Coronakrisen har ført til en forværring i trivslen blandt os unge. Mange savner naturligvis deres venner, festerne og den ungdommelige følelse af udødelighed, vi kender fra sene nattetimer i festligt lag. Men vigtigere endnu, så har coronakrisen også medført en mangel på struktur, faste rutiner og en hverdag, som er mindst lige så skadelig for os. Behovet for netop faste og klare forventninger var der allerede inden corona, men krisen har eksemplificeret, hvor vigtigt det er. Særligt for unge mennesker. De fleste politiske løsninger på problemet er dog dybt overfladiske og tager ikke rod om det reelle problem.
I november 2020 blev der offentliggjort en rapport af Vidensråd for Forebyggelse, som viste, at der generelt var en mindre andel af unge, der mente, at de havde en høj livstilfredshed, og at antallet diagnosticeret med psykiske sygdomme er steget. Rapporten er på mange måder alarmerende, men alligevel lader de fleste politiske løsninger til at være ret overfladiske.
Gratis psykologhjælp til unge har længe været en politisk mærkesag for SF for at komme mistrivslen til livs, og i finansloven for 2020 blev der afsat penge til netop en forsøgsordning med gratis psykologhjælp til unge. Ordningen er sympatisk, men løser ikke de grundlæggende problemer, som mange unge oplever. For hvilket samfund lever vi ikke i, hvis ensomme unges mulighed for at udbedre deres problemer ikke er at søge trøst hos deres nære, men i stedet at gå til en psykolog, der i sidste ende taler med de unge, fordi vedkommende bliver betalt for det?
Velfærdsstaten har afkoblet os
Mit ærinde er ikke at kritisere psykologhjælp. Det kan helt sikkert være en god hjælp for mange, men vores primære ærinde bør være at skabe et samfund, hvor færre har behov for at gå til psykolog. Ikke at skabe et samfund, hvor unge er så frakoblet fra de nære og konkrete relationer, at deres eneste mulighed for at snakke om almenmenneskelige problemer som fx ensomhed og usikkerhed er at snakke med en, der bliver betalt for at gøre det.
Velfærdsstaten har på mange måder afkoblet os og frigjort os fra det, der førhen gav os en kontekst, hvorfra vi kunne danne vores egen mening og træffe vores egne valg. En af de institutioner, vi er blevet frigjort fra, er familien. Det er selvfølgelig på både godt og ondt. På den ene side er vi nu frigjort fra vores families forventninger og krav, der til tider kan være indsnævrende og begrænsende. Men på den anden side har man erstattet nære og meningsfulde relationer med velfærdsstatens kolde og kyniske institutioner. For velfærdsstaten kan nemlig ikke, selv ikke med dens skatterydebetalte services og gratis psykologhjælp, elske dig.
I stedet for at tro vi kan løse unges mistrivsel med flere offentlige services, bør vi i stedet begynde at forstå, at de faste strukturer, som familien og de nære relationer bidrager med, kan være løsningen og bør opprioriteres. Det har coronakrisen været med til at vise.
