Man må give Jakob Sheikh, at han har skrevet en bog, som sender hans kritikere på overarbejde. Der står meget på de 328 sider, som kalder på modsigelse. I Weekendavisen har Søren Villemoes godtgjort, hvordan Sheikh næppe har ulejliget sig med at læse Samuel Huntington, hvis tænkning Sheikh ellers bruger betydelig plads på at misrepræsentere i bogen. Og her i Kontrast har Matthias Bjørnlund redegjort for, hvordan det meste går galt for Sheiks jihadbog.
I det følgende vil jeg slå ned på ét enkelt problem ved bogen, som har titlen Vi tabte – Hvordan jihadismen besejrede Vesten, og hvordan vi kommer videre som tabere. Det drejer sig om Sheikhs forståelse – eller rettere hans manglende forståelse – af den særlige form for jihadistisk terror, som går under betegnelsen voldsmandens veto, og som jeg vil mene er en uomgængelig del af den jihadistiske kamp mod Vesten.
Voldsmandens veto går ud på at terrorisere en befolkningsgruppe til at stoppe med at udøve en bestemt adfærd ved at statuere blodige eksempler. Der skal kun ganske få henrettelser til, som eksplicit er motiveret i en bestemt adfærd fra ofrene, før alle andre i målgruppen forstår, at hvis de udøver samme adfærd, risikerer de at blive de næste, der får hovedet hugget af. Voldsmandens veto maner altså til selvcensur i befolkningen. Og derved får terroren en langt større magt over samfundet, end hvad antallet af dødsofre i sig selv berettiger til.
Som regelmæssige læsere af Kontrast vil vide, er jeg aktiv i debatten om, hvad vi som samfund skal stille op over for voldsmandens nye veto mod visning af Muhammedtegninger i undervisningen. Lige siden jeg hørte, at Jakob Sheikh ville udgive en bog om jihadisme, har jeg derfor set frem til at sætte mig ind i hans forståelse af voldsmandens veto.
Imidlertid er jeg blevet slemt skuffet. Der står så godt som intet om det i bogen.
Selve betegnelsen ”voldsmandens veto” optræder intetsteds i Sheikhs bog – heller ikke i den variant, som Jacob Mchangama ynder at bruge, nemlig ”jihadistens veto”. Men pyt nu med mærkaterne, hvis bare substansen var der. Det er den imidlertid ikke.
Der er ingen omtale af fatwaen mod Salman Rushdie for hans bog De sataniske vers fra 1989. Der er heller ingen omtale af mordet på den japanske oversætter af bogen eller af angrebene på den italienske oversætter og den norske forlægger.
Der er ingen omtale af henrettelsen af Theo Van Gogh i 2004 og dødstruslerne mod Ayaan Hirsi Ali for deres film Submission.
Betegnelsen ”Muhammedkrisen” optræder ikke i bogen – heller ikke i varianten ”karikaturkrisen”. Der er ingen omtale af Flemming Rose, som den dag i dag må beskyttes døgnet rundt af PET.
På side 15 bringer Sheikh en opgørelse over jihadistiske terrorangreb i Europa fra 2004-2020 samt det antal dødsofre, som hvert angreb har krævet. Herefter skriver han:
Det er gru på listeform, og medtager vi rækken af attentater, som ikke har krævet ofre, bliver listen endnu mere frastødende. I Danmark har jihadister forsøgt at likvidere civile borgere som tegneren Kurt Westergaard og islamkritikeren Lars Hedegaard alene på baggrund af lovligt fremsatte ytringer. Institutioner som Jyllands-Posten, der i 2005 stod bag de ikoniske satiretegninger af den islamiske profet Muhammed, har været mål for jihadistiske angrebsplaner, som er blevet forpurret af myndighederne i planlægningsfasen.
Sheikh gengiver altså korrekt disse angreb som værende motiveret i ofrenes brug af ytringsfriheden, og det er jo altid noget. Men dette aspekt ved angrebene er ikke noget, han hæfter sig ved eller bruger yderligere krudt på i bogen. Angrebene optræder kun denne ene gang, hvor det særegent relevante, som han fremhæver ved dem i forhold til eksempelvis angrebene i Madrid i 2004, London i 2005 og Nice i 2016, jo altså bare er, at de mislykkedes. Han går aldrig nærmere ind i, hvordan og hvorfor angrebene på Westergaard, Hedegaard og Jyllands-Posten skiller sig ud, for så vidt angår deres mål og motivation.
Sheikh vil have os til at lytte til jihadisterne, men han har ikke selv valgt at lytte til en jihadist som David Headley, der blev idømt 35 års fængsel bl.a. for at planlægge at halshugge journalister i JP/Politikens Hus og smide de afhuggede hoveder ud ad vinduet og ned på Rådhuspladsen – et terrorkomplot, som Jacob Mchangama har givet dette skudsmål:
Motivet var offentliggørelsen af Muhammedtegningerne, som David Headley fandt krænkende, samt at den danske regering ikke straffede Jyllands-Posten. I et chatrum på Yahoo frekventeret af ekstremister, skrev David Headley bl.a., at ”tegningerne gjorde grin med islam”, og at han ”følte sig disponeret til at udøve vold mod dem, der krænker”. Danmarks udenrigspolitik nævnes øjensynligt ingen steder. Af udskriften af David Headleys afhøringsrapport fremgår det endog, at han sammen med sine medsammensvorne drøftede det danske retssystem på et af de indledende møder, hvilket ikke blot bekræfter, at ytringsfriheden optager ekstremister, men også, at deres handlinger har som formål at få regeringer til at ændre de juridiske rammer for ytringsfriheden.
Sheikh nævner Geert Wilders én gang, men kun som leder af et højrepopulistisk parti og ikke som terrormål på al-Qaedas dødsliste for hans film Fitna.
Der er ingen omtale af den amerikanske tegner Molly Norris og hendes ”Everybody Draw Mohammed Day”-initiativ, for hvilket hun nu på 12. år lever under jorden.
Massakren på Charlie Hebdo omtales seks gange, men Sheikh skriver næsten intet om, hvorfor Charlie Hebdo blev valgt som mål. (Mere herom nedenfor).
Der er ingen omtale af Lars Vilks, der lavede en Muhammedtegning i 2007 og herefter måtte leve med politibeskyttelse døgnet rundt og overlevede adskillige attentater, herunder angrebet på Krudttønden.
Angrebet på Krudttønden omtales tre gange, men Sheikh skriver næsten intet om, hvorfor Krudttønden blev valgt som mål. På side 198 grupperer han Krudttønden sammen med en række terrorangreb på tilfældige civile, når han skriver:
Jihadismen er en reel sikkerhedsudfordring, også i Vesten, bare spørg spillestedet Bataclan i Paris, julemarkedet i Berlin, metropersonalet i Madrid eller ansatte ved kulturhuset Krudttønden i København.
Først hen imod slutningen af bogen får læseren en minimal antydning af en forklaring på, hvorfor nogen på Charlie Hebdo og Krudttønden skulle dø. På side 313 skriver Sheikh:
Meget tyder på, at [Omar el-Hussein] delte vreden mod Muhammedtegningerne med sine fire ligesindede franskmænd, men jihadisterne delte også noget andet: Gerningsmændene bag angrebet på Charlie Hebdo så deres kamp som en reaktion på uretfærdighed og undertrykkelse i Irak, mens Omar el-Husseins vrede blandt andet bundede i undertrykkelsen af palæstinenserne.
Med de tre ord ”vreden mod Muhammedtegningerne” strejfer Sheikh lige akkurat årsagen til udvælgelsen af Charlie Hebdo og Krudttønden som mål. Men det er så også alt, hvad han har at sige om det. Sheikh kommer aldrig nærmere ind på, hvordan og hvorfor Charlie Hebdos banemænd og Omar el-Hussein gik efter nogle navngivne Muhammedtegnere og deres kumpaner snarere end efter tilfældige civile.
