåde på vej den halve verden rundt sejler forbi København, forbi københavnere i deres søndagstøj, der vil se vidunderet. Den flåde bliver måneder senere knust af japanerne ved Tsushima. Og så er der altså Verdenskrigen, dette orgie i ødelæggelse og opløsning af alt fra imperier til normer.

For Ōkuma Shigenobu i 1917 er Vestens offentligt udstillede svaghed lig med en mulighed for japansk ekspansion, såvel som en meget håndgribelig tilbagevisning af tesen om ”den hvide races” overlegenhed. Samme år ser Lenin fra eksilet ligeledes, at krigen skaber muligheder, som en vestlig civilisation i fred og balance ikke ville. Han ved, at de få, avantgarden, kan ændre meget, hvis de er dedikerede nok og omstændighederne er gunstige. 

Det fører til revolution og fornyet russisk imperiebyggeri dengang i det 20. århundrede, hvor den medfølgende dyrkelse af Marx og ”Homo Sovieticus” er et forsøg på at skabe, hvad vi kan kalde en udbryderfraktion af den vestlige civilisation. Det gør kommunisterne blandt andet med afsæt i en version af Oplysningstidens idealer, der er ganske anderledes end f.eks. den version, den amerikanske præsident Wilson lægger til grund for sine berømte, liberale 14 Punkter for fred og en ny verdensorden. Også i 1917, i øvrigt.

Den Kolde Krig, der følger Anden Verdenskrig, har ligesom krigen 1939-1945 mange rødder i krigen 1914-1918 og bliver verdensomspændende med geografiske forgreninger, ideologiske mutationer og ikke-ideologiske aspekter. Men den kan stadig ses som et internt opgør mellem de to fremherskende ideologier som præsenteret af Lenin og Wilson, der begge har rod i europæisk, vestlig tænkning. Hvem er den værdige arvtager til prædikatet ”bannerfører for den vestlige civilisation”, eller bare for civilisation i det hele taget, er spørgsmålet, ikke mindst efter Auschwitz. 

Hvis man altså ikke, som nogen vælger at gøre det, igen erklærer hele denne civilisation for død uden hensyn til Øst eller Vest. Eller svælger i underholdende fiktive undergangsfantasier med adresse til det dennesidige, fra Abernes Planet til Invasion of the Bodysnatchers. Så kommer Østblokkens fald fra 1989, der får Francis Fukuyama til at erklære, at nu er historien slut. Det bliver bredt tolket som at Vesten, forstået som den amerikansk-ledede Vestblok med NATO og Coca-Cola, har vundet Den Kolde Krig. Og at den vestlige civilisation ikke bare lever, men har det godt, så godt, at den har sejret globalt, kendetegnet ved markedsøkonomi, liberalt demokrati osv., som nok skal komme ud der, hvor kragerne vender, bare giv det tid.

Det er naivt, hvis man tror det, også hvis man tror det i 1989, euforisk bortrevet fra i går og i morgen, lykkeligt uvidende om 9/11 og alt det der. Historien (og digtene) om civilisationernes fald bør til hver en tid lyde som en lille alarmklokke mod hybris, et memento mori. ”Husk, at du er dødelig”, som slaven hvisker i triumfatorens øre, engang i en anden, en svunden civilisation. 

Det bliver tit med en fattig kliché betegnet, som at man så ser tingene ”i bagklogskabens ulideligt klare lys”. Dertil er der bare at sige, at bagklogskab er bedre end ingen klogskab, samt at forklogskab er eller burde være en del af for eksempel politikerens og den intellektuelles jobbeskrivelse. Netop Murens Fald og troen på historiens angivelige afslutning er der blevet skrevet en del om på det sidste i den danske presse efter den socialdemokratiske indenrigsminister Kaare Dybvads interview om ”arven fra 1989”. Om tidsånden, der går grassat dengang, i hvert fald hos en del politikere og intellektuelle. Sådan plejer det at være med tidsånden. Og med politikere og intellektuelle. 

Der er for mange stråmænd og unøjagtigheder fra både rød og blå stue i den debat til, at den er rigtig relevant her. Det interessante er dog, at den trods alt peger hen imod en potentielt vigtig principiel diskussion om, hvad vi skal med denne her civilisation, den vestlige. 

