Den private ejendomsret er rygraden i ethvert samfund, der vil kalde sig rigt og frit. Af samme grund tabte jeg nærmest kæben, da jeg læste regeringens seneste boligudspil, der blev lanceret af indenrigs- og boligminister, Kaare Dybvad Bek. Heri foreslår regeringen, at staten skal kunne beslaglægge op til 10 pct. af de private lejeboliger, og at den lokale borgmester bagefter skal kunne bestemme, hvem der flytter ind. 

Med andre ord: De private udlejere mister retten over deres ejendom, og staten bestemmer, hvem der må bo hvor. Det svarer til, at staten får lov til at kontrollere, hvem du skal leje et værelse ud til – i dit eget hjem. Den slags findes der et ord for: kommunisme. 

Forslaget bliver lagt på bordet som en forlængelse af den nuværende ghettoplan der blev vedtaget under den tidligere VLAK-regering, og som stadig er ved at blive rullet ud. Formålet er at gøre op med de massive udfordringer, vi oplever i ghettoområderne. Et ædelt formål, jovist. Men i stedet for at sætte ind over for kriminaliteten, ledigheden og de kulturelle parallelssamfund har regeringen besluttet, at den private ejendomsret nu skal betale for årtiers fejlslagen socialdemokratisk udlændingepolitik. 

For hvem er det egentlig, Dybvad vil tvangsindflytte ind i andre menneskers ejendom? Det er selvfølgelig dem, han gerne vil have ud af ghettoen – oftest dybt kriminelle indvandrere. Så ikke nok med, at staten skal have magt til at beslaglægge private lejeboliger. Den magt skal så bruges til at flytte de mennesker ind, der har gjort ghettoen til en ghetto. Dybt godnat.

I øvrigt vil ministeren afskaffe ordet ghetto. Så ud med den private ejendomsret og ind med identitetspolitk og politisk korrekthed. For vi ved jo alle sammen godt, at Vollsmose bliver et hyggeligt sted at bo, hvis bare vi kalder det noget andet, ikk'?

Kan få store konsekvenser for landdistrikterne 

Forslaget om at tilsidesætte den private ejendomsret er ikke bare moralsk forkert. Det er også et direkte angreb på provinsen. 

Her er der ofte er desperat behov for private investeringer – også i boligmassen. Mange provinskommuner har siddet og kigget med misundelse på København og Aarhus, der ofte løber med de store private investeringer, som både skaber nye boliger og fører til øget vækst og beskæftigelse. 

Og her må man jo bare spørge sig selv: Hvis rygtet spreder sig om, at hver tiende private lejebolig bliver konfiskeret på Lolland, hvor mange private har så lyst til at bygge der? Og mon investeringslysten falder eller stiger, når det går op for folk, at det fortrinsvist er kriminelle udlændinge, de private skal tvinges til at have boende?

I forvejen er forrentningen af investeringerne lavere end i de store byer, og med regeringens nye forslag risikerer vi en større skævvridning af Danmark.  

For hvis vi skal løse udfordringerne med stagnerende lokalområder, så kræver det ikke en yderligere centralisering og en intensiveret kamp mod private investeringer. 

Det kræver derimod det modsatte: Mere liv. Flere uddannelser. Flere kvalitetsboliger. Og ikke mindst: Flere private investeringer i vækst og udvikling. 

Et korstog mod de private 

Desværre er dette forslag ikke en enlig svale. Siden dens tiltrædelse har regeringen indledt, hvad der bedst kan beskrives som et ideologisk korstog – et korstog mod alt, der bare tilnærmelsesvis kunne minde om privat initiativ.

Med et svirp udslettede Mette Frederiksen eksempelvis et helt fødevareerhverv. Det kostede skatteborgerne 19. mia. kr. og tusindvis af arbejdspladser i vores landdistrikter. Regeringen har også forsøgt at stække friskolerne økonomisk med det absurde argument om, at "en del friskoler er skabt med henblik på at stemple ud af fællesskabet". De private botilbud har også fået én over nakken, samtidig med at regeringen nu har set sig sure på private børnehaver. Her har de nemlig indført et de facto-forbud. 

Det må efterhånden stå klart for enhver, at vi har en regering, der ikke misser en mulighed for at begrænse danskernes frihed og hæmme det private initiativ. Alt sammen i en højere (socialdemokratisk) sags tjeneste som "blandede byer", ingen jo kan have noget imod. 

Men det er en farlig udvikling, når ledende socialdemokrater tilraner sig mere og mere magt og centraliserer alle beslutninger omkring dem selv i København. Som Leny Malacinski skrev forleden i Weekendavisen: 

"Socialdemokratiets masterplan for det danske samfund kan ikke lade sig gøre uden at annektere stadigt større dele af det. At en privat udlejningssektor skal underlægge sig staten, er blot det seneste tegn på, at regeringen betragter danskerne som brikker, der kan flyttes rundt med i en egen højere sags tjeneste. Partiet slører til stadighed grænsen mellem staten og samfundet, epidemikontrol og socialdemokratisme, systemets interesse og det enkelte menneskes egen. Det, der er godt for Socialdemokratiet, er godt for Danmark."

At de private nu er udset til at bære byrden for venstrefløjens årelange, fejlslagne integrationspolitik, er blot det seneste eksempel på. Man kan kun frygte, hvad der bliver det næste.