Én latinsk kasus er symbolet på SVM-regeringens og dens forgængeres uddannelsesreformer.
På latin findes kasussen, ablativ. Denne kasus kan så yderligere inddeles i tre underkategorier, hvoraf den ene, instrumental ablativ, bruges til at understrege, at en ting fungerer som redskab i en hvilken som helst sammenhæng. Alle navneord kan derfor benyttes i denne kasusform. Eller dvs. næsten alle. For undtagelsen, der bekræfter reglen er nemlig, homo. Det latinske ord for menneske.
De - i alt 5 - drilske kasi er noget af det første, man må afkode, hvis man vil lære latin. Det er derfor bl.a. også dem, der gav mig, og en del af mine medstuderende, hovedpine i begyndelsen af dette 1.semester på mit teologistudium.
Det gør de for så vidt stadigvæk. Men hovedpinen afløses nu indimellem også af en glæde og dyb fascination over for dette ældgamle sprog, der således også rummer visdom i også dets grammatiske opbygning.
Mennesket er noget ganske andet end et redskab
For det skulle naturligvis kunne aflæses i de grammatiske forhold, at mennesket altid vil være noget ganske andet end et redskab. Bevidstheden om mennesket som et åndsvæsen var til stede, og sproget måtte afspejle det.
Den samme visdom lader dog ikke til at være til stede i regeringskontorerne herhjemme, her et par årtusinder senere. Det har den ikke været længe. Så her har man sat homo i instrumental ablativ. Det seneste eksempel på denne fejltagelse er den nuværende SVM-regeringens ungdomsuddannelsesreform.
For logikken i reformen er den samme, som den plejer at være, når siddende regeringer de seneste mange år i dette land har ønsket at reformere uddannelsesinstitutionerne; Konkurrencestaten skal bruge et flittigt udbud af arbejdskraft, og dette hensyn trumfer og kompromitterer alle andre. Inklusive de elementer, der er hele forudsætningen for- samt formålet med skole og uddannelse.
Drænet for klassisk humanisme
I 2006 afskaffede man 13-skalaen, der belønnede selvstændig tankevirksomhed, til fordel for 7-trinsskalaen der belønner overfladisk fejlfrihed. Nu afskaffer man 10.klasse og HF til fordel for et “EPX-gymnasium”, der stort set er helt drænet for klassisk humanistiske fag, sådan så fremtidige teenager risikerer at være komplet fremmedgjorte over for sine historiske og kulturelle rødder som voksne mennesker.
Hvad betyder det for deres oplysningsgrundlag, når de skal træffe vigtige beslutninger i deres liv, deres trivsel, deres robusthed? Det er der ingen bag reformen, der tænker videre over, for det er bekendt ikke størrelser der kan måles at betyde noget for samfundsøkonomien. Til gengæld bliver disse knægte og tøser, nu tidligere end nogensinde en effektiv arbejdskraft konkurrencestaten.
I årsskriftet Critique faldt forrige mandag den endelige dom over Tesfaye og SVM-regeringens reform fra den værdikonservative tænketank Prospekts, Thomas Aastrup Rømer. Således lød overskriften - i en i øvrigt meget uddybende kronik - da også: “Konkurrencestaten ødelægger uddannelserne”
Og lidt længere inde i kronikken, lyder det fra Rømer: “For det andet er der kun en eneste regulær reference i udspillet, og det er til Reformkommissionen, hvis arbejde er 100% domineret af den økonomitænkning, som har revolutioneret landets uddannelsesinstitutioner siden 2005. Der foreligger mig bekendt heller ikke noget udvalgsarbejde fra fagpersoner. Og der er heller ingen reference til gymnasiets tekster og traditioner. Det er ren konkurrencestatslogik, dvs. en reduktion af både stat og folk til økonomisk optimering.”
Hovedrystende at fjerne græsk og latin
Endnu mere hovedrystende er næsten dén specifikke og meget omtalte besparelse i reformen, der går ud over græsk-latinsk studieretningerne på stx-gymnasierne. For det er jo faktisk småtteri i kroner og ører, men alt andet end småtteri hvad angår konsekvensen.
Og udover den selvstændige værdi, som ligger i mødet med disse to sprog, er det fra denne gymnasiale studieretning, at mit eget studium, teologi, henter en stor andel af sine optagne. Ja, det er jo ikke noget der ligefrem afhjælper den mangel på præster, som man i disse dage kan læse meget om.
Alt dette risikerer at efterlade unge mennesker uden holdepunkter og retning. Uden et fundament at stå på. Uden rødder at forbinde sig med. Der er mange måder at formulere det på, men substansen er den samme. Mennesket lider når det instrumentaliseres, og ikke i tilstrækkelig grad får videregivet den kulturelle og åndelige arv, der er uundværlig, hvis man skal ende op som et velforankret individ.
Man kan derfor måske mere korrekt sige, at mennesket allerede stod i instrumental ablativ inden. Den nuværende SVM-regering har så ikke rettet fejlen, men ført pennen videre, og begået den igen.
Vi er mange, der ser frem mod den dag, en regering finder den store svamp frem. Visker tavlen ren. Og igen begynder at prioritere dannelse og kundskaber før alt andet.
Henvisninger:
https://aarsskriftet-critique.dk/2024/10/konkurrencestaten-oedelaegger-ungdomsuddannelserne-3/
