Debat

24.02.22

Putins imperiedrømme stopper først, når Vesten gør prisen for høj

Henrik Dahl: Putin kunne enten betale en enorm pris i blod og fattigdom for sin egen og andres befolkninger for at genoplive et afdødt imperium. Eller han kunne tilvælge fred og velstand mod at leve efter den traktat- og regelbundne orden. Han valgte det første.
Russisk T-90S-kampvogn (Foto: Dmitry Terekhov via Flickr).
Russisk T-90S-kampvogn (Foto: Dmitry Terekhov via Flickr).

Ud fra det system af traktater og aftaler, verdens lande har forhandlet sig frem til siden afslutningen på Anden Verdenskrig, har Rusland ingen ret til en sikkerhedszone af lydstater rundt om sit eget territorium. Rusland har heller ikke ret til at diktere, hvilke alliancer andre lande vælger at tilslutte sig. Rusland har ingen ret til at bestemme over alliancer, landet ikke selv er en del af. Rusland har ikke ret til ensidigt at ændre på grænsedragningen mellem sig selv og sine nabolande.

Dertil kommer, at Rusland naturligvis ikke har ret til at invadere og annektere nabolande. At Rusland ikke har ret til at blande sig i valg i andre lande. At Rusland ikke har ret til at ødelægge eller angribe andre landes it-infrastruktur. Og at Rusland selvsagt ikke har ret til at udsende dødspatruljer til andre lande.

Jeg skriver ikke disse ting, fordi jeg anser dem for kontroversielle. Tværtimod: Jeg er født og opvokset i en tidsalder, som giver mig anledning til at mene, at de er selvindlysende. 

Når jeg skriver denne liste, er det for det første, fordi det er en liste over ting, Rusland mener at have ret til. Og for det andet, fordi en del mennesker gerne vil argumentere for, at skønt de ting, Rusland mener at have ret til, udelukkes af det eksisterende traktat- og aftalesystem, så bør man have en vis forståelse for, at Rusland alligevel foretager de handlinger og stiller de krav, landet gør.

Rusland opfører sig udelukkende sådan, som landet gør, af to grunde: Den første er, at der er tale om adfærdsmåder, landet tidligere havde under navnet Sovjetunionen. Den anden er, at det kan lade sig gøre.

I sin egenskab af kommunistisk (og dermed ikke-demokratisk og ikke-liberalt) imperium mente Sovjetunionen, at landet havde ret til en periferi af lydstater. At det bestemte disse lydstaters allianceforhold og politiske forhold i øvrigt. At landet havde ret til at ændre grænsedragningen mellem sig selv og sine nabolande. At landet kunne invadere lande, der ikke adlød USSR. At man på daglig basis var i sin gode ret til at blande sig i andre landes indre anliggender. Og at udsendelsen af dødspatruljer var et af midlerne hertil.

Det meste af dette blev aftalt ved topmødet i Jalta i februar 1945 og stadfæstet ved topmødet i Potsdam i juli og august samme år. Som følge af den såkaldte To-plus-fire-aftale fra 1990, der banede vejen for Tysklands genforening, bortfaldt Potsdam-aftalen imidlertid. Derfor har Rusland – som efterfølgerstat til Sovjetunionen – siden 1990 ikke haft nogen af de rettigheder, landet påberåber sig i konflikten med Ukraine.

At Rusland fører sig frem, som om Jalta- og Potsdam-aftalerne stadig eksisterede, skyldes fantomsmerter i det gamle imperium, kombineret med at landet i forhold til både Ukraine og NATO har opbygget en militær magt, der gør det muligt at udleve fantomsmerterne og opføre sig som Sovjetunionen.

Det er ikke noget, som tidligere imperier har nogen som helst form for ret til, eller som man skal have forståelse for. Det habsburgske imperium har opført sig nogenlunde tåleligt over for sine gamle enkeltlande og sin gamle omverden (hvis man tillader sig at se bort fra en enkelt undersåt med yderst dårlig opførsel, der stod i spidsen for Tyskland fra 1933 til 1945). Det osmanniske imperium har opført sig så tåleligt, som det formentlig er i stand til, over for sin omverden siden opløsningen i 1922. Det britiske imperium har været i stand til så nogenlunde at beherske sig, siden det smuldrede efter Anden Verdenskrig. Og det samme må man sige om det japanske (selvfølgelig hjulpet på vej af et totalt forbud efter Anden Verdenskrig imod at opstille væbnede styrker ud over det allermest nødtørftige).

Forhenværende imperier skal hverken ses eller høres. De kan med fordel omdanne deres flotteste bygninger til seværdigheder og prøve at få dem optaget som UNESCO-verdensarv. Bortset fra det, så bør de indse, at de er almindelige lande, der bør opføre sig som andre almindelige lande.

