“Hvilket signal sender den danske regering til de iranske mullaher i Teheran, når man gør det strafbart at brænde Koranen? Man siger dybest set til dem, at det er fint, når de spærrer kvinder inde, undertrykker dem eller henretter dem for at tage hovedtørklædet af eller krænke religionen. Begge lande anser jo nu blasfemi og gudsbespottelse som ulovligt. Den eneste forskel er strafudmålingen.”
Ordene stammer fra Weekendavisens interview med Charlie Hebdos chefredaktør, Gérard Biard. Hans konstatering er på en gang banal, rammende og dybt forstemmende, fordi den koncist skærer igennem det tragikomiske cirkus, som vores regering har opført de sidste par uger.
Vi har skulle høre, at der var tale om et kirurgisk præcist indgreb, der bare ville bringe Danmark på linje med resten af Europa, hvilket imidlertid var løgn: Lovforslaget vil markant indskrænke både den politiske og kunstneriske ytringsfrihed, i langt højere grad end tilfældet er i en lang række nabolande.
Vi har skulle høre statsministeren salvelsesfuldt erklære sin store veneration for bøger, og set vores justitsminister – med lige dele historie- og skamløshed – forsøge at fremstille begrænsninger i borgernes frihedsrettigheder som en slags raffineret anti-nazisme. For alle ved naturligvis, at nazisterne var utrolig optaget af borgernes ytringsfrihed.
For slet ikke at nævne den offentlige afklædning af Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, der har gjort det tindrende klart, at regeringen ikke kan eller vil svare på, hvad det er praksis er, som skal kriminaliseres. Det må domstolene ligge og rode med, må man forstå.
Uanset om det er overlagt eller blot sjusk, så vil resultatet naturligvis blive en markant indskrænkning af særlig den kunstneriske ytringsfrihed, da de færreste har tid eller lyst til at risikere fængsel eller en årelang ankeproces til Menneskerettighedsdomstolen for at afklare, om et givent “blasfemisk” værk er kriminelt eller ej. Og det er svært at undgå følelsen af, at vores regering egentlig er meget godt tilfreds med, at det forholder sig sådan.
Alt det er selvsagt en unik kombination kommunikationsmæssig amatørisme og politisk cirkus, men det er sådan set ikke det værste. Det værste er derimod regeringens forsøg på at iklæde denne dilettantiske kynisme ansvarlighedens gevandter. Et forsøg, som Biard fra Charlie Hebdo så brutalt skærer igennem.
For sandheden er naturligvis ganske banal. Regeringen har valgt at svigte forsvaret for ytringsfrihed, der er under systematisk pres fra ikke mindst islamiske lande og grupperinger, og af opportunistiske grunde valgt at føje diktaturstater, voldsmænd og terrorister – og dermed overtage den logik, de agerer ud fra.
På Charlie Hebdos redaktion valgte man at solidarisere sig med danskerne og ytringsfriheden, da vi var truede, og det fik islamistiske terrorister til at dræbe tegnere og journalister, hvis våben var blyanter, papir og ytringsfrihed.
Den danske regering har nu valgt at gengælde den markante solidaritetserklæring og det horrible offer, som Charlie Hebdo blev påtvunget, med formentlig det mest markante indgreb i vestlig ytringsfrihed foranlediget af islamisk pres i nyere tid.
Hvis regeringen havde antydningen af skam i livet, ville den naturligvis trække dette parodiske lovforslag og beklage dybt og inderligt over for ikke mindst Charlie Hebdo og andre, der har bragt uhyrlige ofre for at forsvare de frihedsrettigheder, som SVM-regeringen så nonchelant kaster overbord.
Men det kommer naturligvis ikke til at ske, da vores flertalsregering er gået ombord i en klovnebus uden bremser, fordi man har drukket så meget af sin egen Kool-Aid, at man har formået at overbevise sig selv og hinanden om, at uansvarlighed er det modsatte.
