09. jul. 2021

Udgivet for 3 uger og 6 dage siden

Pseudovidenskab som degenereret positivisme

Læsetid 4 min.
DebatSkal det være sådan på humaniora, at unge mennesker forstener i slagord og mangler evnen til at sætte sig ind i andres synspunkter? Cand.phil. Jørgen Dalsgaard melder sig i debatten om pseudoforskning.
Foto: Simon (RUC) via Wikimedia Commons
Foto: Simon (RUC) via Wikimedia Commons

Som et led i debatten om pseudovidenskab har en sand perlerække af skarpsindige debattører hudflettet artiklen Sorgens hvide telt: Racialiserede betingelser for offentlig sorg i Danmark af Michael Nebeling Petersen og Mons Bissenbakker. Artiklen hævder, at det var racisme, der var omdrejningspunktet for den danske offentligheds reaktioner i forbindelse med terrorangrebet i 2015, og kritikernes gennemgående argument har været, at denne påstand ikke bliver efterprøvet, men er givet på forhånd med forfatternes teoretiske udgangspunkt. Selvom jeg i og for sig finder dette argument holdbart nok, virker det i mine øjne misvisende. Det er nemlig noget mere substantielt end begrundelseslogik, der står på spil, og jeg vil i det følgende forsøge at udrede dette nærmere.

Kritikerne af den nævnte artikel udsætter sig umiddelbart for den beskyldning, at de går i positivismens fodspor ved at forfægte et rigidt krav om empirisk efterprøvelse som demarkationskriterium for videnskab i modsætning til pseudovidenskab. Og det er problematisk, eftersom hovedtendensen i videnskabsteorien siden tresserne har gået i retning af at påvise, at videnskabelige vurderinger foregår på baggrund af en flerhed af kriterier, der ofte er vage, traditionsbaserede og i høj grad uudsagte – dvs. at logikken i ’hård’ forskning ikke med et snuptag kan adskilles fra logikken i eksempelvis kunstkritik.

Hertil kan man imidlertid replicere, at det heller ikke i kunstverdenen ville være velset, hvis man – som i Scherfigs roman – kom til at ophøje en abes klatterier på et lærred til de yppigste mesterværker. Anklagen imod den nævnte artikel består ikke bare i, at den mangler verifikation, men i, at den mangler det i en sådan grad, at den bliver til rent vrøvl. Det bliver derfor en underliggende pointe, fx hos Rune Selsing i Berlingske 9. juni, at citere den fyldigt i offentligheden, hvorved der indirekte appelleres til den almindelige sunde fornuft. Hvis man mener, at moderne videnskabsteori skulle kunne legitimere hvad som helst, har man i mine øjne filosoferet tilstrækkeligt til at tabe overblikket – men ikke nok til at genvinde det.

Det er imidlertid uheldigt, at kritikerne alligevel kommer til tendentielt at befinde sig på den ’positivistiske’ side af ligningen – hvorimod ’hvidheds’-forskningen fremstår som noget blødere, mere dømmekraftsbaseret, måske endda mere humanioraagtigt. Hermed skjules nemlig en uhyre vigtig forskel imellem traditionelle humanistiske fag og de mange moderigtige knopskydninger af politisk farvede ”-studier”. Disse ”-studier” følger overhovedet ikke et klassisk humanistisk paradigme, men er fortrinsvis inspireret af fag som sociologi eller psykologi. De synes i alt væsentligt at forstå sig selv efter den formel, som Jürgen Habermas engang opstillede for socialvidenskabernes placering imellem ånds- og naturvidenskab, nemlig som ”emancipatoriske” videnskaber, hvis opgave er at afsløre ubevidste strukturer og drivkræfter.

Heraf følger en ganske intrikat relation til den positivistiske tradition, hvilket viser sig, hvis man analytisk adskiller tre forskellige aspekter af denne. Positivisterne var: 1) fanatisk optagede af metodisk selvkritik og rigide verifikationsprocedurer, 2) tilhængere af en skarp adskillelse imellem videnskab og dagligdagsfornuft, 3) ensidigt inspirerede af naturvidenskaben som forbillede og som følge heraf tilbøjelige til at tingsliggøre ethvert forskningsfelt, også de humanistiske.

Man vil på denne baggrund se, at det udelukkende er i forhold til intellektuel redelighed (1), at de moderigtige studieretninger adskiller sig fra traditionel positivisme. Hvad angår et stærkt begreb om videnskabelighed og ekspertise (2), ligger deres idehistoriske rødder ikke langt fra positivismen, og de gatekeeper i praksis adgangen til faglige diskussioner nidkært i kraft af en udsøgt krukket terminologi. Endnu væsentligere er det dog, at de også har arvet et tingsliggørende menneskesyn (3) fra deres positivistiske forgængere.