Som jeg, med alle tænkelige forbehold for flydende definitionsgrænser angående ”vestlig” og ”civilisation”, antager findes endnu. Om ikke andet for argumentets skyld. Skal vi for eksempel, for nu at tage et af de helt ømme punkter, have stort set åbne grænser, som nogen vil mene er en europæisk eller vestlig grundværdi? Eller skal vi tværtimod have grænser og restriktioner for netop at beskytte en række andre centrale grundværdier? 

Bare det, at vi har diskussionen rimeligt frit og åbent herhjemme kan vel ses som en af vor civilisations styrker. Det åbne samfund, med Karl Poppers ord, som ikke udelukkende er et vestligt fænomen, men historisk set har sit epicenter og sin bredeste udfoldelse her.

Vi kan med de briller på i hvert fald delvist se den vestlige civilisation som en civilisation, der, i skæv gang fra fortov til fortov som en stangstiv sømand, og med gevaldige morderiske fejltrin undervejs (ligesom alle andre civilisationer), har arbejdet sig hen mod mindre undertrykkelse og større frihed for de fleste. Ikke perfekt og ikke uomgængeligt, som om historien har en retning, og Vesten har en særlig moralsk overlegenhed, vi kan bruge til at få en varm følelse indeni og slå andre i hovedet med. 

Men som en ret unik tendens, der, alt hykleriet og alle uhyrlighederne til trods, ofte(re) slår igennem til fordel for det enkelte menneske i vor civilisation, med afgørende indflydelse fra f.eks. antikkens Grækenland, jødedommen, kristendommen og Oplysningstiden.


Og hvad så med Kina og identitetskrigerne?

Hvem er så fjenderne af den her ikke særligt homogene, måske skrøbelige version af det åbne samfund nu i Vesten? Her, hvor vi, alt det fælles til trods, har stærke forskelle mellem det katolske syd og det protestantiske nord, mellem vest og de lande, der tidligere var bag Jerntæppet i øst, mellem så uens nationer som f.eks. Island og Ungarn, når det gælder værdier, regeringsapparat og samfundsindretning? 

Først skal det understreges, at det vel næppe er sandsynligt, at den vestlige civilisation som samfundskonstruktion forsvinder på samme måde som assyrerne eller inkaerne, hvor det mest bliver et anliggende for arkæologerne. Jeg vover et bud, selvom man som bekendt ikke skal spå om fremtiden: Der skal et kollaps à la atomkrig til, før de institutionelle og strukturelle rammer forsvinder, der er med til at definere en civilisation, så velvoksne og udbredte er de på godt og ondt. Så selvom risikoen er der for et sådant totalt kollaps – igen: vi har set civilisationerne komme og gå før – er der nok på den anden side ingen grund til at gribe den akustiske guitar og vræle ”Vi voksne kan også være bange” lige med det samme.

En mere påtrængende, men mindre håndgribelig fare er der derimod måske for, at hvad vi kan kalde vor vestlige civilisations sjæl, de vigtigste bestanddele i dens nuværende inkarnation, med demokrati, avanceret kultur, diverse borgerrettigheder samt et stærkt ligheds- og frihedsideal i en hårfin, altid skiftende balance, kan eroderes. Og det i en grad, så at selvom Mad Max nok beholder bilen i garagen lidt endnu, og det civilisatoriske skelet står tilbage, med nominelle rettigheder, ombudsmænd og fine bygninger, så er det i virkeligheden et samfund, en civilisation ændret i sin grundvold. 

Det er der i hvert fald en bred række iagttagere, der mener. Og de peger på en lige så bred række af fjender, der kan få, eller allerede har, held med at undergrave centrale søjler, der er med til meningsfuldt at definere og opretholde den vestlige civilisation. Fra værdier over økonomien til sikkerheden.

Der nævnes Kina og Rusland, der både fysisk og virtuelt fører en art kold, som regel lavintensiv krig mod centrale vestlige institutioner, positioner og fortællinger. Det er lande, der, ligesom bl.a. Tyrkiet, allerede selv har udhulet det demokrati og de borgerrettigheder, der måtte have været engang, så netop kun skelettet står tilbage. Andre nævner Trump, der vel generelt forsøgte at se stort på de demokratiske checks and balances, der trods alt viste sig stærke nok. Der er miljøets og indvandringens dommedagsforkyndere.

