Jeg fik mit første job, som kirketjener, da jeg var 15. Dengang tjente jeg 125 kroner i timen. Nu, 11 år, en gymnasieuddannelse, en søfartsuddannelse, tre år som styrmand på en skonnert, et par andre småjobs og en bachelorgrad senere, tjener jeg 132. Det er jo flotte 7 kroner mere. Medmindre, altså, at man medregner inflation. Så tjener jeg faktisk mindre.
Ak ja. Glæden ved at høste frugterne af sit hårde arbejde. Når jeg om lidt har forsvaret min bachelor i geografi, kan jeg dog se frem til en lønstigning på hele 3,5 kroner i timen. Således opnår jeg på mit studiejob en timeløn, der næsten svarer til, hvad jeg før i tiden har tjent som ufaglært tjener på diverse caféer og restauranter i København.
Det er sandelig ikke, fordi det er synd for mig – som studerende i Danmark må man regne sig selv blandt de mest privilegerede unge mennesker overhovedet. Foruden gratis uddannelse er vi jo begavede med den generøse SU.
Men det er netop hér, min pointe ligger. I den nye uddannelsesreform, som blev introduceret af den forrige regering med ‘Danmark kan mere III’, er det et delmål, at studerende skal have bedre mulighed for at arbejde, sideløbende med at de uddanner sig. Det giver jo god mening. De fleste arbejdsgivere foretrækker formentlig at ansætte nyuddannede kandidater, som allerede har stiftet bekendtskab med erhvervslivet.
Derfor er det også mærkværdigt, at man fra politisk side ikke har set på det forhold, at uddannelsesstøtten er så generøs, og det til gengæld ikke er særligt lukrativt at arbejde som studerende (jævnfør ovennævnte timeløn). Efter min mening burde det være omvendt – uddannelsesstøtten bør være netop dét, en støtte, og det burde kunne betale sig at have et studiejob. I økonomisk såvel som faglig forstand.
Lad os begynde med det faglige element. Jeg har set uendeligt mange jobopslag til studenterjobs, som udover at kræve, at man “brænder for Excel” (det håber jeg virkelig ikke, at der er nogen, der gør), også lover “spændende og alsidige arbejdsopgaver”. Det lyder jo godt, men er desværre langt fra virkeligheden i mange tilfælde.
Andres såvel som egne erfaringer vidner nemlig om, at arbejdspladserne ansætter de dygtigste studerende og derefter beder dem om at lave kaffe, printe mødedokumenter og forberede PowerPoints – opgaver, man lige så vel kunne have fået en piccolo til at løse.
Men som studerende på universitetet er man i gang med en akademisk uddannelse og bør derfor også kunne udføre akademisk arbejde, og dertil, naturligvis, være behjælpelig med ad hoc-opgaver som naturligt tilfalder studenten. Jobopslagene lover således faglig indsigt og erfaring, men ofte er dét at “stifte bekendtskab med en arbejdsplads” de eneste lærepenge, man får med. Herregud. Så eksotisk er det heller ikke at opleve et åbent kontorlandskab for første gang.
Denne kedelige tendens betyder, at studenterjobs ofte ikke er gode for andet, end at man kan skrive dem på CV’et. Og det er jo dejligt at få lidt medvind på farten, men ville det ikke være bedre, hvis de studerende rent faktisk blev fagligt dygtigere af at arbejde?
Og så er der det med det økonomiske, som den reformivrige regering måske kunne tage hånd om, for løntrinnet som studenterarbejder i det offentlige bør naturligvis afspejle, at man er i gang med en uddannelse ved de højere læreanstalter og har fået arbejde på en relevant arbejdsplads.
Her er et forslag: Hvis man satte SU-satsen ned og til gengæld forbedrede lønforholdene for studerende, ville man forøge incitamentet for at arbejde gevaldigt. Det kunne enten være ved hjælp af reelle lønstigninger eller mere fordelagtige skatteforhold. Måske ville dette faktisk løse flere problemer på én og samme tid: Jeg forestiller mig i hvert fald, at hvis man som arbejdsplads betaler mere for en student end 132 kroner i timen, så vil man naturligt også kræve mere af dem end at lave kaffe. Eller oversat til Mette Frederiksensk: ‘De studerende kan mere’.
Et voilà – man sparer på den dyre uddannelsesstøtte, og til gengæld får man dygtigere og mere erhvervsparate kandidater på den anden side. Helt ærligt. Sæt i gang.
