I Danmark er vi stolte af at have en bramfri debat. Her kan man diskutere islam, indvandring og kultursammenstød på en anden måde end i mange andre vestlige lande. Men der er én ting, man åbenbart ikke må diskutere i Danmark: abort.
Så meget slog statsministeren fast forleden på Facebook: "Nogle siger, at det er nødvendigt med nuancer i spørgsmålet om fri abort. Jeg er ikke enig." Statsministerens opfordring er et ekko af Dansk Kvindesamfund, der allerede sidste år afviste, at man overhovedet burde diskutere den fri abort.
Den aktuelle anledning til Mette Frederiksens opslag var Jens Rohdes udtalelser om abort. I forbindelse med sin indmeldelse i Kristendemokraterne var han blevet udspurgt til fri abort, som partiet er grundlagt for at bekæmpe. Selvom han slog fast, at "ingen skal begrænse kvindens ret til abort", var hans efterspørgsel på "nuancer" altså nok til at vække harme.
Hævet over skam
Dette skyldes selvfølgelig, at Jens Rohdes indtog i Kristendemokraterne falder sammen med en anden strømning, hvor kvinder overalt skal hæves over enhver form for udskamning for deres seksuelle adfærd. Læser man Mette Frederiksens opslag videre, kan man også læse dette.
Ud af hendes lange opslag kan man desuden forstå, at hun mener, at kun den gravide kvinde selv kan have en kvalificeret holdning til, hvorvidt hun bør få en abort. Dermed fjernes selvfølgelig muligheden for at udskamme de kvinder, der skal træffe det tunge valg.
Abort-spørgsmålet fjernes fra det offentlige domæne og parkeres på det rent personlige. At Mette Frederiksen uden at tøve udtrykker dette så firkantet, peger på, at vi for længst er blevet etiske analfabeter. Vi genkender ikke længere et etisk dilemma, når vi ser det. Konsekvenserne af dette bliver sandsynligvis, at antallet af aborter ligger naturligt højere i Danmark end i lande, hvor debatten finder sted.
En skrøbelig illusion
Man kan derfor spørge sig selv, om kvinderne er bedre stillet i Danmark eller ej – mere frie. Hvis de eneste argumenter, den unge kvinde hører, er venindernes (eller Mette Frederiksens) udsagn om, at man bare skal gøre det, man har lyst til, er det ret nemt at forestille sig, at det giver den enkelte mere angst og ikke mindre.
Dette skyldes ikke mindst, at mange kvinder sandsynligvis i sidste ende godt ved, at de har et ansvar for det liv, de har været med til at skabe. Ideen om at tage moralen ud af spørgsmålet synes mig derfor en illusion. Netop når abort er et frit valg, synes den enkelte kvindes etik mere relevant end nogensinde.
Ideen om, at spørgsmålet skal adskilles fra moral, er altså en skrøbelig illusion. Sprogligt opretholdes den ved en kunstig adskillelse af fostret eller ”vævet”, som vi kan smide ud i en skraldespand, fra babyen, som vi vurderer uendeligt højt.
Etisk analfabetisme
Jeg tror dog på, at de seneste fremskridt inden for videnskaben kan medføre et comeback til etikken. Allerede nu ser vi, at spædbørn ned til 22 uger kan reddes uden de store mén. Væk er altså vores gamle krykke i form af videnskabens vurdering af, hvornår et foster er levedygtigt.
Det er i dag mere relevant at forholde os til potentialet for liv frem for fostres antal ugers udvikling. Og så må etikken inddrages og altså de meget frygtede nuancer. Én nuance kan for eksempel være, at et ufødt barn også kan have rettigheder. Denne overvejelser kan for nogle kvinder få en næsten frisættende og ego-opløsende effekt.
Alternativet til nuancer er det, vi har i dag: En art etisk analfabetisme, hvor kvinderne i værste fald end ikke bliver udrustet til at genkende den etiske dimension i det svære valg – dermed kan aborten ramme dem eftertrykkeligt langt senere i livet sammen med den dybere refleksion. Kvinderne er altså ikke bedre stillet til at vælge frit, hvis nuancerne og debatten tabuiseres. Tværtimod.
Astrid Johanne Høg var i øvrigt i panelet, da Den Blå Time havde abortdiskussionen oppe at vende. Hør det indslag her.
