Debat

09.03.21

Sagsbehandlervælde og kassetænkning præger børnehandicapområdet

Anne Kirstine Sørensen: Det høje danske skattetryk står på ingen måde mål med det, som systemet har at tilbyde borgerne. I hvert fald ikke, når det gælder børn med handicap og deres familier.
Print on street showing a family with Mom, Dad, infant and child.
Foto: Sandy Millar, Unsplash

Danmarks befolkning kan inddeles i to hovedgrupper: Dem, der tror på, at den danske udgave af en velfærdsstat er verdens bedste samfundssystem for dem selv og de svageste, og som derfor betaler deres skat med glæde eller i hvert fald accept. Og så dem, som har indset, at det høje skattetryk på ingen måde står mål med det, som borgerne får igen fra systemet – og slet ikke de svageste, som ofte svigtes, når det gælder.

Journalist og chefredaktør på Den Offentlige Nick Allentoft beskriver i sin bog Velfærdsillusionen. Om et samfund i krise fra 2018, hvordan borgerne ofte lades tilbage med skuffede forventninger, når de får brug for systemet. Det gælder også middelklassen, som i stigende grad rammes af desillusion, når de bliver syge og møder klientgørelse og respektløshed i det kommunale system eller svigt andre steder. Ifølge Allentoft har dette blandt andet ført til, at ”dobbeltforsikring” i form af lønforsikring og private sundhedsforsikringer er blevet udbredt i den del af middelklassen, der har råd til det.

Man kan dobbeltforsikre sig mod ledighed og ventetid på sygehusene, men ikke mod de udgifter og behov, der opstår, hvis man får et barn med handicap. Derfor er forældre til børn med handicap blandt de allermest pressede og velfærdsdesillusionerede mennesker, jeg kender i Danmark. Det er oprørende at følge med i deres kamp mod det kommunale system, og den måde, nogle af dem bliver behandlet på, vil jeg ikke tøve med at kalde mishandling. En blanding af inkompetence, sagsbehandlervælde, nedgørende klientgørelse, kassetænkning og af og til, men ikke altid, sparehensyn ender med at gøre kampen mod kommunen til det største problem, og ikke selve det at have et barn med handicap. Forældrene er nødt til at være eksperter i både deres barns diagnose og socialret for at have en bare nogenlunde chance, og alligevel ender flere af dem med at betale en stor del af udgifterne selv til både behandling og i form af tabt arbejdsfortjeneste, fordi kommunen ikke vil opfylde de krav, familien ifølge loven har på støtte. Det er om noget en falliterklæring for den såkaldte velfærdsstat, og det er økonomisk vanskeligt for forældrene, som jo afleverer en meget stor del af deres indtægt i skat. 

Slyngelmetoder

Mit indtryk af tilstandene på børnehandicapområdet understøttes af Advokatrådets rapport Retssikkerhed for udsatte borgere fra juni 2020, som viste, at mere end halvdelen af klagesagerne bliver omgjort, når forældrene klager til Ankestyrelsen, og at problemet er stigende. En del kommuner anvender slyngelmetoder og forhaler bevidst sagerne og fordrejer sandheden – fx ved at tilbageholde bilag, som kan støtte forældrenes sag, når de klager til Ankestyrelsen, eller ved at tilbageholde information om lovfæstede rettigheder fra forældrene, som derfor må alliere sig med en advokat. Landsforeningen Autisme kan berette, at det heller ikke er ualmindeligt, at kommunens ansatte drager forældrenes forældreevne i tvivl, når de henvender sig for at få hjælp, fx ved at sagsbehandleren reagerer på forældrenes ønske om støtte i skolen ved at bestille en forældreegnethedsundersøgelse eller begynde at tale om tvangsanbringelse. Det er også almindeligt udbredt, at kommunens ansatte underkender den diagnose, som barnet har fået af fageksperter fx på et hospital. Hvis barnet slet ikke har et handicap, er der jo ikke brug for kommunens støtte. Smart, ikke?  

At den øverste ansvarlige for den meget ringe retssikkerhed er komplet ligeglad, er der tydelige beviser for, idet socialminister Astrid Krag, ligesom tidligere socialministre i øvrigt, glimrer ved sit fravær trods den foreliggende dokumentation. Forklaringen på ministrenes manglende indgriben over for kommunerne skal vel findes i, at de mennesker, der lider under tilstandene, ikke er særligt magtfulde. De er jo bare spredte børnefamilier, der kæmper for at holde hovedet oven vande. Forestillingen om velfærdsstaten som et grundlæggende venligt og magttomt rum går ret hurtigt fløjten, når man ser nærmere på, hvordan det offentlige behandler mange af disse familier, mens ministeren ser den anden vej.

Når jeg taler med mine venner og veninder i denne situation siger jeg derfor: Flyt. Gerne helt ud af landet. Familierne får det kun værre af at kæmpe en kamp, som de aldrig kan vinde. Man kan også spørge sig selv, hvad det egentlig er, man kæmper for. Har man et barn med fx autisme, er Danmark lysår bagud i behandlingstilbud. Det er derfor, de mest ressourcestærke forældre rejser til USA eller Dubai for at få en tidssvarende evidensbaseret behandling i verdensklasse. Så selv hvis forældrene til sidst vinder alle kampene, hvad er så præmien? De bedste behandlingstilbud findes alligevel ikke i de danske kommuner, hvor kombinationen af jobsikkerhed for personalet og offentlig ineffektivitet næppe ansporer til at præstere noget som helst i verdensklasse. Det er desværre virkeligheden.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyheder og information om medlemsfordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter