Jeg har stadig en personlig aktie i den bevægelse, som skulle trække Danmark i en mere borgerlig retning og overtale de andre borgerlige partier til at fatte om nældens rod og løse udlændingepolitikken fra bunden.
Jeg engagerede mig i en bevægelse, der ville kæmpe for, at politikerne bestemte mindre, og danskerne fik lov at bestemme meget mere selv – også over flere af deres egne penge.
De, der ånder lettede op i dag over, at Nye Borgerlige vil nedlægge sig selv, er de politikere, som ønsker at køre videre på bedste beskub, hvor det med at løse problemer fra bunden ikke er tiltalende, og hvor de korte gevinster ved at tale som en socialdemokrat overskygger det langsigtede mål om at opbygge det borgerlige alternativ, hvor danskerne kan blive rigere og friere.
Dansk politik kan vende tilbage til den normale gænge og slippe for noget så ubehageligt, som et parti, der lover sine vælgere at stå fast og gøre løsningen af problemer med migration og kriminelle indvandrere til et ufravigeligt krav. Det er ubehageligt, for det betyder jo, at man skal tage sin kontrakt med vælgerne alvorligt.
Politikerne i borgerlige partier kan også i ro og fred vende tilbage til at dele ud af pengene til særlige grupper og slipper for at tage stilling til, om ikke netop målet om en mindre stat er den væsentligste forudsætning for, at borgerligheden kan vinde indpas i den brede befolkning.
Det er i og for sig den samme bestræbelse, jeg har haft, siden jeg for første gang trådte over hegnet som journalist og blev ansat som rådgiver i et Politisk parti. Det er 25 år siden i år. Min ambition er usvækket, selvom jeg må indrømme, at jeg ikke har opnået ret meget i den retning.
Nu forsøger jeg på en anden kanal. Min ambition er at gøre Kontrast til den borgerlige motor, som Nye Borgerlige så ikke blev, selvom jeg gjorde mit bedste.
Det er det, jeg tror på – det er mIn form for fædrelandskærlighed at være i opposition til den socialdemokratiske stat og forkæmper for individuel frihed, familiernes autonomi og den velstand, vi dermed kan generere til fordel for mine børn og børnebørns generationer.
Og det er rasende vigtigt. Uanset om der er et parti, der hedder Nye Borgerlige eller ej. Uanset om Morten Messerschmidt på en god dag kalder sig borgerlig, og uanset om Inger Støjberg er liberal ’helt ind i knoglerne’, som hun ynder at sige.
Eller om Alex Vanopslagh kan fortrylle dele af ungdommen med et enkelt ord om ansvar. Det sidste her giver dog håb.
For danskernes liv domineres stadigvæk af en fuldtonet socialdemokratisk stat, der blander sig i alt for meget og styrer vores liv fra vugge til grav. Vores børn flaskes op med socialdemokratiske velsignelser i folkeskolen, og den statsejede kolos Danmarks Radio sørger for at fastholde narrativet.
Jeg tilsluttede mig Nye Borgerlige for at gøre alt det, som ingen af de andre borgerlige partier ønskede – at genrejse det borgerlige Danmark ved at engagere danskerne i den borgerlige sag. Pernille Vermund og Peter Seier Christensen havde samme mission, så jeg synes, vi udgjorde et godt team. Det var vi så i syv år.
Det var værd at kæmpe for, og det var der heldigvis også mange andre, der syntes. Så der kom et parti ud af det. Der kom en bevægelse ud af det, og så gik det alligevel ikke – denne gang heller.
Mange politiske eksperter har en mening om, hvorfor det ikke gik. Der er sikkert noget rigtigt i alle forklaringerne, om at udlændingepolitikken ikke længere er så vigtig, at trængslen på højrefløjen er blevet for tæt, at Pernille Vermund havde mistet gnisten og så videre.
Det er alt sammen lidt rigtigt, men den væsentligste forklaring er, at danskerne er socialdemokrater, og de har været det så længe, at de færreste kan forestille sig et borgerligt alternativ. De ved simpelthen ikke, hvad det er, for der er alt for få borgerlige politikere, der forstår eller tager sig sammen til at formulere det.
De af os, der er borgerlige af gavn og ikke blot af navn, skylder at fortælle det, så det bliver hørt, så det giver genlyd, så det skaber resonans og bundfælder sig.
Nye Borgerlige var på den mission og fejlede. Andre må tage handsken op.