På side 290 omtales henrettelsen af Samuel Paty på denne måde:
Dertil kommer det pres på retsstatsprincipper og borgerrettigheder, der ikke er forårsaget af vores egne lovgivninger, men mere direkte af jihadistiske trusler og jihadistisk vold. Frygten blandt skolelærere for at vise Muhammedtegningerne i undervisningen efter drabet på underviseren Samuel Paty i Frankrig i 2020 har udstillet, at ytringsfriheden i praksis er truet og reduceret i Vesten.
Det er alt, hvad der står om angrebet på Paty og det nye veto mod undervisning. Og Sheikhs understregning af, at ytringsfriheden er truet og reduceret i Vesten, virker underligt løsrevet fra resten af bogen. Et spekulativt gæt kunne være, at afsnittet er blevet tilføjet, efter bogen var skrevet mestendels færdig, hvor noget måske var begyndt at dæmre for Sheikh, men hvor det var for sent at ændre grundlæggende i bogens analyse og budskaber.
Muhammedtegningerne nævnes kun de to steder i bogen, som jeg allerede har citeret.
Der er ingen omtale af Terry Jones eller Rasmus Paludan, hvis koranafbrændinger i henholdsvis Florida og Skandinavien har skaffet dem begge en plads på al-Qaedas dødsliste.
Endelig vil jeg nævne, at Sheikh redegør detaljereret for historien om syrienskrigeren Rawand Taher uden at ofre så meget som ét ord på hans klassekammerat på Frederiksberg Gymnasium Basil Hassan, som stod bag det mislykkede attentat på Lars Hedegaard.
Om tilvalget af Rawand Tahers historie skriver Sheikh på side 178:
Når jeg nævner de to ideologer og historien om deres danske discipel, Rawand Taher, er det, fordi deres betoning af den jihadistiske kamp som en fortrinsvis lokal kamp står i kontrast til den dominerende vestlige forklaring på jihadismen som en samlet bevægelse opsat på at destruere Vesten.
Sheikh vælger altså at fremhæve de jihadister, der passer ind i hans analyse af jihadismen som værende motiveret af politiske uretfærdigheder i den islamiske verden, samtidig med at han ignorerer eller negligerer alt for mange jihadistiske angreb, der ikke passer ind, fordi de uomtvisteligt har noget med Vestens vestlighed at gøre.
Også når Sheikh gennemgår erklæringer fra Osama bin Laden og andre jihadistiske ideologer, udvælger han, hvad der passer ind i hans analyse, og ignorerer eller nedtoner betydningen af resten. På side 82 skriver Sheikh eksempelvis:
Efter 9/11 understregede bin Laden dette fokus i sit ”brev til det amerikanske folk”:
”Hvorfor bekæmper vi jer og modsætter os? Svaret er ganske simpelt: Fordi I angreb os og fortsætter med at angribe os. I angreb os i Palæstina.”
Sheikh nævner derimod ikke, at bin Laden i anden halvdel af samme brev kalder Vesten til islam og kræver, at Vesten opgiver en masse forskellige syndige ting såsom alkohol og adskillelsen af kirke og stat. Det vil jeg ellers mene hører med til en retvisende gengivelse af det brev – også selvom man vurderer, at bin Ladens ærinde om at islamisere Vesten er sekundært i forhold til hans primære ærinde om at bremse Vestens tilstedeværelse i den islamiske verden.
Men hvis Sheikh medtog den del af bin Ladens brev til det amerikanske folk, ville det selvfølgelig være svært for ham at bringe konklusioner som ”antiamerikanismen lader til at munde ud i et ønske om vestlig tilbagetrækning, ikke en tilintetgørelse af Vesten som sådan” og ”det er ikke Vesten som sådan, men Vesten i Mellemøsten, der er problemet”, som er to af Sheikhs konklusioner på side 186 og 187 efter en gennemgang af en anden bin Laden-erklæring.