Terror har vi stadig, og vi skal ikke glemme en ny epidemisk, muterende sygdom som Covid-19. Så er der dem, der mener, at med kristendommen og de dertil knyttede dyders tilbagetog i Vesten, er sjælen i vor civilisation ved at gå samme vej, tilbage. Eller den sjæl er splintret i tusind stykker og vi står famlende, halvblinde tilbage og griber efter stumperne. ”Når mænd vælger ikke at tro på Gud, tror de ikke derefter på ingenting, de bliver derimod i stand til at tro på hvad som helst”, for at citere endnu en favorit, G. K. Chesterton. Bare tag et kig på internettet.

Oftere og oftere nævnes desuden kulturkampen internt i Vesten som en trussel, hvor de woke identitetskrigere, hvor få de end er, har en del held med at undergrave de centrale normer og institutioner, der længe har borget for stabiliteten, modstandskraften i mødet med alle de andre udfordringer. Og for temmelig manges vedkommende ikke lægger skjul på, at endemålet er en total omvæltning af en civilisation, de foragter. 

En sådan ommøbleret civilisation, der måske ligner sig selv på overfladen, men hvor social ingeniørkunst får befolkningen til at tale, tænke og handle radikalt anderledes, eller tie, kan ikke længere meningsfuldt kaldes den samme civilisation, det ved de woke. I den kulturkamp er der ikke megen tålmodighed til at benytte de sejlivede, langsommelige demokratiske metoder, der har bragt frihed og lighed gennem reformer og kompromiser til så mange, ikke mindst minoriteter, i for eksempel Danmark. Det er en kulturkamp, som tilhængerne gerne så bliver til en art kulturrevolution, og som gør akademikere til aktivister eller bange for at miste deres job og anseelse. Det har jeg selv set en del af i det miljø. 

Men altså, om nogen af disse trusler mod det åbne, frie samfund for alvor kan få skovlen under den her ældgamle og spraglede vestlige civilisation, der evigt muterer som virussen, og ”altid er som aldrig før”, for nu at misbruge et Tivoli-slogan på det groveste, det ved jeg sgu ærligt talt ikke. Man kan tænke, på en dag hvor glasset er halvtomt, det er søndag og undergangsvisionerne fra Johannes’ Åbenbaring svirrer, at der sådan set ikke er noget i vejen for, at alle apokalypsens ovennævnte profeter på samme tid kan få ret i større eller mindre grad. Hverken logisk eller hvis man bare følger lidt med i empirien i nyhederne. For alle samfundsformer har historisk set skulle kæmpe mod indre og ydre trusler for at opretholde sig selv, og kampen tabes historisk set som oftest i længden. Men alt det må læseren vurdere og fremtiden afgøre.

Her til slut gives ordet til Dante Alighieri: “Der gives ikke nogen større smerte end i ulykken at mindes den lykkelige tid.” Den sætning kan stå som pessimistens advarsel mod pludselige forandringer, der kan få civilisationer til at vakle. Ikke fordi nogen civilisation, ej heller den vestlige, på noget stadie kan kaldes andet end fejlbarlig i varierende grad. Eller fordi vi absolut skal male fanden på væggen, for andre dage er glasset halvt fuldt her i Vesten, og vi kan trods alt glæde os over alt det, vi har arbejdet for, og alt det, der er givet os. Men fordi vi skal huske på, at den dag den vestlige civilisation er væk, måske kvalt i ligegyldighed eller modvilje, kan afløseren meget vel være meget værre.

Del artiklen

Vi tilstræber en engageret og argumentorienteret debat med et skarpt fokus på bolden fremfor manden og frabeder os derfor personangreb, skældsord og motivanalyser samt uargumenterede vredesudbrud. Rigtig god debat. :-)

Bliv opdateret, når der er nyt fra Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder.

Bliv medlem af Kontrast og kickstart det borgerlige Danmark!


Kontrasts medlemmer er et borgerligt fællesskab:

1. Forstå verden og se kontrasten: Du får fuld adgang til videoer, interviews, analyser og artikler på Kontrast.dk.

2. Du inviteres til fester, debatter og saloner, hvor du møder landets skarpeste tænkere og skribenter.

3. Du får adgang til Kontrasts Ekkokammer på Slack og til artikelkommentarer.

4. Du får direkte indflydelse på, hvilke emner Kontrast skal behandle.

5. Dit medlemskab er dit bidrag til fokus på de vigtigste spørgsmål inden for velfærdsstat, indvandring, kultur m.m.

null

Årlig betaling

23 kr./uge



1.200 kr./året.

Månedlig betaling

10 kr./uge

de første fire uger.

Derefter 119 kr./måned. Kan kun købes indtil 26. september.

Månedlig betaling

28 kr./uge



119 kr./måned.