Forestil dig to unge mennesker, som mødes til en af de mange ungdomsfester. Forældrene er hjemme, så alt skulle være under ordnede forhold. To af gæsterne kommer som ungdomskærester, men først på aftenen forlader han pludselig festen efter en diskussion. Senere falder pigen i snak med en af deres fælles venner. De danser og går ind på et afsides værelse, hvor det ene tager det andet.
Under den intime situation kommer flere venner ved en fejl til at åbne døren til værelset. Ingen af dem observerer, at noget skulle være galt. Forældrene har heller ikke hørt noget, selvom de opholder sig på et nærliggende værelse og har ryddet lidt op, mens de unge fester. Summa summarum: Pigen overnatter på værelset og sender en sms til kæreste, hvor episoden vel at mærke ikke nævnes. Efterfølgende skitseres et uklart billede af aftenen, men der er enighed om, at der er blevet udvekslet oralsex, og at pigen giver drengen et farvelkram og et kys om morgen.
Alt dette til trods bliver den unge fyr beskyldt og dømt for en af de mest afskyelige forbrydelser: voldtægt.
Eksemplet ligner til forveksling virkelighedens verden, beskrevet i den anbefalingsværdige bog, Med lov skal land nedbrydes af Marianne Stidsen, der også skriver i Kontrast.
Virkeligheden mere kompleks end loven
Stidsen gennemgår konsekvenserne af den omstridte samtykkelov, som et flertal i Folketinget stemte for i december 2020, og som trådte i kraft den 1. januar 2021. Loven, med de bedste intentioner, dikterer, at det er strafbart at have samleje med en person, der ikke har givet samtykke. Det lyder jo simpelt, især hvis forførelsens natur og tiltrækning var som en trepartsforhandling, med et underskrevet dokument, men er virkeligheden lige så simpel?
Vi kan her starte med at glemme alt om det, vi normalt forstår ved den afskyelige forbrydelse, som voldtægt jo er, for i bogen er der ikke tale om manden med rå muskelkraft, som undertvinger et andet menneske på vej hjem på den mørke villavej, nej her er det Bo eller Jens på 17, 18, 19 år med flyveører, som sammen med deres jævnaldrende udforsker det seksuelle rum.
Skulle nogle efterfølgende så få den tanke, at det ikke har været ok for de involverede, selvom de ikke har sagt dette højt, måske pga. samvittighedskvaler overfor kæresten - så er der opstillet specialrum til pigerne på politigården, hvor der er hyggeligt med blomster, og ingen som stiller kritiske spørgsmål til anmelderen. Engang hed det politiarbejde, i dag hedder det ”victim blaming”
Bevisbyrden vendt på hovedet
Under normal retslig praksis påhviler bevisbyrden anklageren, som skal bevise skyld ud over enhver rimelig tvivl. I samtykkeloven er bevisbyrden forskellig fra denne normale praksis, da det er tiltaltes ansvar at bevise, at der forelå samtykke fra den anden part i forbindelse med en seksuel handling. Dette ændrer selvfølgelig den traditionelle praksis og retssikkerhed. Hvilket Straffelovsrådet og andre juridiske eksperter påpegede før lovens gennemførelse, noterer Stidsen. Til trods for at 10 ud af 11 medlemmer af Straffelovsrådet var betænkelige ved at kriminalisere almindelig seksuel adfærd, blev loven vedtaget med Enhedslistens Rosa Lund og Pernille Skipper i spidsen, begge kendt for deres engagement i feministiske spørgsmål.
Hele lovens etiske grundlag baserer sig faktisk på den præmis, at især piger/kvinder skulle være særligt moralske og afstå fra at give falske anmeldelser. Juraprofessorer Trine Baumbach mener ligefrem, at flere falske anklager er en myte.
Vent lige et øjeblik...
Filosofisk og begrebsligt kan der grundlæggende skelnes mellem interpersonelle relationer og intrapersonelle relationer, som refererer til to typer menneskelige forhold: Interpersonel henviser til forholdet mellem to eller flere personer - vi kunne kalde det vores virkelighed. Det er den, dommeren i vores retssystem forsøger at finde frem til, ved kritisk at undersøge, hvordan den enkelte har fortolket verden, og hvordan det stemmer overens med det reelle.
Et eksempel kunne være: »Hun kørte ind i min bil med vilje.«
»Hvordan ved du, at det var med vilje, når hun sad i bilen bagved?«
Intrapersonel henviser derimod til det, der sker inden i personen selv, altså tanker, følelser, værdier og selverkendelse. I samtykkeloven er retsprincippet vendt på hovedet. Her skal man ikke bevise, at man er skyldig, men den enkelte skal bevise, at han/hun er uskyldig. Det ekstreme ved dette såkaldte princip, er, at det kan basere sig på den andens intrapersonelle oplevelse - og derved gøre anmelders fortolkning til sandhed.
Det bliver endnu mere skørt, da den intrapersonelle oplevelse ændrer sig over tid. Tænk blot på dine følelser for din ekskæreste; har de ikke ændret sig over tid?
Yderligere er logikken vendt sådan på hovedet, at vi reelt kan ende i en sag, hvor to unge mennesker har glemt at spørge den anden verbalt om samtykke, og begge to ikke får sagt fra under deres seksuelle møde. Når de så kommer hjem hver især, sidder de begge med følelsen (intrapersonel) af, at deres grænser blev overtrådt i den seksuelle akt. Så anmelder de hinanden - hvem er skyldig her?
Dette logiske eksempel viser blot et af dilemmaerne, som kan komme som bivirkning af manglende retsprincipper.
Samtykkeloven er en feministisk hovsa-lov
Voldtægt er det mest afskyelige, der findes, men netop derfor må man have retsprincipper, og ikke feministiske hovsa-love, som ikke stemmer overens med virkeligheden. Der er ingen konkrete regler, som de unge kan følge, for at sikre sig selv. Ikke engang en underskrift kan give sikkerhed (selvom det også ville virke temmelig mærkeligt at efterspørge en sådan på det lokale diskotek).
Som de fleste må kunne se, er der en forskel på at sige fra verbalt, og at have fortrudt en handling, man frivilligt deltog i. Jeg kan frygte, at vores retssystem, med den nye lov, ikke altid får øje på forskellen. Kun retssikkerheden kan være garant for, at vi ikke her kommer til at skyde gråspurve med kanoner.