Sheikhs største undladelsessynd må imidlertid være hans manglende omtale af den ellers så berømte – og i denne kontekst skulle man tro uomgængelige – erklæring Why We Hate You and Why We Fight You fra Islamisk Stats engelsksprogede blad Dabiq. Men det ville da også være utroligt svært at få den erklæring til at passe ind i Sheikhs analyse, når erklæringen eksplicit modsiger Sheikh:
What’s important to understand here is that although some might argue that your foreign policies are the extent of what drives our hatred, this particular reason for hating you is secondary, hence the reason we addressed it at the end of the above list. The fact is, even if you were to stop bombing us, imprisoning us, torturing us, vilifying us, and usurping our lands, we would continue to hate you because our primary reason for hating you will not cease to exist until you embrace Islam.
Jeg vil anbefale alle at læse hele erklæringen. Her kommer punkt 4, som er direkte relateret til voldsmandens veto mod satire:
We hate you for your crimes against Islam and wage war against you to punish you for your transgressions against our religion. As long as your subjects continue to mock our faith, insult the prophets of Allah—including Noah, Abraham, Moses, Jesus, and Muhammad—burn the Qur’an, and openly vilify the laws of the shari’a, we will continue to retaliate, not with slogans and placards, but with bullets and knives.
Men den erklæring med dens tydelige fokus på at tilintetgøre Vesten for vores vestlighed har Sheikh altså ikke fundet det værd at medtage i sin bog.
I forbindelse med udgivelsen af bogen blev Sheikh interviewet af Weekendavisens Mads Staghøj, som stillede ham et relevant spørgsmål og fik et bemærkelsesværdigt svar:
– Er angrebene på Charlie Hebdo og Bataclan i Paris ikke netop et udtryk for, at jihadister meget vel er drevet af rendyrket religiøs vrede og had mod Vestens værdier og kultur?
– Det er meget svært at finde det dybere politiske rationale bag særligt angrebet på Charlie Hebdo. Der findes irrationelle og rendyrket destruktive elementer i jihadismen – ligesom der gør inden for de fleste former for ekstremisme. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at det er afvigelser fra hovedvejen.
Sheikh karakteriserer således Charlie Hebdo som en ”afvigelse” fra hans analyse af jihadismen. Jeg går ud fra, at han ligeledes vil karakterisere alle de andre udslag af voldsmandens veto, som jeg har nævnt ovenfor – fra Rushdie til Paty – som ”afvigelser”. Men når man må afvise så mange forekomster af jihadistiske terrorangreb og dødstrusler som ”afvigelser” fra ens analyse af jihadismen, så har man altså en analyse, der i bedste fald er inkomplet.
Det mærkværdige er, at det ikke burde være så svært for Sheikh at inkorporere voldsmandens veto i sin forståelse af jihadismen. Hvis man ikke har læst hans bog, ligger det lige for at gætte på, at han nok forsøger at afskærme islam fra kritik, men det gæt overlever ikke en læsning af bogen. Af en passage på side 158-159 fremgår det overordentligt klart, at Sheikh ingen illusioner gør sig om det potentiale for vold mod de vantro, som islam rummer. Jeg ved, at der vil være læsere, som vil ønske selvsyn for sagen, så derfor bringer jeg passagen i dens helhed:
Eksemplerne ovenfor viser med al tydelighed, at sociologisterne tager fejl, når de hævder, at jihadismen intet har med islam at gøre. Jihadisterne legitimerer i høj grad deres projekt religiøst, og i den forstand tager Salman Rushdie fejl, når han om gerningsmændene bag 9/11 skriver, at »disse mennesker er tyranner, ikke muslimer«. Tyranner er de givetvis, men de er også muslimer. Har sociologisterne ret i, at islam er fredens religion, har civilisationisterne – og mange andre, der bærer samme synspunkt – også ret i, at den er ufredens, og undlader vi at anerkende islams betydning som legitimationsgrundlag for jihadismen, udelader vi en afgørende komponent i den jihadistiske tænkning.
Graeme Wood har med andre ord ret: Islamisk Stat er islamisk. Hvorvidt jihadisternes handlingerne er islamiske, afhænger naturligvis af øjnene, der ser, men jihadismen henter uomtvisteligt en betydelig del af sit eksistensgrundlag i islams traditionelle tekster. Religiøst er der store ideologiske uenigheder mellem jihadisterne – for eksempel om tolkningen af jihād, om udpegningen af hovedfjender, og om hvornår dommedag vil oprinde – men deres fællesmængde er i høj grad religiøs. At bevægelser som Islamisk Stat og al-Qaeda legitimerer deres handlinger med en ganske selektiv læsning og med hadither, hvis troværdighed beklikkes af prominente islamiske lærde, er i den forstand underordnet. Profeten var ikke blot leder af et trossamfund, men også af en hær, og mange af de passager fra Koranen, som jihadisterne ynder at fremhæve, er decideret krigeriske og brutale – blandt andet fordi de afspejler den konfliktfyldte tid, de blev til i.
Muhammed udbredte islam ved brug af vold og gik i krig utallige gange, og selv om Koranen et sted fastslår, at der ikke må være tvang i religion, påbydes profeten andre steder at bekæmpe alle vantro. Sociologister kan pege på, at Koranen opfordrer muslimer til at skåne ’bogens folk’ (jøder og kristne) og behandle alle ligeligt, men omvendt kan jihadister i flere vers i samme koran finde opbakning til deres krig mod kristne og jøder. At afvise, at disse passager kan skabe skriftlig legitimation for jihadisters ugerninger, vil således være uredeligt.
Bum! Som en af mine gode bekendte sagde, da jeg viste ham passagen: Det kunne jo være skrevet af Lars Hedegaard.
Men når Sheikh uden problemer kan forfatte ovenstående passage og altså ikke er nogen islamapologet, hvad er det mon så, der stopper ham fra at tage det analytiske skridt videre, som det ville være at begynde at betragte de mange ”afvigelser” som rationelle angreb motiveret i de religiøse teksters aggressivitet over for de vantro? Hvorfor er det dog så magtpåliggende for Sheikh at få os væk fra den tanke, at jihadisterne kan have som et selvstændigt ærinde at udbrede islam i Vesten med sværdet? De spørgsmål vil jeg opfordre alle, der kan få den travle forfatter og foredragsholder i tale, til at stille ham.
Hvorom alting er: I Danmark og i Vesten står vi over for en alvorlig trussel mod vores liberal-demokratiske samfundsform. Reelt er der indført teokratisk dødsstraf for handlinger, som er demokratisk tilladte. Satirikerstanden er for længst blevet skræmt fra at turde håne, spotte og latterliggøre islam. Med den sejr i hus er man nu gået over til at skræmme lærerstanden fra at turde undervise i de historiske begivenheder, som selvsamme satire har været omdrejningspunkt for. Den fortvivlende virkelighed er, at jihadisterne have us by the balls, og at de i et uhyggeligt effektivt good cop/bad cop-parløb med voldsafsværgende imamer og andre praktiserende muslimske meningsdannere er godt i gang med at kue os til at underkaste os islamiske normer på stadig flere områder.
Og ikke nok med, at Jakob Sheikh med sin bog om jihadisme fejler i at gøre os klogere på dette vigtige problem.
Når han ligefrem insisterer på at ville bilde os ind, at jihadismen ikke har som ærinde at undertvinge og destruere det vantro Vesten, modarbejder han aktivt vores forståelse af, at problemet overhovedet findes.
