Anmeldelse

Det meste går galt for Sheikhs jihadbog

I en ny bog undersøger Jakob Sheikh forholdet mellem Vesten og jihadismen i de sidste to årtier. Det er desværre en bog, der halter gevaldigt på flere væsentlige punkter, mener Kontrasts anmelder, historiker Matthias Bjørnlund.
Bogen er udkommet på Gyldendal. 384 sider. (Foto fra forlaget)
Bogen er udkommet på Gyldendal. 384 sider. (Foto fra forlaget)

Udgivet 05.10.21

Jakob Sheikhs nye bog, Vi tabte – Hvordan jihadismen besejrede Vesten, og hvordan vi kommer videre som tabere, har skabt en del røre, siden den udkom for knap en måned siden den 11. september, som bekendt en af de mere symbolske datoer i kalenderen. Mest for det gode – det konservative koryfæ Per Stig Møller kalder eksempelvis bogen for ”en af de bedste bøger, der er skrevet om jihadismen”. Det er jeg ikke helt enig i, men det kommer vi til. Først en lille introduktion med et historisk anslag, som det passer sig for en anmeldelse skrevet af en historiker. Vi begynder selvfølgelig med Afghanistan:

”Det er let forklarligt, at englænderne med sådanne erfaringer for øje ikke hovedkulds kaster sig ind i en ny krig med Afghanistan”. Det står skrevet i Social-Demokraten en oktoberdag i 1878. Baggrunden er, at briterne fra Indien overvejer en militær ekspedition ind i Afghanistan, hvor der er rygter om, at russerne er ved at få fodfæste. The Great Game er i fuld gang, en for det meste diplomatisk og politisk konfrontation mellem Rusland og Storbritannien om kontrollen med Afghanistan og omkringliggende områder. Men sporene skræmmer altså i London, da Afghanistan ikke er og ikke bare kan være imperiernes legeplads. For erfaringerne for briterne omfatter blandt andet den næsten komplette udslettelse af en 16.000 mand stor indisk-britisk hær i 1842, en begivenhed, der endnu står frisk i erindringen blandt beslutningstagere og befolkning i 1878.

Den slags artikler er der en del af bare i den danske presse gennem de sidste små 150 år, så advarslerne har altså aldrig manglet. Men selvfølgelig bliver vi stort set aldrig klogere af eller på forfædrenes erfaringer når den første forskrækkelse har lagt sig. Den tyske filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel er inde på noget i den retning allerede for et par hundrede år siden: ”Vi lærer af historien, at vi intet lærer af historien.” 

Briterne går da også flere gange ind i Afghanistan efter 1842, første gang allerede i november 1878, en måned efter artiklen i Social-Demokraten. Det er også en af pointerne i den erfarne journalist Jakob Sheikhs bog om de seneste 20 års angiveligt katastrofale forsøg her i Vesten på at bekæmpe jihadismen i Afghanistan og andre steder, bl.a. med penge, rigtig mange penge, til militær indgriben og militært isenkram, dronekrig, støtte til tvivlsomme regimer og meget andet: At vi har forspildt chancen for at lære af historien siden den 11. september 2001.

Sheikhs bog kommer, netop som vi i Danmark, sammen med USA, Storbritannien med flere (heriblandt et overvejende muslimsk NATO-land, Tyrkiet) har trukket os ud af Afghanistan og overladt landet og befolkningen til Taleban, så timingen for udgivelsen kunne ikke være bedre. Vi tabte handler dog som nævnt om andet end Afghanistan. De væsentlige ambitioner og præmisser for bogen er nemlig, forenklet sagt, at udforske forholdet mellem jihadismen og Vesten gennem, 1), at påvise, hvordan vi i Vesten har bygget mure og opdelt i væsensforskellige civilisationer i stedet for at forsøge at forstå jihadismen på dens egne vilkår, 2), at netop forsøge at se jihadismen indefra, og 3), at påvise, at vi har tabt krigen mod terror ved at følge den angivelige strategi i punkt 1 i stedet for at gøre som i punkt 2.

Først til noget af det gode, nemlig Jakob Sheikhs ambition om at forsøge at forstå et væsentligt fænomen, jihadismen, snarere end (kun) at fordømme det. Det gør han med bred og dyb viden om islamismen, uden at fornægte, at islam spiller en rolle for islamismen (en no-brainer, skulle man tro, men nej), uden at forklejne terrorens omfang og virkning, og med endnu en vigtig påmindelse om, at vi skal passe på med de frihedsrettigheder, vi sælger ud af i sikkerhedens navn. Det er en agtværdig ambition, som tilsyneladende lykkes for ham et stykke hen ad vejen i bogens anden del, ”Dem”.

Når jeg skriver ”tilsyneladende”, skyldes det ikke mindst de afsløringer Søren Villemoes er kommet med i sin anmeldelse af Vi tabte i Weekendavisen. Her påvises det, hvordan Sheikh bl.a. har fordrejet citater. ”Gult kort!”, skriver Villemoes. Jeg er mere til spegepølsen end til osten, som de efter sigende siger på fodboldbaner ovre i Jylland, altså til at trække det røde kort. For hvordan kan læseren af Sheikhs bog nu for eksempel tro på lødigheden af de interviews og korrespondancer, der er væsentlige for bogens argumentation, og som vi ikke engang kan tjekke efter? I værste fald er Sheikh direkte løgnagtig, i bedste fald er han mere end almindeligt intellektuelt doven og fabulerende. Under alle omstændigheder diskvalificerer hans kildebehandling ham i genren faglitteratur.

Men for argumentets skyld, og for ikke at ende med at skrive den hidtil korteste boganmeldelse på Kontrast, vil jeg lade, som om at kilderne, som Sheikh har samlet sammen, står til troende. Og her bliver vi klogere ved at lytte til jihadisterne. At forstå f.eks. terror, massemord og radikale ideologier er nemlig selvsagt ikke, eller bør ikke være, det samme som at sympatisere med gerninger og gerningsmænd og -kvinder. Forståelse og fordømmelse kan nemt leve sammen, hvis man gider gøre sig umage. Mange af os søger til stadighed at komme dybere ned i fænomener som Auschwitz og Gulag, Charlie Hebdo og Bataclan. Ikke fordi de er direkte sammenlignelige i årsager og udstrækning, men bl.a. fordi de umiddelbart overstiger vores forstand, de ryster os, til tider helt ind i eksistensen, og vi har en mere eller mindre vag ambition om at forhindre den slags i fremtiden. Så må vi også prøve at forstå bødlerne.

I den forbindelse kan vi ikke tillade os at undlade at vende en eneste sten, bare fordi vi selv eller andre har fine fornemmelser. Vi må, uden at forfalde til moralsk relativisme, finde eventuelle rationaler bag den tilsyneladende galskab. Rationaler, som kan være fjerne fra vore egne (dem, vi blev introduceret til som tidløse og universelle allerede i rød stue i børnehaven), men som ikke desto mindre kan ses som netop rationelle og sammenhængende fra andre synsvinkler. Vi må også være villige til at indse, at der kan være en længere årsag/virkning-kæde bag jihadismen, for eksempel at 9/11 har en forhistorie. Og vi må se på ideologierne og personerne bag gerningerne fra alle relevante perspektiver, fra psykologien over det socioøkonomiske, kulturelle, religiøse og historiske til det politiske.

Det sidste mener Sheikh så generelt ikke, at ”vi” gør. Altså, vi ser ikke, eller vil ikke se, de politiske bevæggrunde bag jihadismen. Det gælder angiveligt på både højre- og venstrefløjen, der for det første hhv. over- og underdriver religionens og kulturens betydning for jihadismen. For det andet underkendes islamismens politiske dimension af begge fløje, som han deler ind i ”civilisationister”, tilhængere af Samuel Huntington, Bernard Lewis og idéen om civilisationernes sammenstød, og ”sociologister”, der ser sociale årsager og undertrykkelse som årsag til jihadisternes radikalisering og terror. Ingen af fløjene har blik for ”det legitime projekt, der gemmer sig bag dens illegitime vold”. Ikke meget her, i øvrigt, om en ret så oplagt tredje fløj i Vesten, de universalistiske, liberale ”interventionister”. Det er en meget stor mangel i bogen. 

Hvorom alting er: Påstanden hos Sheikh er, at vi i Vesten (igen det vage, problematiske ”vi” i ”Vesten”) har tabuiseret forholdet mellem jihadisme og politik. En påstand, der mest bliver belagt med eksempler fra en håndfuld ledende politikere. Og rigtigt er det, at en del mennesker, også beslutningstagere, i hvert fald i første omgang viger tilbage for, at der kan være et bagvedliggende ideologisk rationale, f.eks. når de konfronteres med halshugninger og nedskydninger på åben gade. Der er også, som Sheikh påpeger, en tendens til, at vestlig vold ses som mere strategisk og rationel end andres, for eksempel jihadisternes. For egen regning vil jeg tilføje EU’s terrordefinition, der eksplicit nævner, at ”terrorhandlinger ikke anses for politiske forbrydelser”. Og vice versa, må man gå ud fra. De mener det sikkert godt dernede i Bruxelles, men det er stadig kontraproduktiv berøringsangst.

Men hov, EU’s definition viser faktisk en generel uvilje til at se terror som et politisk våben, der står intet om jihadister. Og det modsatte af Sheikhs påstand, at medier, politikere, akademikere, efterretningsfolk m.v. gennem de sidste 20 år har beskæftiget sig i vid udstrækning med netop den kobling mellem jihadisme og politik, kan lige så nemt eksemplificeres. Faktisk er det helt almindeligt både i forskning og i politisk retorik at sætte lighedstegn mellem begrebet islamisme og begrebet politisk islam. Det kan mene er præcist eller ej, men man kan næppe kalde det en tabuisering af den politiske dimension af islamismen. Det vidner snarere om en klar erkendelse i brede kredse af, at islamisme er en ideologi eller religiøs bevægelse, der har en rationel politisk dimension, der generelt kan true stabiliteten i Europa og undergrave vor samfundsform, og som i visse tilfælde giver sig udslag i og/eller inspirerer til terror. Terror, som ikke (kun) er et mål i sig selv, men som har et taktisk og strategisk sigte.

Når Angela Merkels CDU i Tyskland for eksempel sommeren 2021 udsender et såkaldt strategipapir om at ”bevare det frie samfund, fremme den social sammenhæng og bekæmpe politisk islamisme”, er det tegn på, at der i hvert fald eksisterer en rudimentær viden om, at jihadismen er et politisk problem, det kræver politiske, juridiske, efterretningsmæssige og vel også socioøkonomiske løsninger, selvom det der streetbasket og hiphop måske nok i enkelte tilfælde holder de unge fra hash og inciterende jazzmusik på gadehjørnerne, men næppe forhindrer en ny Omar el-Hussein ved Krudttønden og synagogen. 

Merkel selv, Storbritanniens David Cameron og Frankrigs Nicolas Sarkozy er alle inde på noget af det samme i offentlige tilkendegivelser rettet mod terror og radikalisering allerede i 2010-11, hvor det ligeledes gælder kampen mod jihadismen i vore egne samfund. Mere direkte og drastiske midler i kampen for sådanne mål finder vi lige nu i f.eks. Frankrig, Østrig og Danmark med moskélukninger og meget andet. I modsætning til hvad Sheikh hævder, er der en del, der peger på, at der faktisk er megen indsigt i, hvem det er vi bekæmper og hvorfor.

På samme måde er der ret mange analytikere m.v. i Vesten, der gennem tiden har forsøgt at se f.eks. Taleban og Islamisk Stat uden for vores egen sfære som politiske bevægelser. Det ville alt andet lige også være fjollet at lade være. Taleban har et land nu. Jihadister er flere steder i Afrika lige på kanten til noget mere solidt og permanent; en lille bystat, måske. Islamisk Stat havde en, ja, statsdannelse, per definition en politisk konstruktion. Set med moderne øjne en særegen en af slagsen baseret på folkedrab og slavemarkeder, og ikke anerkendt af nogen andre stater. Men med bureaukrati, politi, egen møntfod og meget andet, og med et mål af orden og forudsigelighed for kalifatets villige eller kuede sunnimuslimer. Om end ikke for andre. 

Den slags indsigter har Sheikh også med, men han lader dem nærmest komme, som om det skulle dreje sig om en hidtil upåagtet guldmine af informationer. Sådan er virkeligheden ikke. Der er efterhånden ikke megen berøringsangst i den retning heller. Den politiske dimension, både den ideologiske og den lavpraktiske, af Islamisk Stat, Taleban, al-Qaeda, Boko Haram m.v., er blevet et helt forskningsfelt for sig.

Om den viden, ”vi” så faktisk har om den politiske dimension af jihadismen, om koblingen mellem ”almindelig” kriminalitet og terror, om de sociale medier som rekrutterings- og radikaliseringsinstrumenter osv. hjælper i større udstrækning mod ekstremisme, parallelsamfund, sharialovgivning og den slags ude i den virkelige verden, er en anden sag. I mange tilfælde har det været for lidt og for sent fra myndighedernes side. Ligesom det ikke nødvendigvis altid er netop den slags tiltag, retorik og initiativer, vore politikere kommer med, som Sheikh selv efterlyser i Vi tabte. Hvad er det så, han helt konkret vil have vi skal gøre i stedet? 

Det er igen lidt vagt for denne læser, men her kommer i punktform det væsentligste af, hvad jeg med min bedste vilje tror Sheikh sigter til i bogen, efterfulgt af mine kommentarer:

  • Vi skal først opgive opdelingen i ”os” og ”dem” og hele ”civilisationismen” – som vi altså i virkelighedens verden ikke er overvejende præget af i vores politik over for jihadismen. Der ligger måske snarere en blanding af famlen i blinde, fejlslagen idealisme, panikløsninger, skødesløs brutalitet og realpolitik bag Vestens meget forskelligartede og ofte modstridende tiltag mod jihadismen ude og hjemme. Det harmonerer ikke med Sheikhs påstand om, at (stort set) alt, hvad ”vi” i ”Vesten” har foretaget sig for at imødegå jihadistisk terrorisme og ekstremisme de sidste 20 år gennem ”krigen mod terror” blot har bygget mure snarere end ført til en forståelse, der bedre kunne forebygge terror – ”mens World Trade Center styrtede i grus, gik Vesten i gang med at bygge en ny mur, større og mere monumental end den, der var væltet i Berlin, en mur, der ikke alene adskilte folk og ideologier, men opdelte verden i to væsensforskellige civilisationer”. Den præmis er i bedste fald stærkt forenklet, hvilket fører til en stærkt forenklet analyse og stærkt forenklede konklusioner. Desuden modsiger Sheikh sig selv allerede på side 17, når han skriver følgende: ”Krigen mod terror fik aldrig et objektivt mål; den udviklede sig dag for dag uden en udløbsdato eller klart definerede mål”. Det er en noget mere præcis beskrivelse af Vestens uhomogene slingrekurs over for islamismen, end at vi skulle være gået målrettet efter at bygge ”monumentale mure”.

  • Vi skal lade være med at invadere Afghanistan og den slags – den er jeg til gengæld med på (selvom jeg har forståelse et stykke hen ad vejen for det modsatte synspunkt), og det er forhåbentlig noteret rundtomkring. Vi skal hjælpe, men vi skal søge en, måske illusorisk, anden måde at hjælpe på.

  • Sheikh hævder også, at en dybere forståelse for jihadismens rationelle dimensioner ville have åbnet for en mere realistisk vurdering af deres potentiale som modstandere og ”statsopbyggere” in spe. Det lyder også i nogen grad plausibelt, for det lader til at et vist, indflydelsesrigt segment i f.eks. den amerikanske militære ledelse tilsyneladende altid – i hvert fald indledningsvist – vil undervurdere stort set en hvilken som helst fjende, særligt hvis den kommer fra ”de varme lande”. Det behøver på ingen måde at dreje sig om muslimer, tænk bare på Vietnam. Man betaler en pris, hvis man ignorerer idéernes mobiliserende kraft og kun ser socioøkonomiske faktorer, man meget bekvemt kan betale eller lovgive sig fra. Eller kun ser den erklærede fjende som et vilddyr, der har volden som mål i sig selv. Men jeg savner at Sheikh i bogen forholder sig til, at det altså som nævnt ovenfor langtfra er den eneste diskurs, der har været i spil i Vesten i de sidste 20 år. Tag bare et blik på nogle af de mange vestlige efterretningsrapporter og akademiske udgivelser, der gennem årtier har forsøgt at give et realistisk indblik i jihadisternes bevæggrunde og ambitioner.

  • Vi skal vist ifølge Sheikh også se i øjnene, at vores kolonialistiske projekter gennem tiden i f.eks. Mellemøsten leder til vrede og politisk mobilisering blandt muslimer – det er sandt nok til et vist punkt, om end det er et synspunkt, vi er blevet tæppebombet med igennem 20 år. Ikke noget nyt her. Vi skal i den forbindelse indse, at der er blevet begået overgreb af Vesten og i Vestens navn. Det gør vi nu også mere end nogen anden kultur eller civilisation i historien, hvilket også kunne være nævnt bare som en bisætning i bogen som et oplagt korrektiv til ”civilisationisme”-narrativet. Skal vi sige, at det nu er Tyrkiets eller et arabisk lands tur til at undskylde for racisme, imperialisme, folkedrab og den afrikanske slavehandel, at det er deres tur til at lave et kolonimuseum?  

Denne anmelder mener, at vi i forlængelse heraf også skal indse, at selvom vi selv har glemt eller ignoreret megen historie, inklusive vor egen, kan vi ikke tillade os at ignorere, at historien spiller en væsentlig for andre. Ledere som Bin Laden og Baghdadi – og Erdogan, fristes man til at tilføje, der ligeledes instrumentaliserer Israel/Palæstina-konflikten og åbenlyst længes mod en idealiseret, imperialistisk fortid – har, ud over den religiøse motivation, en historieforståelse, der også er motiverende for det politiske projekt. Det er ledere, der kigger på landkort og studerer historien. De gør det selektivt, selvfølgelig, så vi kan ikke bare for at gøre dem glade gå ind på deres version af historien og virkeligheden, som når det af jihadister hævdes, at USA gennem århundreder har undertrykt islam, eller når den gamle traver om Vestens opdeling af Mellemøsten trækkes af stalden. Der er klart megen sandhed i det, med Sykes-Picot-aftalen og alt det der, men den opdeling, og det meste af undertrykkelsen i den klart længste tid, blev altså iværksat og opretholdt af det tyrkisk-muslimsk-dominerede Ottomanske Rige. Jeg siger ikke, at Sheikh selv køber den offerfortælling, men det kunne være interessant, hvis han ikke bare forsøgte at imødegå Vestens angivelige narrativ, men også i højere grad jihadisternes.

Har vi så tabt ”krigen mod terror”, som Jakob Sheikh hævder, og som han med et centralt argument i bogen mener, at vi bør erkende som noget af det vigtigste for at komme videre efter 20 års fejlslagen kamp på adskillige fronter? Tjoh, det kan konstateres, at vi nu er ude af Afghanistan, mens Taleban, vor erklærede fjende, har overtaget, så der har vi tabt. Hvad vi i bedste fald har vundet her, er vel en vis indsigt på bekostning af store mængder blod, vores og deres. Den indsigt, at der er grænser for, hvad vi kan eksportere af tankegods, styreform, civilsamfund og vaner, har egentlig været der længe hos dem, der gad bruge hovedet, men vi havde malet os op i et hjørne. 

Det er også en svær og hård indsigt, må vi vel sige, særligt for de piger og kvinder, der nu skal leve under et Taleban, der ganske som forventet ikke viser tegn på ”moderation”. Her taber vi alle, i øst såvel som i vest, lige meget hvad. Måske med undtagelse af andre ekstremistiske grupper som al-Qaeda og IS samt Kina, Pakistan og Tyrkiet, men det må tiden vise. 

Hvad der dog også kan konstateres, er, at vi på hjemmefronten i Vesten efterhånden er blevet bedre til at optrævle terroranslag, før de sker, på trods af en voldsom stigning i antallet af islamister på verdensplan de sidste 20 år, en eksplosiv vækst, som Sheikh meget relevant fremhæver i bogen. En vækst, som dog ikke nødvendigvis bare er ”vores” skyld og ansvar, og som heller ikke nødvendigvis betyder, at vi har tabt, som det også hævdes af Sheikh. Det betyder på den anden side på ingen måde, at vi har vundet noget som helst, og Afghanistan har vi altså afgjort tabt. Måske også Irak, og Syrien, i det omfang det kan siges at være ”vores” krig. Fejl og forbrydelser har der været nok af fra Vestens side gennem tiden. Men at vi skulle have tabt ”krigen mod terror” som sådan, vil jeg personligt vente med at have en mening om.

Til gengæld har jeg en mening om Gyldendal: Spar lidt på reklamerne og brug i stedet penge på bedre redaktion og et indeks, tak.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder

Newsletter