Man vil forstå dette, hvis man går ned i de konkrete detaljer ved den omdiskuterede artikel. Petersen og Bissenbakker påstår, at den danske offentligheds forargelse over nogle unge muslimer, der mødte op ved Omar El-Husseins dødssted, udtrykte en slags dobbeltmoral i forhold til ”brun sorg” versus ”hvid sorg”. Og heroverfor indvender den ikke uefne Christian Marcussen i Berlingske, at forskerne identitetspolitiske verdenssyn har fået dem til fuldstændig at ignorere alternative forklaringer - ”For kunne det mon tænkes, at de negative reaktioner på (…) »ALLAHU AKBAR« skyldtes, at Omar El-Hussein var terrorist, og ikke så meget at han var brun?”. Problemet ved den indvending er ikke, at den ikke er rigtig, men at den ikke går dybt nok. For drejer det sig her virkelig bare om en ”alternativ forklaring”?

Hvis to parter diskuterer skak, og det kun er den ene af dem, der kender spillets regler, bliver der ikke tale om at sammenligne hypoteser på principielt samme niveau – skakspilleren kan ikke andet end le ad et udsagn som: ”Skak er bare to mennesker, der flytter træstykker rundt på en papplade.” Af samme grund kan man ikke rigtig sammenligne to forklaringer på en tanke, hvor den ene konciperer tanken som en logisk slutning, og den anden definerer den som en elektrisk impuls.

Det er to grundlæggende attituder, der kolliderer i disse eksempler, og man kan måske bedst forstå forskellen på den måde, at der i udgangspunktet er faldet forskellige svar på et basalt spørgsmål: ”Vil jeg i min fortolkning forholde mig til de fortolkede aktørers selvforståelse, herunder til deres subjektive kriterier for at tænke, handle og tale ’rigtigt’? Eller vil jeg kun forholde mig til mine egne kriterier og på forhånd, metodisk, fastlægge det vokabular, som alle mine iagttagelser skal formuleres i?”

Det er klart, at den første attitude svarer bedst til fremgangsmåden i humanistiske fag, hvorimod den anden svarer bedst til naturforskningen – men i mange tilfælde også til de før nævnte ’emancipatoriske’ videnskaber. Ideen om, at dansk forargelse over terrorist-sympatisører skulle handle om ”brun sorg” er således ikke bare gak, men gak på en ganske bestemt måde. Den ligner nemlig joken om skak som træ og pap, idet den på samme måde ser helt bort fra, hvad de involverede selv måtte have ment, at deres adfærd handlede om. Ambitionen har åbenlyst aldrig været at forstå andre mennesker og deltage i deres meningsunivers – men snarere at beskrive dem i en på forhånd fastsat begrebsramme, der er ideologisk ladet i lige præcis de retninger, der passer de aktivistiske forskere.

Det ser ud til, at den ideologiske forsknings manglende vilje til at sætte egne fordomme på prøve hænger væsentligt sammen med en manglende anerkendelse af andre menneskers intentioner. Jeg kunne godt tænke mig, at kritikerne af pseudovidenskab gravede sig dybere ned i denne problemstilling, fordi den i mine øjne kan bidrage afgørende til en forklaring på, hvad der generelt er gået galt for de intellektuelle siden tresserne. Endvidere synes jeg, at folk fra traditionelle humanistiske fag burde besinde sig på, om de egentlig kan være tjent med at få deres egne faglige bestræbelser associeret med den beherskelsesvilje og begrebslige monomani, der emmer ud af de emancipatoriske modefag. Skal det virkelig gælde for humanioras bidrag til samfundsdebatten, at unge mennesker forstener i slagord og mister enhver evne til at sætte sig ind i andre synspunkter end deres eget?

Del artiklen

Vi tilstræber en engageret og argumentorienteret debat med et skarpt fokus på bolden fremfor manden og frabeder os derfor personangreb, skældsord og motivanalyser samt uargumenterede vredesudbrud. Rigtig god debat. :-)

Bliv opdateret, når der er nyt fra Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder.

Bliv medlem af Kontrast og kickstart det borgerlige Danmark!


Kontrasts medlemmer er et borgerligt fællesskab:

1. Forstå verden og se kontrasten: Du får fuld adgang til videoer, interviews, analyser og artikler på Kontrast.dk.

2. Du inviteres til fester, debatter og saloner, hvor du møder landets skarpeste tænkere og skribenter.

3. Du får adgang til Kontrasts Ekkokammer på Slack og til artikelkommentarer.

4. Du får direkte indflydelse på, hvilke emner Kontrast skal behandle.

5. Dit medlemskab er dit bidrag til fokus på de vigtigste spørgsmål inden for velfærdsstat, indvandring, kultur m.m.

null

Årligt 1.200 kr.

357 kr.

249 kr.

For 3 måneder

Køb inden d. 15. august, hvor tilbuddet slutter.

Månedligt 119 kr.