Men sådan er det ikke gået med Rusland. Ud fra spilteoretiske overvejelser over multiple spil med samme deltagerkreds kan man sige, at Rusland formentlig ville stå sig økonomisk og socialt ved at køre efter reglerne og lade være med at være en plage for sin omverden. Gevinsten i form af tillid, når man opfører sig ordentligt, er der særdeles gode grunde til at antage, at både den russiske elite og det russiske folk ville kunne aflæse som økonomisk vækst; pæne social-økonomiske nøgletal; stigende levestandard og så videre. Det er i hvert fald sådan, den regel- og traktatbundne verdensorden har virket for EU og for den vestlige verden i videre forstand siden Anden Verdenskrig.

Men stillet over for valget mellem at revitalisere imperiet på bekostning af vækst og velstand hjemme, eller at satse mest muligt på vækst og velstand til den pris, at man skal leve efter den traktat- og regelbundne orden, har den russiske ledelse valgt den førstnævnte option.

Hvordan kan det så være? Det spørgsmål kan kun besvares på to måder: Ved at være en tankelæser, der kan se, hvad Vladimir Putin tænker og ønsker. Eller ved at drive en helt enormt effektiv efterretningsvirksomhed mod den russiske elite. Jeg har ikke nogen af mulighederne. Stillet over for valget mellem at gætte eller at lade være, vil jeg gøre det samme, som jeg synes, andre burde: lade være.

For hver dag der går, er det mere klart, at Rusland har valgt at bruge en svagt modificeret udgave af den drejebog, Tyskland benyttede over for Tjekkoslovakiet i 1938 og over for Polen i 1939. Jeg tror ikke, det betyder en storkrig, der går langt ud over Rusland og Ukraine. For i mellemtiden er atombomben blevet opfundet. Men jeg tror, det kalder på noget erkendelse fra vestlig side. Så lad os nøjes med at fastholde nogle observationer.

Ukraine er alene, når det kommer til at forsvare sig imod et angreb fra Rusland og Belarus. Ganske vist har man modtaget en del våben fra vestlige lande. Men der er ikke andre end ukrainere til at betjene dem, lader det til. Det hænger først og fremmest sammen med, at USA og NATO ikke i sidste instans vil risikere en militær konflikt og en risiko for tab, når det gælder et land uden for medlemskredsen.

NATO vil heller ikke optage Ukraine som medlem. Det hænger både sammen med, at landet er enormt korrupt, og at man ikke vil optage medlemmer, der er del af en uløst konflikt med et atombevæbnet land. Det virkelig afgørende for NATO og den vestlige verden er, at det internationale rets- og traktatsystem, man opbyggede efter Anden Verdenskrig, må anses for at være ensidigt opsagt fra russisk side. Der er ikke nogen fornuftig grund til at tro, at dette system stadig lever i forhold til Rusland, eller at det kan producere nyttige resultater.

Rusland anerkender altså ikke et begreb om national suverænitet, ligesom landet ikke anerkender et begreb om folkenes ret til selvbestemmelse. I den forstand kan man sige, at Rusland nu officielt sætter magt over ret. Det, der kan lade sig gøre, og som er opportunt for Rusland, det gør Rusland uden at spørge andre eller tage hensyn til andre. 

I NATO og den vestlige verden kan vi ikke gøre så meget andet end at indrette os på, at sådan er det.

Russiske overvejelser over, hvordan lande som Polen, de baltiske stater og Finland skal behandles, vil udelukkende blive styret af overvejelser over den samlede pris for den ønskede tilgang. Derfor har vi i NATO og den vestlige verden ikke så mange andre handlemuligheder end at hæve prisen på den russiske dominansadfærd til et for dem uacceptabelt niveau. Medmindre vi er villige til at tolerere den russiske dominans, selvfølgelig.

Der er ingen tvivl om, at ledende beslutningstagere i Vesten har under- og fejlvurderet Rusland.

Ingen nævnt og ingen glemt. Men der vil uden tvivl komme en kraftig omvurdering af diverse tyske regeringer efter Helmut Kohl i årene, der kommer. Som spydige tunger har sagt om Angela Merkel: Først ødelagde hun Sydeuropa med sparepolitik. Så ødelagde hun Nordeuropa med flygtningepolitik. Og til sidst finansierede hun undertrykkelsen af Østeuropa med en hovedløs energipolitik.

Skønt det ikke har andet end symbolsk betydning, mener jeg også, at man af hensyn til historiebevidstheden hos de opvoksende og fremtidige generationer snarest bør opstille en skamstøtte af tidligere kansler Gerhard Schröder på en central plads i København.

Det hele kommer til at ende med, at “den regelbundne verdensorden” er noget, vi bruger tid på i den vestlige verden. Men som ikke vil optage andre aktører i synderlig grad. Tysklands vaghed og NATO’s svaghed er helt sikkert noteret i både Beijing og Teheran.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter